Del

Eje, leje eller andel – sådan vælger du

Vil du have  fod under eget bord, fællesskab eller frihed og fleksibilitet? Svaret er med til at bestemme, om ejer-, andels- eller lejebolig er det rigtige for dig.

"De fleste lejeboliger er forholdsvis billige at bo i. Men når du køber eget hus eller lejlighed, sparer du penge op, som du kan få glæde af senere i livet . I hvert fald hvis prisen ikke falder", fortæller Las Olsen, Privatøkonom i Danske Bank.
Boligen er en fast udgift for langt de fleste danskere. Hvad det koster afhænger blandt andet af, om du bor til leje, eller om du køber en andels- eller ejerbolig. Men det er ikke nødvendigvis den billigste husleje, der er det bedste. Læs om de tre boligformer her.

Lejebolig
Det er ofte billigere at bo til leje end at eje. I 2016 kostede en gennemsnitlig familiebolig på 80 kvadratmeter cirka 5.200 kroner om måneden i husleje i den almene sektor ifølge Landsbyggefonden. Og kan du få boligsikring fra det offentlige, er huslejen endnu mindre.

”Man kan godt finde eksempler på meget dyre lejeboliger i København og andre store byer, men de fleste lejeboliger er forholdsvis billige at bo i sammenlignet med ejerboliger,” siger Las Olsen, økonom i Danske Bank.

Udover den billigere husleje er der også en fordel ved at bo til leje, at du ikke skal godkendes til et lån eller have mange tusinde kroner på kontoen, når du underskriver kontrakten – selvom du tit skal have til depositummet. En anden fordel er, at du bare kan kontakte viceværten eller din udlejer, hvis radiatoren pludselig går i stykker, eller et vandrør springer. Og så kan du let flytte igen uden at skulle gennem en større salgsproces. En frihed og fleksibilitet som mange sætter pris på.

Ejerbolig
Der er forskel på at eje et hus og eje en lejlighed. Men i begge tilfælde er det dig, der bestemmer, hvordan du indretter dig inden for hjemmets fire vægge. Helt fra tapet til hvidevarer har du foden under eget bord – selvom du, hvis du bor i ejerlejlighed, ofte har naboer og fælles ansvar for ejendommen.

Som ejer kan du spare op i boligen, modsat når du lejer. Det sker, når du afdrager på dit boliglån, eller når huspriserne stiger. Men du skal også vide, at hvis uheldet er ude, og taget blæser af ejendommen i en storm, så hæfter du for skaden sammen med de andre medlemmer af ejerforeningen - eller helt selv, hvis du er husejer. Her er det godt at være forsikret. Som husejer følger ansvaret for selv at holde boligen ved lige. Dertil kommer skatter og andre udgifter.

”Et gennemsnitshus til 1,8 millioner koster typisk omkring 9.000 kroner om måneden i renter, afdrag og skatter, hvis man kun har sparet de mest nødvendige fem procent op i forvejen. Oven i det kommer vedligeholdelse og forbrug, så det kræver en rimelig god økonomi. Til gengæld er afdrag en form for opsparing, man kan få glæde af senere i livet,” siger Las Olsen.

Tip: Klar til boligjagt? Sunday hjælper dig med at finde og finansiere din næste bolig  

Andelsbolig
Købsprisen på andelsboliger er ofte markant billigere end på ejerlejligheder. Det er dog vigtigt at huske boligafgiften, der også skal regnes med i de månedlige udgifter – og den kan være høj.

Som andelsboligejer ejer du i princippet ikke din bolig. Du ejer en del af formuen i en andelsboligforening og har ’brugsretten’ til boligen. Det betyder at du sammen med de andre i din andelsboligforening har et fælles ansvar for ejendommen. I andelsboligforeningerne kommer man derfor ofte hinanden mere ved og mødes til generalforsamlinger og andre fælles aktiviteter som arbejdsdage i haven eller andet, når der skal vedligeholdes.
Det fælles ejerskab gør også at du før du køber en andelsbolig, skal huske at tjekke om foreningens økonomi er sund.