Kort fortalt

  • Catchy begreber vinder indpas for siden at forsvinde igen. 
  • I 2022 led FANG samme skæbne, som BRIC tidligere har gjort.
  • Især mange selskaber inden for kommunikationsservice, cyklisk forbrug og IT har været under pres.
  • Hvor de to førstnævnte sektorer fortsat har store udfordringer, kan 2023 blive et bedre år for IT.

ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje og Flexinvest Fri, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer, så du ikke selv behøver at foretage dig noget.


FANG er en betegnelse for Facebook (Meta), Amazon, Netflix og Google (Alphabet), som tidligere har fejret store triumfer på aktiemarkedet, men i 2022 havde et rædderligt år med kursfald i niveauet 40-50 pct. Det er dog ikke ensbetydende med, at digitaliseringen af vores samfund stopper. Det er blot endnu en afvikling af et engang populært begreb på de finansielle markeder.

Vi oplever jævnligt, hvordan catchy begreber vinder indpas i investorernes ordforråd for siden at forsvinde igen. Begreber, som for en stund får så stor opmærksomhed, at det kan føre til øget allokering mod visse dele af markedet.

I 2001 introducerede økonomen Jim O’Neill fra Goldman Sachs eksempelvis begrebet BRIC for landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina (China), som han mente ville være blandt de hurtigst voksende økonomier og udfordre Vestens økonomiske dominans. Og ingen tvivl om, at Kina og Indien har haft – og fortsat har – et stort vækstpotentiale, men til gengæld er Rusland af gode grunde ikke økonomisk interessant i øjeblikket, ligesom Brasiliens politiske kaos har ført til, at B’et også for en tid har mistet sin glans.

I dag er BRIC en død sild som samlet begreb, FANG er også begravet nu – og som investorer skal vi hele tiden huske at forholde os kritisk til disse buzzwords.
Høj inflation og stigende lønninger øger fokus på at producere varer mere effektivt, hvilket vil understøtte automatisering og brugen af robotter. I den proces spiller IT en afgørende rolle.   Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Flere faktorer gjorde ondt
Det var naturligvis ikke blot FANG, der havde et dårligt 2022, men også andre tilsvarende selskaber. Mange selskaber med høje vækstrater blev ramt på flere fronter: Dels af de store rentestigninger, der i særdeleshed rammer vækstselskabernes værdiansættelse. Og dels af at vi for en tid ikke ville se igennem fingrene med de høje omkostninger i mange af disse selskaber. Tidligere har investorerne accepteret omkostningerne, da de jo var prisen for, at selskaberne kunne udvikle sig og på sigt fastholde en høj vækst.

Selskaber, der var ekstra under pres i 2022, var at finde i stort set alle sektorer. Der var dog en stor koncentration inden for kommunikationsservice (den nye sektor, hvor vores digitale forbrug er samlet), cyklisk forbrug (herunder e-handel og biler) og den gamle IT-sektor (hardware, herunder cloud, kunstig intelligens og semiconductors).

LÆS OGSÅ: Chefstrategens 10 forudsigelser for 2023

IT spiller en afgørende rolle
Der er som sådan ikke nogen af disse områder, som jeg forventer, at vi pludselig holder op med at bruge penge på.

Jeg har dog en bekymring for indtjeningsvæksten i dele af aktieuniverset, herunder cyklisk forbrug og kommunikationsservice. Her kæmper mange selskaber generelt med vores lavere forbrug, og samtidig fortsætter de over en bred kam med at investere. Sidstnævnte kan for de enkelte selskaber være afgørende for, at de på længere sigt bliver vinderne, men det gør dem mindre interessante på kort sigt, og begge sektorer er på undervægt hos os. Vi ser derfor frem mod den kommende regnskabssæson med stor interesse, for de selskaber, der ændrer adfærd i den retning, kan blive attraktive.

Den gamle IT-sektor, der leverer infrastrukturen til vores digitale hverdag, er også berørt af afmatningen, men det betyder ikke, at digitaliseringen stopper. Tværtimod fortsætter tendensen, og med de seneste års nye udfordringer i form af fx handelskrige og udfordringer med forsyningskæder er der en stigende tendens til, at ny produktion bliver foretaget tættere på hjem. Høj inflation og stigende lønninger øger samtidig fokus på at producere varer mere effektivt, hvilket vil understøtte automatisering og brugen af robotter. I den proces spiller IT en afgørende rolle.

LÆS OGSÅ: Lad dig ikke forføre af aktiestigningerne

Fremtidens problemknusere
Men når noget er så vigtig en del af vores samfund, bliver det også en politisk mærkesag at have adgang til afgørende teknologi. Derfor forventer jeg også, at et vigtigt tema vil blive kampen om herredømmet inden for semiconductors, der er selve livsnerven for al teknologi.

IT vil på mange måder blive ekstremt hot i det nye år. I første omgang gælder det for selskaberne om at leve op til forventningerne ved regnskaberne. Kan de det, er det et segment med interessante vækstmuligheder, og det er jo ikke at foragte i en tid, hvor den økonomiske vækst i sig selv hænger noget i bremsen.

Når det gælder dine investeringer, så vælg selskaber med lav gæld, stærke cash flows, og fornuftig indtjeningsvækst. Det er typisk inden for det segment, du finder overleverne. Her finder du selskaber, der ofte kommer styrket ud af kriser ved at kunne udkonkurrere svagere konkurrenter eller opkøbe dem, og du finder den type selskaber i alle sektorer. Jeg vil især kigge efter dem inden for IT-sektoren i 2023, for det vil være her, man finder mange af fremtidens problemknusere. 
 

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores konkrete anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige aktier og obligationer mv.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det. Det gør du her.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Find den rette investering for dig

Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.
Tjek dine muligheder