Del

Del og få mere luksus for din SU

Lækker mad, bil og guldkjoler. Det er svært at få det hele på et SU-budget. Men du kan få mere, hvis du deler og bytter dig frem.  Se her, hvordan du kan dele dig til mere luksus i hverdagen.

”Som studerende har du ikke altid råd til så meget luksus. Det er trist, hvis man nu gerne vil til fest i en guldkjole eller ud at køre bil. Men måske kan du spørge dig selv, om du virkelig har brug for guldkjolen, bilen eller en boremaskine hver dag. For der er nemlig andre muligheder,” lyder rådet fra Christina Risdorf  i Ung Direkte, som er Danske Banks særlige rådgiverteam for unge.

Det er her, at alt det med at dele og bytte kommer ind i billedet – og mange unge er allerede i fuld gang.

”Unge er meget mere åbne for at dele end andre. De gør det både for at spare penge, men også for at dyrke fællesskabet eller skåne miljøet. Særligt er unge i det hele taget mere fokuserede på at have adgang til ting end fokuserede på at eje ting. Det gælder både delebiler, lejligheder og tøj,” fortæller fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen. Han mener, at dele- og byttetrenden først lige er begyndt.

Lækker middag på en onsdag
Suppe, steg og is. Det er ikke hverdagskost – slet ikke som studerende. Men i en madklub kan du sammen med dine venner gøre menuen lidt mere spændende ved at dele regningen for indkøbet og skiftes til at være kok for hinanden.

Hvis I er nogle stykker og kan handle lidt større ind, så behøver en lækker salat ikke at æde hele budgettet – og du er heller ikke tvunget til at spise slatne rester de næste dage for at undgå madspild. Måske kan der også blive plads til en dessert eller en flaske vin, når flere ’chipper in’. Det er klart mere luksus end at spise rugbrødsmadder for 20. dag i træk.

Vintagekjole for 200 kr
.
Som studerende har du sikkert ikke råd til at skifte garderoben ud helt så ofte, som du har lyst. Det betyder dog ikke, at du ikke kan komme velklædt ud af døren til næste fest – du kan bytte, leje og krejle dig billigt frem til galla-outfittet. Og måske kan du samtidig hjælpe andre med det samme problem, hvis du har noget lækkert tøj i skabet, som du ikke får brugt så ofte.

Du kan vælge at arrangere en tøjbyttedag med vennerne, tage på loppemarked og lagersalg – eller du kan bruge en af de digitale dele-bytte-leje-platforme, som er ved at spire frem. Hos ReSecond kan du f.eks. aflevere en kjole og tage en anden med hjem. Lige så tit du vil. Og hos det virtuelle klædeskab, Closay, kan du lede efter de rette stiletter eller den perfekte gallakjole blandt det, der allerede findes i andres garderober.
Mikkel Hansen, der er medstifter af Closay, fortæller, at der - her to måneder efter de gik i luften - er oprettet ca. 1000 profiler, der lejer luksuskjoler ud til hinanden for typisk mellem 200 - 500 kroner pr. dag.

Med op at køre?
Delebil – eller samkørselsordning. Der er situationer, hvor det er rart med en bil. Men du behøver ikke at købe din egen, hvis du kun skal bruge den ind imellem – og/eller klarer dig fint med cykel eller offentlig transport.

Tjenester som GoMore gør det muligt at have adgang til bil – uden du skal betale vægtafgift, afdrag på billån og forsikringer. Samtidig er der lokalt flere initiativer, der formidler lift – både til dig som pendler hver dag og til dig, som bare skal besøge faster Charlotte i Assens. 

Bo flere under samme tag

Kollektiv eller bofællesskab kan være en god løsning på boligsituationen – ikke mindst i de store studiebyer, hvor der er mangel på ungdomsboliger og kollegieværelser. I fællesskabets ånd kan du spare penge på bl.a. el, varme og internet – penge, som måske i stedet kan bruges på en festival eller en ferie.

Desuden behøver alle beboere i et bofællesskab ikke at have sin hver sofa, ligesom det er muligt at dele køkkenting, opvaskemaskine, vaskemaskine og måske tv. Og som en sidste bonus er et kollektiv et oplagt sted at stifte en madklub eller lave en tøjbyttedag.

Kan jeg låne en boremaskine?
Har du ekstrastole, når der kommer gæster? Eller hvad med en boremaskine, en trappestige eller en ordentlig cykelpumpe? Måske kan du låne dig frem – og fire unge ildsjæle har endda sat ideen om at dele praktiske ting i system.

”En boremaskine bruges i gennemsnit kun ca. 8 minutter, før den kasseres – og det er et godt eksempel på, hvorfor vi måske skulle dele nogle ting med hinanden i stedet for at anskaffe os alt selv,” siger Kristoffer Ravnbøl, der er medstifter af Naboskab.
Et naboskab er ganske enkelt et skab, som deles af beboerne f.eks. i en opgang eller på en kollegiegang -  og det indeholder fx værktøj og lappegrej. To ud af de fire iværksættere bag konceptet er selv studerende, og de har ofte selv stået i situationer, hvor de var nødt til at låne sig frem.

Før Naboskab sætter et skab op, så undersøger de brugernes behov, så indholdet bliver det rigtige. Skabet bliver så sat op i f.eks. vaskekælderen, cykelskuret eller tørreloftet og låst af med et chipsystem, så alle brugerne nemt kan komme til både pumpen og boremaskinen.

Artikel: Sådan får du råd til kaffe... Eller en ferie. Læs guiden til budgetlægning her.

Kontakt Ung Direkte

Ung Direkte er vores særlige rådgiverteam for unge og studerende. 

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om din økonomi - eller vil vide mere om, hvad vi tilbyder vores unge kunder. 

Ring på 45 130 100 – eller skriv til os 

Kontakt