Del

Planlæg ikke din karriere for meget

Hvis du lige har fået dit første job, så venter der 30-40 års arbejdsliv forude – og de skal helst være gode. Her giver Christian Kurt Nielsen, som er administrerende direktør i rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval, fem gode råd til et succesfuldt arbejdsliv.

Hvis du er ny på arbejdsmarkedet, har du sikkert nogle drømme og ønsker for dit arbejdsliv. Måske ved du endda præcis, hvilken virksomhed du helst vil arbejde i og er fast besluttet på at blive chef, inden du fylder 35 år. Men for de fleste er planerne noget mere vage – og det er faktisk helt ok. 

Du kan sagtens blive en succes alligevel, mener Christian Kurt Nielsen, som er administrerende direktør i Mercuri Urval. 

Vær klar til at gribe chancerne
”Jeg er faktisk ikke stor fan af detaljerede karriereplaner. For nogle kan det selvfølgelig være rigtigt at have nogle meget klare mål, men faren er, at det kan gøre dig dårligere til at gribe chancer, som stikker i en anden retning, hvis du er meget fokuseret på, at du vil noget helt bestemt,” forklarer han.

Christian Kurt Nielsens oplevelse er, at de fleste gode karrierer er et produkt af en dedikeret arbejdsindsat og tilfældigheder. Men når det er sagt, vil han alligevel gerne give nogle gode råd til dig, som skal til at tage hul på arbejdslivet.

5 gode råd til din karriere:

  • Gør dig umage med dit arbejde. Det lyder måske banalt, men Christian Kurt Nielsen ser jævnligt, at unge mennesker har så travlt med at komme videre til næste trin i karrieren, at de glemmer at levere den overbevisende indsats, som kan bane vej for den næste chance.

  • Overvej, hvordan dine ønsker kan skabe værdi for den virksomhed, du arbejder for. Din chef vil være meget mere interesseret i at give dig mere ansvar eller betale for efteruddannelse, hvis du er skarp på, hvad virksomheden vil få ud af det. Det er ikke nok, at du har lysten.

  •  Gå efter en karriere, som passer til dig. Vi kan ikke alle blive chefer, og det er heller ikke alle, som egner sig til at blive det, understreger Christian Kurt Nielsen. Mange trives f.eks. meget bedre i rollen som dygtig specialist – og det er ikke kun chefjobs, som kan være vellønnede.

  •  Du skal have hjertet med på karrierestigen. Arbejdslivet er langt og kan nemt blive et helvede, hvis ikke du har arbejdsglæden med dig. Hvis du mister arbejdsglæden, skal du søge videre. Men undgå helst at tale dårligt om tidligere arbejdspladser og chefer. Det får du intet ud af.

  •  Brug dit netværk – og vær ikke bange for at bede om råd. Langt de fleste mennesker vil gerne hjælpe. Så brug venner, familie, kolleger, din faglige organisation og LinkedIn, hvis du har brug for hjælp til at komme videre – og husk også at hjælpe andre. Det betaler sig i længden.
Guide: Nyt job? Sådan finder du ud af, hvad du er værd