Del

Chefstrateg: Det værst tænkelige britiske valgresultat

Danske Banks chefstrateg Tine Choi ser negativt på det britiske valgresultat med investorøjne – men det er ingen katastrofe.

Hvordan vurderer du det britiske valgresultat?
”Som det ser ud nu, har vi fået et mudret valgresultat – et såkaldt hung parliament – hvor premierminister Theresa May og hendes konservative parti mister deres absolutte flertal, og vi skal ud i en periode med spekulationer om, hvilke partier henholdsvis May og Labours Jeremy Corbyn kan få med sig om at danne et flertal. Det kan give en periode med stor usikkerhed – ikke mindst om Brexit, hvor May er fortaler for den hårde Brexit med total udmeldelse af EU, mens Corbyn er fortaler for en blødere udgave med et Storbritannien, som gerne vil forblive i det indre marked.”

Hvordan vurderer du valgresultatet set med investorøjne?
”Valgresultatet er det værst tænkelige. For de finansielle markeder havde ønskescenariet været et markant flertal til vinderen af valget, uanset hvem der vandt.
En bred folkelig opbakning ville lukke munden på modstanderne, så der ingen tvivl var om Storbritanniens fremtidige kurs. Nu er vi havnet i den komplet modsatte situation med masser af usikkerhed, hvor det bliver svært at finde fælles fodslag i forhold til, hvilket Brexit briterne ønsker – og de finansielle markeder hader usikkerhed.”

Hvad skal man gøre som investor efter valget?

”Valgresultatet øger den politiske usikkerhed fremover, og det er negativt og kan føre til øgede kursudsving. Men vi forventer ikke nogen større effekt på det europæiske aktiemarked, og som investor bør man holde fast i sin strategi. Valgresultatet ændrer næppe på den positive fundamentale udvikling, hvor vi i øjeblikket oplever et økonomisk opsving i Europa til glæde for selskabernes indtjeningsudsigter og dermed aktiekurserne. Vi er derfor stadig overvægtet bredt i europæiske aktier.”

Hvor vil vi se de største effekter af valget på de finansielle markeder?
”De største effekter af valget vil være på valutamarkedet. Det britiske pund svinger i takt med meldinger omkring Brexit, og i nat har vi set et dyk i pundet over for euro som følge af de usikre konsekvenser af valget. Pundet er dermed blevet billigere. Samtidig kan valgresultatet også ramme aktiekursen for selskaber med stor afsætning på det britiske marked.”

Hvad betyder valgresultatet for europæisk økonomi – herunder nordisk økonomi?

”Her og nu betyder det ikke noget. Brexit har været her i næsten et år nu. De økonomiske effekter på de nordiske lande og Europa bredt afhænger af, hvilken aftale Storbritannien ender med i forhold til det indre marked, og det ved vi først, når forhandlingerne er færdige. Forlader Storbritannien det indre marked, og ender vi med told på eksporten, så bliver vores varer dyrere at købe for englænderne, og det rammer i første omgang de virksomheder, som har stor eksport til Storbritannien – og for alle nordiske lande er Storbritannien en væsentlig handelspartner. De direkte økonomiske væksteffekter vil overordnet set formentlig være begrænsede, men indirekte kan lavere eksport til Storbritannien i enkelte virksomheder betyde tab af arbejdspladser eller lavere indtjening.”

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering, og det udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Vær opmærksom på, at en investering også kan give tab.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.