Del

Medicinal skræmmer ikke længere investorer

Medicinalinvestorers frygt for Trumps politik er forsvundet. Strateg giver sin vurdering af sektoren.

I sidste uge lykkedes det den amerikanske præsident Donald Trump at få en række ændringer på sundhedsområdet igennem det ene kammer i Kongressen, Repræsentanternes Hus. Dermed kan vejen være banet for, at han får sin reform, ’American Healthcare Act’ – også kaldet ’Trumpcare’, gennemført. Den reform som han længe har talt om som erstatning for Obamas sundhedsreform, Obamacare.

Op til det amerikanske præsidentvalg blev medicinalsektoren handlet ned, og i tiden efter Donald Trump var blevet valgt til USA's næste præsident, var der en del usikkerhed omkring sektoren blandt andet grundet mange Twitter-udmeldinger om prisreduktioner på medicin. Men i løbet af vinteren er det gået op for investorerne, at Trump ikke betyder så meget for medicinalsektoren som frygtet, lyder det fra seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

Det blev yderligere bekræftet af Trumps sejr i sidste uge med et foreløbigt ja til en ny sundhedsreform, fortæller Claus Henrik Johansen, som er porteføljerådgiver for Danske Invest og følger medicinalsektoren tæt.

Stadig fri prisfastsættelse
Claus Henrik Johansen fortæller, at det i USA fungerer på den måde, at medicinalselskaberne kan sætte prisen, som de selv ønsker. Der er ikke noget prisloft, kvoter eller lignende, ligesom vi ser i Europa, når det gælder offentligt tilskud til medicinalprodukter.

Blandt investorer har der været en stærk bekymring for, om Trump ville tvinge selskabernes mulighed for fri prisfastsættelse ned.

”Men i de ændringer, som indtil videre er blevet stemt igennem i Repræsentanternes Hus, er der ikke noget, der tyder på, at der vil ske noget angående den frie prisfastsættelser for medicinalselskaber,” siger Claus Henrik Johansen.

Han understreger, at det kan tage alt fra uger til måneder, før den endelige sundhedsreform er på plads. Den skal først stemmes igennem det andet kammer i Kongressen.

”Men vi regner ikke med signifikante ændringer, der kan ramme medicinalselskaberne,” siger Claus Henrik Johansen.

Stærkt comeback for medicinal
Seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen ser fremadrettet medicinalsektoren som en neutral sektor at være investeret i.

”I begyndelsen af året var sektoren blevet handlet meget ned og handlede med en discount i forhold til det generelle aktiemarked – til dels grundet frygten for, hvad Trump ville gøre, men dels også om følge af en generel investorbevægelse i efteråret fra defensive til cykliske aktier,” siger Lars Skovgaard Andersen, der på det tidspunkt så sektoren som et godt køb.

”Men mange af de ting, som investorerne frygtede angående Trump og regulering, er ikke sket, og blandt andet derfor er sektoren nu kørt op og handler ikke længere med en discount til markedet, men med en lille præmie, dvs. merpris, til markedet. En præmie der dog sagtens kan blive større, og i et historisk perspektiv har sektoren jo også været meget dyrere, end den er nu.”

Lars Skovgaard Andersen tilføjer desuden, at der i begyndelsen af året var udsigt til en del produktnyheder i sektoren, som nu er regnet ind i kurserne.
”Sektoren er interessant– men vi skal se flere positive nyheder, før vi mener, at det igen er tid til en overvægt af medicinalsektoren i porteføljen,” siger han.

Kan komme tilbage og blive favorit
Lars Skovgaard Andersen fortæller, at den globale økonomiske udvikling også er en årsag til hans neutrale syn på sektoren.

”Der i øjeblikket så meget gang i global økonomi, at vi ser større muligheder i cykliske sektorer, som er sektorer, som udvikler sig positivt i takt med økonomisk fremgang,” siger han og tilføjer, at medicinal er en defensiv aktiesektor, som historisk klarer sig godt, når der er mindre gang i økonomien.

”Men hvis væksten begynder at bøje af, vil medicinal igen være en sektor, som investorer sætter deres lid til,” lyder det fra investeringsstrategen.

”Og det er absolut ikke en sektor, man skal være bange for at ligge i her og nu. Den kan sagtens komme tilbage og blive favorit,” siger han.

Rammer Trumps kernevælgere
Et af de centrale punkter i de ændringer, som Trump nu har fået stemt igennem, er, at færre amerikanere vil få sundhedsforsikring, hvilket rammer den fattige del af befolkningen. Samtidig betyder ændringerne, at rigere amerikanere vil få et forbedret skattefradrag.

”På den måde går det direkte ud over mange af de kernevælgere, der har stemt Trump ind i Det Hvide Hus,” siger Claus Henrik Johansen. 

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering, og det udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Vær opmærksom på, at en investering også kan give tab.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.