Del

Fremtiden kommer buldrende fra øst

KLUMME: Asien er stedet at være som aktieinvestor i emerging markets i øjeblikket, vurderer Danske Banks chefstrateg, Tine Choi.

Når Donald Trump i øjeblikket er travlt optaget af at føre handelskrig mod Kina, skyldes det næppe personlig modvilje mod kinesere. Handelskrigen er blandt andet et symptom på, at Kina har udviklet sig til en skræmmende stærk modpart, der truer USA’s mangeårige dominans i global økonomi.

Og selv om den verserende handelskrig måske kan skabe skvulp i bassinet på kort sigt, kan selv nok så mange forhøjede amerikanske toldsatser ikke bremse den brølende udvikling i Kina og resten af Asien på længere sigt.

Mange asiatiske lande oplever en rivende økonomisk udvikling med solide vækstrater år efter år, og der er så mange forbrugere i Asien, at det er svært at begribe. Alene de fem lande Kina, Indien, Indonesien, Filippinerne og Vietnam udgør tilsammen op imod 3,2 milliarder mennesker – svarende til næsten 550 gange så mange mennesker som i Danmark eller 83.000 gange så mange mennesker, som når Parkens fodboldstadion er fyldt til bristepunktet. Og hvert eneste år bevæger ca. 124 millioner asiater sig op fra fattigdom til købedygtig middelklasse.

Det er medvirkende til, at vi i øjeblikket betragter Asien som stedet at være, hvis man som investor vil have emerging markets-aktier i porteføljen – og mere attraktivt end fx Rusland og de latinamerikanske økonomier med Brasilien i spidsen.

LÆS OGSÅ: IT-aktier ramt af den perfekte storm

Lokomotiv skifter gear
Kina er den ubetingede økonomiske sværvægter i Asien. Selv om Kina og Indien har omtrent lige store befolkninger, er den kinesiske økonomi fem gange større end Indiens målt på bruttonationalprodukt. Ser vi på den samlede økonomiske power, er der ingen andre asiatiske lande, der når Kina til sokkeholderne. Kina er et lokomotiv for hele regionen. Den kinesiske økonomi er verdens andenstørste og en af de hurtigst voksende i verden.

Den økonomiske model, der har drevet væksten i Kina i de senere år, er dog ved at gennemgå en stort transformation – men det er til det bedre, selv om det på kortere sigt kan koste lidt på væksten.

Økonomien er ved at skifte fra industri og byggeri til service, teknologi og forbrug – fra vækst drevet af eksport og investeringer til vækst drevet af indenlandsk efterspørgsel. Og skiftet sker hurtigt, understøttet af statslige initiativer og nye investeringer i teknologi og innovation. Mens den gamle økonomi er tynget af gæld, er den nye økonomi mere produktiv og har en højere profitabilitet. Fokus er så at sige ved at skifte fra kvantitet til kvalitet.

Teknologi udgør rygraden i Kinas transformation. Befolkningen rustes til en digital fremtid, og et af myndighedernes værktøjer er attraktive vilkår for lokale teknologiselskaber, der indordner sig efter de kinesiske spilleregler. IT-sektoren vokser ekstremt hurtigt i regionen, og anført af kinesiske giganter som Alibaba og Tencent udgør IT-sektoren i dag 32 pct. af det asiatiske aktiemarked, mens IT-sektorens andel af det globale aktiemarked til sammenligning blot udgør 19 pct.

Forbrugsboom skaber nye vindere
Historien om Asien er også historien om et veritabelt forbrugsboom, som formentlig blot vil accelerere yderligere fremover. I takt med at befolkningernes købekraft stiger, skifter forbruget fra nødvendighedsgoder til fornøjelse, og forbrugerne bliver mere villige til at betale for produkter af højere kvalitet og bruger fx flere penge på udseende og velvære.

I Kina ser vi et af de største vækstpotentialer inden for fornøjelse og fritid, da kineserne bruger langt færre penge på underholdning, kultur, gaming og rejser end forbrugere i mange andre lande. Medicin og sundhedsforsikringer er et andet område med stort potentiale, blandt andet som følge af den stigende andel af ældre i Kina. Cyklisk forbrug og sundhed er hurtigt voksende sektorer i det nye Kina, hvor det gamle Kina består af forsyning, råvarer, industri og energi.

Men også forbrugsboomet er drevet af teknologi. Mere end 730 millioner kinesere er på nettet – mere end i Europa og USA til sammen – og 95 pct. af dem er på mobile enheder. Den voksende og urbaniserede asiatiske middelklasse er allerede klar til at shoppe, forbruge og nyde livet via digitale kanaler, og appetitten efter nye innovative teknologiløsninger virker nærmest umættelig.

Fremtiden kommer buldrende fra øst.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.