Del

Udbytteaktier får medvind fra centralbanker

Faldende renter gør relativt set udbytteaktier mere attraktive for investorer på jagt efter en løbende indkomst. Især europæiske udbytteaktier byder på interessante afkastmuligheder.

I slutningen af 2018 spredte stigende renter stor bekymring blandt investorer, men siden er billedet vendt totalt på hovedet. I november toppede den 10-årige amerikanske statsrente i 3,24 pct., og nu er den helt nede omkring 2,15 pct., efter den amerikanske centralbank har jokket bremsen i bund for fremtidige renteforhøjelser.

I Europa har vi set den samme udvikling, og det har ikke blot en direkte effekt på obligationsmarkedet, men også en positiv afledt effekt på aktiemarkedet. Selskaberne nyder godt af de lavere renter, og samtidig bliver investorer i endnu højere grad tvunget over i aktiemarkedet i jagten på et fornuftigt afkastpotentiale. Ifølge Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, kan det i særdeleshed give medvind for udbytteaktier – dvs. aktier i selskaber, der løbende udbetaler pæne udbytter til aktionærerne.

”For investorer med fokus på investeringer, der genererer en løbende indkomst, er obligationer blevet mindre attraktive det seneste halve år, og det gør relativt set udbytteaktier til et mere interessant alternativ,” siger han.

Renter og udbytter har byttet plads

Tilbage i tiden, op gennem 1990’erne og frem til finanskrisen i 2008, kunne investorer få en højere rente fra statsobligationer end udbytteprocenten fra aktier, men det har mange års rentefald vendt op og ned på. Som grafen herunder viser, har forskellen mellem renten fra tyske statsobligationer og udbytteprocenten fra europæiske aktier aldrig været større i aktiernes favør.

De faldende renter medvirker til, at Lars Skovgaard Andersen i øjeblikket ser udbytteaktier som den mest attraktive aktietype. Den senere tids store markedsuro er dog den primære årsag til hans aktuelle forkærlighed for udbytteaktier.

”Udbytteaktier er typisk mere robuste end aktiemarkedet generelt i perioder med stor markedsuro, og vores forventning er, at vi i den kommende tid vil opleve mere af samme skuffe – ikke mindst på grund af den uafklarede og eskalerede handelskonflikt mellem USA og Kina,” siger investeringsstrategen.

Størst potentiale i europæiske udbytteaktier

Han fortæller, at Danske Bank især har fokus på europæiske udbytteaktier.

”Det skyldes dels, at vi i øjeblikket ser det mest attraktive afkastpotentiale i europæiske aktier, som vi overvægter i vores porteføljer, og dels at europæiske aktier generelt udbetaler højere udbytter end fx amerikanske og japanske aktier. For investorer på jagt efter en løbende indkomst fra deres investeringer er Europa stedet at være,” fortæller Lars Skovgaard Andersen.

Han har især fokus på udbytteaktier med præg af kvalitet – dvs. selskaber der blandt andet har en stabil indtjening og moderat gæld.

”Her kan vi fortsat forvente en god indtjening og fornuftige udbyttebetalinger, selv om økonomien måtte udvikle sig til det værre,” siger han.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Få mere information om vores produkter og løsninger