Del

Inden du flytter til udlandet

Skal du til udlandet for at arbejde, eller planlægger du en pensionisttilværelse i et andet land? Inden du tager af sted, er der en række forhold, som er gode at få afklaret – ikke mindst i forhold til din økonomi.

  • 1.  Arbejds- og opholdstilladelse

    1.  Arbejds- og opholdstilladelse

    Hvis du flytter ud af EU, skal du være meget opmærksom på reglerne for arbejds- og opholdstilladelse. Som EØS-borger kan du frit søge arbejde inden for EØS-landene (EU, Norge, Island og Liechtenstein).

    Uden for EØS kan der gælde strenge krav for at få arbejdstilladelse. Den udenlandske arbejdsgiver vil ofte skulle dokumentere over for myndighederne, at der ikke lokalt findes arbejdskraft med dine kvalifikationer. Hvis du overtræder reglerne, kan det i værste fald betyde permanent udvisning af landet.

    Tip: Vil du læse om andre landes pas- og visumregler? Læs mere på UM.dk 
    Guide: Er du studerende? Så læs mere i guiden Studieophold i udlandet
  • 2.  Din daglige økonomi

    2.  Din daglige økonomi

    Noget af det første, du skal have på plads er din daglige økonomi. Hvis du er heldig, har din bank i Danmark filialer i dit nye land, men i mange tilfælde har du brug for en ny konto i en lokal bank og nye betalingskort.

    Vær opmærksom på, at du som ny borger ikke altid vil have den samme kreditværdighed som i Danmark. Et introduktionsbrev fra banken i Danmark kan i nogle tilfælde være en hjælp.

    Inden afrejse skal du sikre, at din NemKonto er registreret korrekt, og at du har din NemID med dig – evt. i form af en elektronisk nøgleviser. Husk også at give din bank i Danmark din nye adresse og din såkaldte TIN-kode (Tax Identification Number), som du får i det nye bopælsland. Den skal bruges, når banken indberetter beløb til din årsopgørelse.

    Fakta

    Vidste du, at...

    danskere i udlandet ofte har lokale netværk, hvor man er gode til at hjælpe nytilkomne på plads og besvare spørgsmål om stort og småt. Den hjælp kan være uvurderlig i opstartsfasen, hvor alt er nyt. Foreningen Danes Worldwide har repræsentanter over hele verden og kan bl.a. hjælpe dig med at skabe kontakt til andre danskere i dit nye land.
  • 3.  Hvor skal du bo?

    3.  Hvor skal du bo?

    Den nye bolig er et ofte et stort tema, når du skal flytte til udlandet. Og måske overvejer du også, hvad der skal ske med din nuværende bolig – om den skal opsiges, sælges eller evt. fremlejes.

    Boligmarkedet i andre lande vil ofte være anderledes skruet sammen end herhjemme. Det kan havde stor betydning for, om det giver bedst mening at købe eller leje. Vær bl.a. opmærksom på boligbeskatningen – og på at lejeloven i mange lande tilgodeser udlejeren mere, end vi kender det i Danmark.

    Søg meget gerne professionel rådgivning i dit nye land, før du binder dig til en ny bolig.

    Fakta

    Skal dit indbo flytte med?

    Så anbefaler vi, at du vælger et flyttefirma, der har erfaring med internationale flytninger og viden om regler for vejtransport og told mv. Indhent altid mere end ét tilbud. 
  • 4.  Sundhed og social sikring

    4.  Sundhed og social sikring

    Hvis du bliver udstationeret, kan du i nogle tilfælde bevare din danske sygesikring, så du forsat kan bruge det danske sundhedssystem, når du er hjemme. Men som udgangspunkt, skal du betale, hvis du bruger det danske sundhedsvæsen.

    Reglerne for sundhedssikring er forskellige fra land til land. Undersøg dem på forhånd, for i mange tilfælde er der brugerbetaling. Måske betaler din arbejdsgiver din og evt. din families sundhedsforsikring – måske skal du selv betale.

    Du kan ikke tage din fagforening og a-kasse med til udlandet, da du skal sikres i det land, du bor i. Forhør dig om mulighederne i din a-kasse – og evt. på dine nye arbejdsplads. Søger du job i et andet EØS-land, kan du dog få dagpenge med i op til tre måneder

    Tip: Få svar på flere spørgsmål om sundheds- og socialsikring i udlandet på borger.dk

    Fakta

    Vidste du, at...

    hvis du flytter fra Danmark i mere end seks måneder, så skal du melde flytningen til den kommune, du flytter fra. Det kan du gøre på borger.dk.

  • 5.  Hvad med din skat?

    5.  Hvad med din skat?

    Skatteregler og skattesatser i udlandet kan afvige meget fra de danske, så sørg for at få et overblik på forhånd. Når du flytter, kan din skattepligt i Danmark enten fortsætte helt eller delvist – eller ophøre helt.

    Danmark har skatteaftaler med en lang række lande. De sikrer, at du ikke skal betale skat af det samme beløb to gange, og at du ikke samlet kommer til at betale mere i skat, end du ellers ville i det af de to lande, som har den højeste skat. Det gælder dog ikke for alle lande.

    Som grundregel er det en rigtig god i de at søge rådgivning hos skattevæsnet i både Danmark og det nye land - og meget gerne også hos en skatteekspert med erfaring i international skat.

    Artikel: Få styr på din skat i udlandet

  • 6.  Hvis du har værdipapirer

    6.  Hvis du har værdipapirer

    Hvis du har værdipapirer, skal du betale skat af dem, når du flytter. Det kaldes exit-beskatning eller havelågebeskatning. Det gælder dog ikke din pensionsopsparing, eller hvis værdien af dine værdipapirer er under 100.000 kr.

    Til gengæld tæller bundne medarbejderaktier med – og det samme gælder, hvis du ejer et A/S eller et ApS. Du kan dog 'anmode om henstand'. Det betyder, at du først skal betale skatten, hvis du senere sælger værdipapirerne. Men søg rådgivning, da reglerne er komplicerede.

    Søg også rådgivning, hvis du vil investere, når du er flyttet. Fortjenesten behandles skattemæssigt forskelligt i andre lande – og du kan ikke altid overføre dine danske investeringserfaringer til det nye land.

    Kontakt

    Få råd om økonomien, før du flytter til udlandet 

    Når du skal flytte mellem Danmark og udlandet, kan du som kunde i Danske Bank få målrettet rådgivning om din økonomi.
    Det koster ikke ekstra.

    Kontakt os på 70 25 11 22, eller book et møde.

    Book møde

  • 7.  Hvad med din pension?

    7.  Hvad med din pension?

    Vær meget opmærksom på din pension, så du undgår unødvendig dobbeltbeskatning. For hvis du ikke betaler skat i Danmark, får du heller ikke fradrag for de penge, du betaler til din pension. Men når pensionen engang bliver udbetalt, skal du alligevel betale skat af den.

    En løsning kan være at stille din danske pensionsopsparing i bero og i stedet oprette en såkaldt §53a-ordning. Her får du ikke fradrag for indbetalingerne, men slipper til gengæld for skat ved udbetalingen.

    Få en rådgiver ind over, for reglerne er ikke helt enkle. Så kan du samtidig få undersøgt, om du kan blive fritaget for den såkaldte pensionsafkastskat, som i daglig tale kaldes PAL-skat.

  • 8.  Børn med til udlandet

    8.  Børn med til udlandet

    Det kan være en dyr fornøjelse at have børn med til udlandet, da skoler og dagtilbud i mange lande fungerer på helt andre præmisser – og da arbejdskulturen ofte betyder længere arbejdsdage for forældrene.

    Undersøg derfor mulighederne, ventelisterne, kvaliteten af tilbuddene og priserne på forhånd, så du ved, hvad du skal regne med. Husk også at tage med i betragtning, at børnenes ferier kan være markant længere end forældrenes.

    Tip: Skal du have børn med? Så brug evt. Facebook-gruppen Danske forældre i udlandet