Del

Det værst tænkelige udfald i USA

Uvisheden om det endelige valgresultat kan på kort sigt give markedsudsving, men på lidt længere sigt er investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fortrøstningsfuld – uanset om Trump eller Biden vinder.

Udfaldet af det amerikanske valg er blevet lige så mudret, som man på forhånd kunne frygte. I løbet af de kommende timer og dage skal de sidste brevstemmer tælles op i en håndfuld afgørende svingstater, og både Donald Trump og Joe Biden har stadig en realistisk chance for at vinde valget. Samtidig er det stadig uafklaret, hvordan sammensætningen af republikanere og demokrater bliver i Kongressen.

Set med investorøjne er den manglende afklaring på kort sigt det værst tænkelige scenarie.

”De finansielle markeder hader usikkerhed, og det er netop, hvad vi nu har fået i rigelige mængder. Samtidig risikerer vi, at usikkerheden om præsidentposten kan trække ud i ugevis. Hvis Joe Biden vinder de afgørende svingstater, kan vi få et grimt og langvarigt efterspil, hvor Donald Trump og hans advokater bestrider valgresultatet,” siger Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen og tilføjer:

”Ud fra en ren investeringsmæssig betragtning kan man sige, at det er worst case-scenariet, vi er havnet i. Vi ønskede os en præsident, og det har vi endnu ikke fået.”

Negative afledte effekter

Jo længere det trækker ud med et endegyldigt valgresultat, som begge kandidater forliger sig med, jo større risiko er der ifølge Lars Skovgaard Andersen for kortsigtede markedsudsving og kursfald. Det skyldes ikke blot den øgede usikkerhed, men også afledte effekter, der kan ramme amerikansk økonomi og aktiemarkederne negativt.

”Ikke mindst har vi længe ventet på en ny og rigtig vigtig finanspolitisk støttepakke, der skal holde hånden under den coronaramte amerikanske økonomi, og her risikerer vi nu, at det trækker yderligere i langdrag. De to præsidentkandidater og deres partier er uenige om støttepakkens størrelse og udformning, og nu kan der potentielt gå endnu længere tid, før der for alvor kommer skred i forhandlingerne,” fortæller investeringsstrategen.

Fastholder overvægt i aktier

Den øgede usikkerhed får dog ikke Lars Skovgaard Andersen til at ryste på hånden i forhold til Danske Banks overvægt i aktier.

”Vi har fortsat en moderat overvægt i aktier i vores porteføljer, og får vi større aktiekursfald i den kommende tid, vil vi betragte det som en god mulighed for at købe yderligere op. Set i et lidt større og længere perspektiv betragter vi stadig glasset som halvt fyldt og ikke halvt tomt. Der er tale om en midlertidig usikkerhed, og på den anden side forventer vi fortsat en finanspolitisk hjælpepakke i USA, ligesom vi fortsat forventer fremgang i global økonomi og virksomhedernes indtjening i det kommende år – uanset om USA’s næste præsident hedder Donald Trump eller Joe Biden,” siger han.

Samtidig understreger Lars Skovgaard Andersen, at vi kommer stadig tættere på en færdigudviklet corona-vaccine, og trods de stigende smittetal og nedlukninger i Europa i øjeblikket frygter han ikke en gentagelse af forårets dybe krise i økonomien og på aktiemarkederne. Det kan du læse mere om her.

Få mere information om vores produkter og løsninger