Del

De punkterede balloners år

KLUMME: Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, ser tilbage på et dramatisk år og frem mod det kommende år, der byder på interessante muligheder.

Hvad har vejret, Den store bagedyst, Vild med dans og udviklingen på de finansielle markeder med hinanden at gøre?

Svaret er, at de alle vil komme i fokus i 2019.

Jeg skal hverken gøre mig klog på højtryk, tango eller cupcakes, men når det gælder de finansielle markeder, gælder tillige den særlige egenskab, at de sjældent høster større overskrifter, med mindre udviklingen er dramatisk. I den henseende har de finansielle markeder absolut ikke skuffet i 2018. Senest har vi oplevet enorme rutcheture på det amerikanske aktiemarked henover julen, og vi kan formentlig også se frem til masser af drama i det kommende år.

I 2018 startede vi året med et brag i januar, hvor aktiekurserne steg flot, men endnu inden vi nåede februar, var festen forbi. Investorer blev grebet af frygt over hastige stigninger i de amerikanske renter – og siden fik usikkerheden om stigende renter selskab af nervøsitet for handelskrigen mellem USA og Kina. Dermed sivede luften ud af årets første ballon; aktierne. Især en række store teknologiaktier fik kærligheden at føle i kølvandet på skandaler (Facebook!) og tvivl om deres fremtidige vækst.

Fra helt til skurk
Gennem længere tid var aktiekurserne nærmest steget uafbrudt uden nævneværdige tilbagefald undervejs, og vi havde næsten glemt, at perioder med kursfald og høj volatilitet – dvs. store kursudsving – også er en del af livet som aktieinvestor. Men nu kom påmindelsen, og dermed var det også game over for et kreativt finansielt instrument fra Credit Suisse, der spekulerede i, at tiderne med lav volatilitet ville vare ved. Det imploderede efter tab i størrelsesordenen 80-90 pct.

Men tilbage til ballonerne, der mistede luften i 2018, for her fik aktierne snart følge af diverse kryptovalutaer, der med bitcoin i spidsen oplevede en episk nedtur fra helt til skurk, så bitcoin nu har mistet omkring 75 pct. af sin værdi siden årsskiftet. Siden sivede luften ud af emerging markets-valutaer som den tyrkiske lira og den argentiske peso for ikke at glemme udviklingen i olieprisen, som først steg 30 pct., før den faldt med 40 pct.

Jagten på næste afkastfix
Men hvorfor blev 2018 så vildt? Hver enkelt punkteret ballon har naturligvis sin egen historie at fortælle, men på et mere overordnet plan blev 2018 året, hvor investorer endelig blev klar over, at centralbankernes kunstige åndedræt til den globale økonomi lakker mod enden. Siden finanskrisen har centralbankerne boostet væksten med ekstremt lave renter og enorme obligationsopkøb, men det er snart slut.

Samtidig har den finansielle verden fået endnu flere værktøjer, som kan bruges i jagten på afkast. Vi private investorer kan efterhånden investere i snart sagt hvad som helst, og jagten på det næste afkastfix bliver hurtigt understøttet af nye finansielle instrumenter i form af fx ETF-fonde, der gør det muligt at investere i alt fra bitcoins til marihuana.

Det positive i alt det negative er dog, at ballonerne fik lukket luft ud, uden at det fik alt for dramatiske konsekvenser for de finansielle markeder og dermed stabiliteten i vores økonomier. Ser vi på aktiemarkedet, er det måske endda positivt, at vi fik taget lidt af trykket af ballonen, før den sprang med et smerteligt smæld.

Jeg glæder mig allerede
I fremtiden vil vi opleve nye oppustede balloner, der siver eller springer, og jeg håber, at investorer tager følgende læring med sig fra 2018: Der er ingen nemme penge at tjene. Det er hårdt arbejde og forbundet med risiko at få et bedre afkast af sine penge end ved at lade dem stå på en bankkonto eller i trygge statsobligationer.

2019 vil med stor sandsynlighed byde på fortsatte udsving på aktiemarkederne – blandt andet som følge af fortsat usikkerhed om handelskrig og rentestigninger – men med den rette strategi kan det samtidig være et år, hvor den grundige investor kan gøre en forskel. Vi forventer lysere tider på aktiemarkedet end i 2018, men ikke nødvendigvis en bred optur, og derfor kan det være guld værd, hvis man formår at håndplukke de rette selskaber at investere i.

I Danske Bank går vi det nye år i møde med særligt fokus på såkaldte kvalitetsaktier, aktier fra emerging markets samt udvalgte tendenser inden for teknologi, fx digital sikkerhed og robotteknologi. Jeg glæder mig allerede.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.