Det får du svar på

  • Hvilken betydning har det, at Putin har lukket for gassen til Europa?
  • Hvad skal man holde øje med som investor?
  • Hvad sker der, hvis vi løber tør for gas?
  • Hvordan skal jeg håndtere energikrisen som investor?


Efter en reparation af Nord Stream 1 meldte det russiske statsejede selskab Gazprom i starten af september, at genåbningen af gasledningen til Europa var udskudt på ubestemt tid. Det er usikkert, om og hvornår der bliver åbnet for gassen igen. Derudover er der sket nogle sprængninger på gasledningen samt på den aldrig-åbnede Nord Stream 2, som har ført til massiv gaslækage. 

Udsigten til, at der ikke kommer mere gas fra Rusland, har forværret den europæiske energikrise og forværrer udsigterne for Europa, som i forvejen kæmper med aftagende vækst, høj inflation og stigende renter.

Hvilken betydning har det, at Putin har lukket for gassen til Europa?
”Det betyder først og fremmest, at den senere tids skyhøje gaspriser ikke forsvinder lige foreløbigt. Selvom gaslagrene er fyldt godt op i Europa, risikerer vi stadig at ende i en situation, hvor vi kommer til at mangle gas, og det kan gå hårdt ud over væksten, som i forvejen er presset. Der kan blive indført rationering, hvor nogle virksomheder ikke kan få gas eller kun kan få adgang til gas i begrænset omfang. Det behøver dog ikke gå så galt, men uanset hvad puster de høje gaspriser til den i forvejen høje inflation. Selve gaslækagen nær Bornholm burde ikke umiddelbart få den store betydning på den korte bane, da der i forvejen var lukket for gassen til Europa, da det skete. 

Regeringerne rundt omkring i Europa har lanceret forskellige hjælpepakker for især at hjælpe husholdningerne med prisstigningerne på gas, elektricitet og fødevarer, og der vil formentlig komme flere. Det vil holde en hånd under væksten på kort sigt, men der er risiko for, at det blot forværrer inflationsproblemet, da der dybest set er behov for en nedgang i efterspørgslen efter især gas og elektricitet, og ikke at der bliver holdt en hånd under den,” siger Danske Banks seniorstrateg Sofie Manja Eger Huus.
Du skal håbe på en mild vinter! Derudover anbefaler vi, at du er forsigtig med europæiske aktier i øjeblikket. Vi er faktisk så forsigtige, at vi har en undervægt i europæiske aktier.  
Sofie Manja Eger Huus, seniorstrateg i Danske Bank. 
Hvad skal man holde øje med som investor?
”Jeg er ikke meteorolog, men jeg har tænkt mig at følge godt med i vejrudsigten denne vinter! Der er ingen tvivl om, at det her bliver slemt, men spørgsmålet er, hvor slemt det bliver, og her kan vejret vise sig at være afgørende. Hvis vi står over for en mild og blæsende vinter, så skal der ikke bruges lige så meget energi på opvarmning, og vinden kan være med til at producere mere energi. En meget kold og lang vinter vil derimod trække tænder ud, da det vil kræve meget energi til opvarmning, hvilket vil få priserne til at stige. Det rammer selvfølgelig hårdest i Nord- og Østeuropa, men hele Europa vil blive påvirket, blandt andet også fordi husene i den mere sydlige del af Europa generelt er dårligere isolerede."

LÆS OGSÅ: Vil høj inflation stadig være en massiv hovedpine om et år?

Hvad sker der, hvis vi løber tør for gas?
”Hvis vi kommer helt derud, hvor der mangler gas, vil det først og fremmest være virksomhederne, der bliver ramt af rationeringen. Det vil formentlig især være 'ikke-essentielle' gas-afhængige sektorer som fx den kemiske industri, der vil blive ramt som de første. Mange andre sektorer vil dog formentlig også blive nødt til at skære i produktionen. Dette tab af produktion og arbejdspladser kan betyde, at Europa vil blive kastet ud i en endnu dybere recession end ventet. Det vil selvsagt være skidt for de cykliske europæiske aktier."

Tyske gaspriser på himmelflugt

Den europæiske energikrise er godt illustreret ved prisudviklingen på naturgas i Tyskland. Grafikken viser de seneste fem års udvikling, og prisen i dag er omtrent 10 gange så høj som for fem år siden.

Hvordan skal jeg håndtere energikrisen som investor?
”Du skal håbe på en mild vinter! Derudover anbefaler vi, at du er forsigtig med europæiske aktier i øjeblikket. Vi er faktisk så forsigtige, at vi har en undervægt i europæiske aktier, hvilket betyder, at vi aktuelt anbefaler investorer at have en mindre andel af europæiske aktier i deres portefølje, end de forventer at have på lang sigt. Selv hvis Putin skulle åbne for gashanerne igen, står Europa over for flere udfordringer med svækket vækst, høj inflation og stigende renter. Dertil vil gas- og elpriserne stadig være høje, selv hvis der strømmer lidt gas fra Rusland igen.

Generelt anbefaler vi, at investorer har en defensiv tilgang i øjeblikket og fokuserer på kvalitetsselskaber og risikospredning. Hvis vi skal pege på en region, som lidt populært sagt er det ”bedste blandt det dårlige”, så mærker USA langt fra denne energikrise på samme måde som Europa, da der er stor forskel på gasprisen i Europa og USA.”

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det. Det gør du her.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Find den rette investering for dig

Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.
Tjek dine muligheder