Del

Sådan går danskerne på pension

Pensionisterne i dag er en ’kan-og-vil- generation’, lyder det fra to eksperter. Men det er ikke altid ligetil at få tiden til at gå. Især ikke for mænd, lyder det.

”Det er en interessant generation, der går på pension i disse år. Det er en gruppe, der har bedre muligheder og vilkår end tidligere.”

Sådan beskriver seniorkonsulent hos Ældre Sagen, Bent Mathiasen danskerne i aldersgruppen, der står på tærsklen til at forlade arbejdslivet.

”Dem, der lige er årene yngre, er endnu stærkere. Det er de, fordi vi i dag er meget mere bevidste om personlig udvikling end tidligere. Der er en anden forståelse og indsigt i både sundhed, motion, wellness  og socialt samvær – og vi forstår, at det har betydning at være bevidst om sit helbred , fortæller han.
 
I Region Nordjylland oplever pensionskonsulent Søren Jensen også, at pensionister i dag er aktive. Han fortæller om en gruppe friske mennesker, der ikke er færdige med at opleve.
”Det er tydeligt allerede, når vi skal planlægge et møde om deres pension. De har aldrig tid. De skal være sammen med deres børn og børnebørn, i sommerhus, rejse eller passe fritidsinteresser, lyder det med et grin fra den nordjyske rådgiver, der har rådgivet om pension i 19 år.
  • Vi lever længere

     En 65-årig kvinde kan i dag forvente at leve, til hun bliver 87 år, og en 65-årig mand til han bliver 85 år.
     I dag går danskerne på pension, når de er 63 år. De fleste kan altså forvente at leve mere end 20 år som pensionist.
     Hver tredje af de nyslåede pensionister kan forvente at leve 25-30 år efter arbejdslivets ophør.

    Kilde: Danica Pension og Finansredegørelsen 2014
Pludselig (for) meget tid
Både Bent Mathiasen og Søren Jensen anerkender dog, at der også stadig er en gruppe danskere, der er nedslidte efter et langt arbejdsliv. Det er også ofte den gruppe, der ser mest frem til deres otium.
 
”Jeg oplever, at de siger, at de glæder sig til livet som pensionist , men 40 % - flest mænd - fortryder faktisk, at de er gået på efterløn eller pension. De keder sig. For så meget kan man heller ikke rejse og spille golf. De føler, at de mister deres identitet. Selvværdet falder, og så stiger vægten ofte også. Kvinderne er bedre til at bruge tiden. De plejer netværk, sundhed, strikkeklubber, frivilligt arbejde, børnebørn og italiensk for begyndere,”  fortæller Bent Mathiasen.
Også blandt nordjyderne er der flere, der savner arbejdslivet, når det er forbi.
 
”Der er en del, der efter et halvt år på efterløn savner arbejdslivet og vil tilbage -og så er der også flere og flere, som jeg taler med, der arbejder ind i folkepensionsalderen. Måske ikke på fuldtid, men så på nedsat tid. Så sker det af interesse, siger de. Det er tit dem, der ikke har en hobby, der kan tage over.”
 
 
Planlæg pensionen i god tid
Det er ikke nyt at opfordre til at planlægge den tredje alder i god tid. Ofte er det i forhold til økonomien, at præcis denne opfordring kommer. Men det er faktisk lige så vigtigt at finde eller genfinde interesser, som tiden kan bruges på, når vækkeuret ikke længere skal stilles i hverdagen. Mange par bliver overrasket over at have meget mere tid, hvor de går op og ned af hinanden hele dagen.
 
”Til de møder jeg holder,  sørger jeg for at placere en tanke om, hvad deres tid skal gå med. Oftest hører jeg, at de drømmer om mere af det gode, der allerede er i deres liv. Måske vil de rejse mere – eller bruge mere tid i sommerhuset, i haven eller sammen med børnebørnene”, fortæller Søren Jensen.
 
Ældresagen holder mange inspirationskurser om overgangen fra job- til seniorliv ude i organisationer, virksomheder og kommuner til samme kurser, fortæller Bent Mathiasen. Her opfordrer de altid tilhørerne til at overveje, hvad der er vigtigt for netop dem. 
 
”Der er jo ingen fast opskrift på, hvordan man får den bedste tilværelse som pensionist. Vi er heldigvis forskellige alle sammen. Men når vi taler om det, så er det er altid inden for de samme fire områder, at svarene kommer: Familie, sundhed, bolig og et aktivt netværk, fortæller Bent Mathiasen.

5 gode råd fra pensionsrådgiver Søren Jensen

Få rådgivning
Det er vigtigt, at nå frem til en strategi – både for økonomien, og hvordan pengene skal bruges. Strategien kan du nå frem til i dialogen med en pensionsrådgiver.

Fordel pengene
Vi bliver i dag ældre, end man gjorde tidligere og forbrug og udgifter falder ikke bare fordi man går på pension.  Derfor skal pengene også spredes ud over flere år, end du måske regner med, hvis du vil sikre dig en fast indkomst livet ud.

Overvej din boligform
Hvis du har fast ejendom, så er det de færreste, der ønsker at flytte fra deres bolig. Men det er en god idé med en plan B, hvis dit helbred eller din økonomi på et tidspunkt ændrer sig.

Husk friværdien
Mange ønsker ikke at regne friværdien i deres bolig ind i pensionsformuen. Men den kan bestemt være værd at tage med. Det er jo også penge. 

For stor opsparing
Nogle pensionister har for lille en opsparing. Men det modsatte findes også. Så  det er værd at overveje, hvad der skal ske med de penge, som ikke når at blive brugt.
Guide: Se, hvad du kan overveje, når på planlægger din tredje alder

Behov for rådgivning?

Som kunde i Danske Bank får du tilbudt en gratis samtale om pension, før du træder ud af arbejdsmarkedet.

Ring til os på 70 123 456 - eller bestil et møde

Book møde