Gå til hovedindhold

Flows vs. pros – hvem vinder krigen på aktiemarkedet?

KLUMME: Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, opridser, hvad der er på spil i sagen om den vanvittige spekulation i GameStop-aktien.



I slutningen af januar fik en skare af private investorer så meget medvind med deres investeringer i GameStop-aktien, at de tvang hedgefonden Melvin Capital i knæ. Fonden havde ellers haft forrygende succes i 2020 med at shorte en række aktier – dvs. spekulere i at de ville falde i kurs. Men nu kørte deres store shortposition i GameStop fuldstændig af sporet, fordi aktien i stedet strøg i vejret og kostede fonden et større milliardtab.

De private investorers amokløb mod aktier og aktieoptioner i butikskæden GameStop udsprang af et populært investorforum – WallStreetBets – på det sociale medie Reddit, og Melvin Capital fik angiveligt et tab på 53 pct. i januar, da tusindvis af mindre investorer rottede sig sammen om at presse kursen op.
Det er altså ikke, fordi investorerne på Reddit har opfundet en idiotsikker pengemaskine.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 

Derfor eksploderede kursen
Selv om det kan virke amatøragtigt at investere så massivt i en nødlidende fysisk forhandler af computerspil, så var der intet amatøragtigt over, at det netop var denne aktie, de gik efter i stor stil. GameStop var udvalgt sammen med en række andre selskaber med meget lav likviditet og store shortpositioner.

Den lave likviditet betød, at der skulle færre handler til at presse aktiekursen op, og kursstigningerne tog yderligere fart, da investorerne med shortpositioner – som fx Melvin Capital – begyndte at lukke deres shorts for at begrænse deres tab. I praksis sker det nemlig ved at opkøbe de aktier, de har shortet, og det sendte dermed kursen endnu mere i vejret. Tilsvarende fik sælgere af såkaldte call-optioner travlt med at købe aktier op for at afdække deres risiko, da de er forpligtede til at levere GameStop-aktier til køberne af optionerne til en given kurs på et givent tidspunkt i fremtiden. Alt i alt steg aktien i løbet af godt tre uger i januar mere end 1900 pct.

Nervøsiteten bredte sig i markedet
Hedgefondes milliardtab i GameStop udløste flere dage med bredere bølgegang på de finansielle markeder – blandt andet af frygt for en negativ kædereaktion, hvis hedgefondene blev tvunget til at afvikle andre positioner for at dække deres tab. Samtidig bredte der sig en mere overordnet usikkerhed i forhold til horderne af private investorer, der pludselig havde vist sig som en særdeles magtfuld aktør og med deres vilde handler potentielt kunne afspore kapitalmarkedernes grundlæggende funktion med effektiv allokering af kapital.

Men er det noget, vi skal være bekymrede for fremover? Er vi vidner til et grundlæggende magtskifte på aktiemarkederne?

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at de private investorer blot har benyttet sig af de værktøjer, der er tilgængelige, og det er jo ikke, fordi de har løjet kursen på GameStop i vejret. Tværtimod har de generelt været meget ærlige om, at investeringerne i GameStop-aktien ikke har handlet om selskabets værdiansættelse, men derimod om at udnytte en svaghed i systemet. Udviklingen gør dog blandt andet, at der med rette kan komme krav om yderligere sikkerhedsstillelse hos handelsplatforme, så investorer ikke i samme omfang kan investere for lånte midler, hvilket har været med til at booste stigningerne i GameStop og andre tilsvarende aktier.

Ingen idiotsikker pengemaskine
På et mere overordnet plan er de seneste ugers begivenheder med GameStop som omdrejningspunkt dog ikke noget, der gør os voldsomt bekymrede. En rapport fra Bloomberg peger eksempelvis på, at gruppen af de mest shortede aktier, dvs. den katagori som GameStop befandt sig i, udgør mindre end 0,001 pct. af det enorme amerikanske aktiemarked. Samtidig er de private investorers spekulation i GameStop en farlig leg, der måske nok har forgyldt nogle investorer, men medført enorme tab for mange andre, der kom for sent ind i legen eller ikke stoppede, mens legen var god. Alene tirsdag i sidste uge faldt GameStop eksempelvis med 60 pct.!

Det er altså ikke, fordi investorerne på Reddit har opfundet en idiotsikker pengemaskine, og bevæger horderne af private investorer sig mod aktier med større likviditet og mindre shortpositioner, kan det blive svært at gentage successen.

Der er dog ingen tvivl om, at vi har været vidner til noget spektakulært. En klassisk fortælling om, hvordan mange små kan vælte selv en kæmpe omkuld, hvis de forener sig, og det bliver interessant at følge fænomenet fremover. I amerikansk jargon er det en kamp mellem flows af kapital genereret af mange små investorer, der er oppe imod de store pros – dvs. de professionelle.

Men selv om et par hedgefonde fik en kæberasler af en anden verden fra deres shortpositioner i GameStop, er det alt for tidligt at kaste håndklædet i ringen på vegne af de store pros. Samtidig hører det angiveligt også med til historien, at selv om det måske nok var private investorer, der blæste til krig om GameStop-aktien, var der også professionelle investorer, der lugtede lunten, hoppede med på vognen og var med til at forstærke vanviddet.


HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.