Gå til hovedindhold
Del

Er der aktiebobler – og hvordan undgår du dem?

Der er stigende fokus på potentielle bobledannelser i dele af aktiemarkederne. Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen giver sin vurdering – og giver gode råd til at investere i nye trends og teknologier uden at løbe unødig høj risiko.

Kort fortalt 

  • Der er tegn på bobledannelser inden for visse segmenter af aktiemarkederne.
  • Du kan godt investere i nye trends og teknologier uden at løbe unødig stor selskabsrisiko. 
  • Måske du også med fordel kan tilpasse og nedbringe risikoen i din beholdning af danske aktier.
Producenter af elbiler, selskaber inden for e-handel samt grønne selskaber inden for blandt andet brintenergi. Her finder man aktier, der er steget flere hundrede procent det seneste år – eller endnu mere. Det amerikanske selskab Plug Power, der udvikler brintbrændselsceller som erstatning for batterier, er fx steget næsten 1300 pct. de seneste 12 måneder.

Derfor kan man i øjeblikket læse artikler om potentielle bobledannelser i dele af aktiemarkederne. Men er der noget om snakken? Vi har bedt Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, give sin vurdering:

”Ja, vi vurderer også, at en række selskaber i den senere tid har oplevet kursstigninger, som er ude af trit med den indtjening, man kan forvente fra selskaberne inden for en overskuelig fremtid – og det bliver ikke ved med at være holdbart. Før eller siden banker realiteterne altid på,” siger han.
Har du en stor eksponering mod Vestas og Ørsted, er det så fordi du synes, at netop disse selskaber er ekstraordinært attraktive at være investeret i?Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 

Men hvis det er selskaber inden for brancher, der forventes at blive fremtidens store vindere, er det så ikke fornuftigt nok at købe nu, selv om aktierne er dyrt værdiansat?
”Overordnet er der ingen tvivl om, at både elbiler, e-handel og bæredygtig omstilling er stærke langsigtede trends. Problemet er, at man risikerer at blive den sidste, der køber op før et større kursfald, som potentielt kan tage år at indhente – hvis det nogensinde sker. En anden udfordring er nemlig, at det især ved nye trends og teknologier er meget svært at spå om, hvilke selskaber der vil blive vinderne på lidt længere sigt. Det øger yderligere risikoen, hvis man investerer i enkeltaktier,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Hvorfor ser man disse enorme stigninger?
”Nye teknologier kan være omgivet af en enorm hype. Ofte bliver investorer så bange for ikke at komme med på vognen, at de ukritisk springer ombord på et alt for tidligt eller dyrt tidspunkt. Vi forventer, at nye teknologier på kort tid vil revolutionere hele verden, men sådan går det sjældent. Og mens nyhedens interesse lægger sig, og skuffede investorer trækker følehornene til sig, sker der en gradvis modning og udvikling af teknologien, indtil den får sit brede, kommercielle gennembrud. Ofte oplever vi i den proces, at de selskaber, som oprindeligt var med til at skabe en hype, slet ikke ender som branchens langsigtede vindere."

Grønne aktier er et af de områder, der oplever en meget stor investorinteresse i øjeblikket, og i Danmark har vi blandt andet set store stigninger i Vestas og Ørsted. Er de også steget for meget?
”I Danske Bank må vi ikke udtale os om enkeltaktier, da det kan blive opfattet som købs- eller salgsanbefalinger. Men generelt vil jeg sige, at hvis du som investor har en stor eksponering mod Vestas og Ørsted, er det så fordi du synes, at netop disse selskaber er ekstraordinært attraktive at være investeret i? Eller er det reelt, fordi du bare gerne vil have en eksponering mod trenden med bæredygtig omstilling? Hvis det sidste er tilfældet, kan du overveje at nedbringe din beholdning til fordel for en bredere tilgang til temaet – fx via en relevant fond – så du ikke påtager dig så stor risiko i forhold til udviklingen i få enkeltaktier. Det samme er fx tilfældet, hvis du har investeret i Tesla for at få eksponering mod temaet elbiler. Så kan du også få en mindre risikofyldt eksponering mod temaet via en fond."

Hvorfor giver fonde en mindre risikofyldt eksponering?
”Fordi de kan investere i en bred portefølje af selskaber inden for et givent tema som fx elbiler og bæredygtig omstilling. Det kan i særdeleshed være en god tilgang til investering i nye trends og teknologier, hvor det som nævnt kan være ekstra vanskeligt at udpege vinderne på lidt længere sigt. Dermed kan du få del i den potentielle overordnede fremgang for temaet, men risikerer ikke at have alt for mange penge bundet op i få enkeltaktier, der fejler.

Vær dog opmærksom på, at fonde naturligvis også kan give tab – og selv om vi inden for nogle investeringsområder foretrækker fonde, kan det selvfølgelig også være helt fint at investere i enkeltaktier. Blot du gør det med omtanke og sørger for god risikospredning."

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.