Del

En gylden robotalder ligger foran os

KLUMME: USA står stærkest til at høste fordelene af robotter og automatisering, og Danske Banks seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen ser attraktive investeringsmuligheder på 6-12 måneders sigt.

Hvad gør man i USA, når mange selskaber er ved at nå kapacitetsgrænsen i deres produktion, og stigende lønninger gør det dyrt at udvide produktionen?

Man giver selskaberne en gylden mulighed for at øge produktiviteten via robotter og automatisering, som varsler en ny gylden æra for amerikanske selskaber.

Ingredienserne til den nye æra er en kombination af flere faktorer, der netop nu går op i en højere enhed. Derfor vurderer vi, at investeringer i robotter og automatisering vil være en attraktiv investering på 6-12 måneders sigt. Samtidig står temaet med robotter og automatisering på vores liste over langsigtede megatrends, da en stigende andel af ældre og færre hænder på arbejdsmarkedet gør det nødvendigt at arbejde smartere.

Derfor peger pilen på USA
I den nuværende sene fase af det økonomiske opsving er øgede investeringer et must for mange selskaber, hvis de vil øge salget yderligere herfra, og især selskaberne i USA har en gylden mulighed for at optimere produktionen, gøre den mindre afhængig af dyr arbejdskraft og få et forspring i forhold til resten af verden.

De amerikanske selskaber oplever et større lønpres end i mange andre dele af verden på grund af meget lav ledighed, og samtidig har de amerikanske selskaber fortsat stærke balancer og dermed penge at investere. Og skal selskaberne i højere grad producere i USA, som præsident Donald Trump ønsker, bliver de simpelt hen nødt til at foretage investeringer for at reducere produktionsomkostningerne.

LÆS OGSÅ: Japanere fører an i ny robotrevolution.

Selskaberne har forstået budskabet
Skulle de amerikanske selskaber være i tvivl, har den amerikanske regering givet selskaberne et solidt puf i investeringsretningen. Skattereformen fra 2017 åbnede et femårigt vindue for, at selskaber kan få skattefradrag for investeringer i kapitalapparatet – også betegnet capex, som er en gængs forkortelse for capital expenditure (kapitaludgifter). I forsommeren 2018 blev der samtidig vedtaget mere lempelige krav for kreditgivning, hvilket alt andet lige kan øge appetitten på investeringer.

Målinger fra de amerikanske selskaber viser, at selskaberne har forstået budskabet og omfavner mulighederne. Ifølge data fra investeringsbanken Bank of America Merrill Lynch ligger selskabernes investeringslyst faktisk på det højest niveau i 15 år (Business Roundtable CEO Survey).

Her investerer de pengene
Men hvad er det så, selskaberne investerer i, når de skal øge produktiviteten?

Den vestlige verden er i høj grad servicedrevet, så det er ikke kun fysiske robotter til produktionsindustrien, der nyder godt af den gyldne robotalder, men også softwarerobotter, der fx kan svare på kundeforespørgsler eller gennemlæse retsudskrifter og regnskaber og komme med output, som vi eller andre robotter fortolker på. For ikke at forglemme en større automatisering i sundhedssystemet med blandt andet carebots, der giver en hjælpende hånd med pleje og omsorg af syge og ældre.

Når vi ser på robotter og automatisering, er det umuligt at komme uden om IT. Både fysiske robotter og softwarerobotter er spækket med teknologi og benytter fx kunstig intelligens og big data for at kunne reagere intelligent.

Bliver billigere og bedre
Robotter oplever som andre vækstteknologier en faldende pris i takt med, at ydeevnen forbedres. Med en 5 pct. forbedring i ydeevnen hvert år forventer konsulentvirksomheden BCG (Boston Consulting Group), at vi er ved at nå det punkt, hvor robotter for alvor overtager produktionen. I en tid med handelskrig og modstand mod immigration, som normalt er med til at sikre billigere arbejdskraft, er det ikke underligt, at der bliver kigget mere og mere på robotter og automatisering i de amerikanske virksomheder.

Vi forventer, at kombinationen af fortsat forbedret ydeevne og faldende priser fremover vil få stadig flere virksomheder til at benytte sig af det produktionsboost, som en investering kan give. Og de amerikanske selskaber har altså gode forudsætninger for at blive first movers, der først høster fordelene og styrker deres konkurrenceposition.

Robotter og automatisering gavner imidlertid ikke kun de enkelte selskaber, men også makroøkonomien. Her kan øget produktivitet være med til at holde lønningerne i skak og dermed gøre inflationspresset mindre, og det kan forlænge det nuværende økonomiske opsving.

Et kig ind i fremtiden
En undersøgelse blandt 352 analytikere inden for kunstig intelligens gav i 2016 følgende bud på, hvad robotter og kunstig intelligens kan gøre i fremtiden – og hvornår.

·       Skrive et essay på high-school niveau i 2026. 
·       Køre en lastbil i 2027.
·       Udføre arbejde i detailsektoren i 2031.
·       Skrive en bestseller-bog i 2049.
·       Arbejde som kirurg i 2053.   

De samme analytikere forudså, at alle job, der findes i dag, med 50 pct. sandsynlighed er automatiseret om 45 år.

Kilde: Bank of America Merrill Lynch.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

Book møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.