Del

En aktierekord kommer sjældent alene

KLUMME: Er det et salgssignal, når aktiekurserne aktuelt ligger på rekordhøje niveauer? Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, giver sin vurdering.

Det amerikanske aktieindeks S&P 500 ligger i disse dage omkring de højeste kursniveauer nogensinde. All-time high. Også det danske C25-indeks begynder så småt at kunne skimte den hidtidige kursrekord fra 2017 i horisonten, og har du investeret i aktier, er det naturligvis fantastisk.

Men samtidig har kursrekorder en tendens til at give investorer nervøse trækninger og udløse en mental rygmarvsreaktion: Kan det virkelig blive ved? Nu må det da snart vende.

Og selvfølgelig vender det på et tidspunkt. Alle opture på aktiemarkederne bliver ramt af større eller mindre korrektioner undervejs, og ultimativt vil bullmarkeder med stigende kurser før eller siden blive erstattet af bearmarkeder med faldende kurser. Men kursrekorder bør aldrig i sig selv give anledning til nervøsitet. Hvis du anvendte all-time highs som et salgssignal, ville du faktisk – historisk set – være gået glip af de fleste bullmarkeder.
Siden 2013 har det amerikanske aktieindeks S&P 500 sat ny rekord 210 gange.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank
62 kursrekorder på et år
En aktierekord kommer nemlig sjældent alene – og ofte varer bullmarkeder længere, end de fleste på forhånd havde regnet med. Typisk ser vi derfor en stribe af kursrekorder i takt med, at aktiekurserne fortsætter op. Siden 2013, hvor de amerikanske aktier indhentede tabet fra finanskrisen, har S&P 500-indekset fx sat ny all-time high 210 gange – og 62 af rekorderne faldt alene i 2017, hvor kurserne nærmest steg non-stop.

Havde du som investor trukket følehornene til dig efter den første all-time high, var du altså gået glip af en hel del ...

Uanset om vi taler om en aktie eller et indeks, er en kurs på en graf blot et tal, der ikke i sig selv fortæller, om det pågældende aktiv er dyrt eller billigt – og i sidste ende er det værdiansættelsen, du som investor skal hænge din hat på. Er et selskab billigt værdiansat set i forhold til den forventede fremtidige indtjening, er det i princippet ligegyldigt, om selskabets aktiekurs ligger på det højeste niveau nogensinde. Modsat er en rekordlav aktiekurs i sig selv intet argument for at købe, for selskabet kan stadig være hundedyrt, når man ser på værdiansættelsen.



Er aktierne dyre eller billige nu?
Og hvordan vurderer vi så aktiernes værdiansættelse i øjeblikket? Aktier er ikke længere billige, som de var i kølvandet på de store kursfald i slutningen af 2018, men de er heller ikke så dyre, som de var i oktober 2018. Og får vi den stabilitet, som vi forventer i de globale økonomier, så forventer vi, at selskaberne i fremtiden vil tjene nok penge til at retfærdiggøre den nuværende værdiansættelse og yderligere kursstigninger. Men forvent ikke stigninger i samme takt som i årets første fire måneder – og vær beredt på lidt større udsving.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.