Del

Derfor er asiatiske aktier attraktive i øjeblikket

Med Kina som drivkraft er den asiatiske del af emerging markets aktuelt blandt de mest interessante investeringsområder, vurderer Danske Banks strateger.

Selv om coronavirussen udspringer af Kina, har kinesiske aktier paradoksalt nok været blandt årets store vindere på aktiemarkederne. Kina har også bidraget til at understøtte emerging markets – dvs. de nye markeder – i bredere forstand.

”Emerging markets-landene er generelt følsomme over for den økonomiske aktivitet i Kina, og det gælder ikke mindst de øvrige asiatiske lande. Går det godt i Kina, har det en positiv afsmitning på en lang række andre lande, som kineserne handler med – og målt efter 2020-standarder har vi i den senere tid set en forholdsvis stærk økonomisk udvikling i Kina, hvilket er en positiv faktor for emerging markets-aktier. På kortere sigt forventer vi, at det vil fortsætte,” fortæller Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

Kinas kompromisløse tilgang

En af årsagerne til den stærke udvikling i Kina trods coronakrisen er, at de kinesiske myndigheder kan agere langt mere resolut med tiltag til at understøtte økonomien end i de demokratiske vestlige lande, hvor de politiske beslutningsprocesser på godt og ondt er mere langtrukne.

”Derudover har kineserne været ekstremt effektive til at stoppe virussens udbredelse – igen fordi myndighederne går mere resolut til værks med restriktioner, end vi ser de fleste andre steder i verden,” forklarer Lars Skovgaard Andersen.

Den kompromisløse kinesiske tilgang til coronavirussen har medvirket til, at selskaberne i emerging markets i 2020 forventes at opleve et markant mindre fald i indtjeningen pr. aktie end selskaberne i udviklede markeder som Europa og USA.

”Og ser vi fremad, forventer vi et økonomisk opsving i det kommende år oven på den massive kæberasler til global økonomi hidtil i 2020. Det vil også være positivt for emerging markets-selskaberne, som normalt er forholdsvis cykliske af natur – dvs. at de typisk performer bedst i økonomiske opgangstider,” siger investeringsstrategen.

Ikke så bekymrede for TikTok-konflikt

Lars Skovgaard Andersen vurderer yderligere, at emerging markets-aktier fortsat er attraktivt værdiansat.

”Ser vi specifikt på asiatiske aktier, byder de dertil på en høj andel af selskaber inden for IT og kommunikationsservice, som er de sektorer, vi aktuelt ser det mest interessante afkastpotentiale i,” siger han.

Investeringsstrategen understreger dog, at handelskrigen mellem USA og Kina udgør en betydelig risiko, der kan udløse perioder med kursudsving, hvis vi ser en optrapning. Dette gælder ikke mindst for de kinesiske teknologiselskaber, der kan blive taget som gidsler i handelskrigen, der i høj grad handler om det fremtidige verdensherredømme inden for teknologi. Her føler amerikanerne deres førerposition udfordret af kineserne.

Dertil har Donald Trump ekstra behov for at markere sig frem mod det amerikanske præsidentvalg i november, hvilket kan forstærke konflikten mellem USA og Kina. Det ser vi fx i øjeblikket med den populære kinesiske videoapp TikTok, som Donald Trump har varslet et forbud mod i USA af frygt for, at den kan give de kinesiske myndigheder adgang til data om de amerikanske brugere.

”På den korte bane er vi dog ikke så bekymrede for stridighederne, for på nuværende tidspunkt er det mest bare støj med minimal økonomisk betydning,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Olie og valuta trækker op

Faldende oliepriser har været et vigtigt tema for emerging markets i år, men overordnet er det faktisk positivt for store asiatiske økonomier som Kina og Indien, der er nettoimportører af olie. De største tabere finder man andre steder i emerging markets – fx Rusland og Brasilien.

Valutakurser og renter er andre væsentlige variable. Den senere tid har vi set en markant svækkelse af den amerikanske dollar, og det gør det billigere for virksomheder og stater i emerging markets at servicere deres gæld i dollar. Vi forventer, at den meget lempelige pengepolitik fra den amerikanske centralbank vil være med til at fastholde en svagere dollar.

Overordnet er der dermed en række faktorer, der peger den rigtige vej for emerging markets i øjeblikket – men glem ikke, at emerging markets-aktier pr. definition er forbundet med høj risiko.

Få mere information om vores produkter og løsninger