Del

Chefstrateg: Vi holder fast i aktier trods handelskrig

KLUMME: Selv om amerikanerne og kineserne har eskaleret spændingerne på handelsområdet, fastholder Danske Banks chefstrateg, Tine Choi, sit positive syn på aktier.

Donald Trumps handelskrig eskalerer. I går, torsdag, annoncerede den amerikanske præsident straftold på kinesiske varer for ca. 60 milliarders dollar, og henover natten svarede kineserne igen med en forhøjet told på 128 amerikanske produkter, herunder svinekød, soyabønner og stålrør. I første omgang rammer det kinesiske modsvar amerikanske varer for omkring 3 milliarder dollars årligt.

Donald Trumps udspil sendte globale aktier ned, og Kinas modsvar har yderligere accelereret kursfaldene i Asien i løbet af natten, anført af det japanske Nikkei-indeks, der faldt omkring 4,5 pct. 

Hidtil har de finansielle markeder ellers været fortrøstningsfulde og ikke anset risikoen for en omfattende handelskrig som særlig høj, men de seneste toldsatser fra USA og Kina har ændret dette billede og givet anledning til dybere nervøsitet.

Udviklingen har udløst en investorflugt væk fra risikofyldte aktiver som aktier mod sikkerhed i guld og obligationer, og vi har blandt andet også set japanske yen blive styrket til det højeste niveau overfor den amerikanske dollar siden perioden før valget af Trump i 2016. I Japan har især eksportselskaber været under pres, naturligt nok.

Risikoen er steget
Med den seneste udvikling er risikoen for en ’full blown’ handelskrig i sagens natur steget, og den negative stemning rammer europæiske aktier i dag, ligesom vi kan forvente pres på de amerikanske aktier, når de amerikanske børser åbner i eftermiddag.

Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at det kinesiske modsvar på Trumps toldsatser hidtil er mere symbolske, end de har reel, alvorlig økonomisk effekt. Straftold på amerikanske varer for 3 milliarder dollar er efter vores vurdering et signal om, at Kina ikke ønsker at eskalere handelskrigen, og at de er åbne for forhandlinger – men naturligvis skal de komme med et eller andet modspil til amerikanerne, selv om det risikerer at eskalere konflikten. Intet at gøre er ikke politiske acceptabelt.

Men ikke desto mindre har kinesernes modspil øget risikoen for en omfattende handelskrig, og derfor er det forventeligt, at investorerne reagerer. Vi forventer, at usikkerheden vil fortsætte med at dominere i nærmeste fremtid, imens vi afventer, hvordan situationen udvikler sig herfra, og det vil give fortsat volatilitet. For den risikobetonede investor kan de nuværende kursfald være en købsmulighed, men grundet den høje politiske usikkerhed og uforudsigelighed foretrækker vi at afvente udviklingen. 

Stærke fundamentale faktorer
Helt overordnet frygter vi dog ikke en storstilet handelskrig á la 1930, men nærmere ulmende spændinger på handelsområdet som i 1980’erne. Og det er værd at bemærke, at vi fortsat nyder godt af en solid global økonomisk vækst, og den bliver blandt andet understøttet af amerikanske skattelettelser, der mere end opvejer udsigten til stigende renter i USA. 

Samtidig er der udsigt til høj indtjeningsvækst i virksomhederne i år, så de fundamentale faktorer er stadig stærke og giver medvind. Ser vi igennem de nuværende spændinger på handelsområdet, er vi altså stadig positive på aktier og forventer fortsat et afkast fra globale aktier på 10-12 pct. i løbet af de kommende 12 måneder, opgjort i lokal valuta. Vi fastholder derfor vores overvægt på 10 pct. i aktier og vores tilsvarende undervægt i obligationer.
 

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.