Del

Frygt for virus tynger aktierne

Spredningen af coronavirussen øger usikkerheden om de negative effekter på økonomien. I Danske Bank forventer vi fortsat, at effekten vil være midlertidig, og fastholder lille overvægt i aktier.

Kort fortalt 

  • Den seneste spredning af coronavirussen viser, at inddæmningen af virussen kan tage længere tid end tidligere forventet.
  • Man skal som investor være varsom med at sælge ud, når markederne er grebet af frygt.
  • Vi forventer fortsat, at virussens negative effekter er midlertidige, og fastholder en lille overvægt i aktier.


Coronavirussen trækker et rødt spor henover de europæiske aktiemarkeder, der falder betydeligt her til formiddag. Det danske C25-indeks er i skrivende stund nede med 3,5 pct., er det samme gælder det europæiske Stoxx 600-indeks.

Det er især udbredelsen af coronavirussen i Norditalien, der skaber bekymring i Europa. Her er der sket en betydelig eskalering henover weekenden med nu 152 personer, der er bekræftet smittede, og 4 dødsfald. En rækker norditalienske byer er i karantæne, skoler lukker, og offentlige begivenheder aflyses i store dele af Italien.

”Hidtil har coronavirussen primært været betragtet som et kinesisk og asiatisk anliggende, men nu er den pludselig meget nærværende i Europa. Set med økonomiske briller frygter investorer nu, at spredningen i Italien blive et problem for væksten i Europa, både fordi Italien er et stort EU-land, og fordi den frie bevægelighed i EU kan betyde, at sygdommen lettere kan sprede sig. Frygten er blandt andet, at det rammer den europæiske servicesektor, hvis forbrugerne i Europa bliver derhjemme i stedet for at shoppe, gå på restaurant og i biografen,” fortæller Danske Banks chefstrateg, Henrik Drusebjerg.
Vi forventer stadig, at coronavirussen er en midlertidig udfordring for økonomien og de finansielle markeder. Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Danske Bank

Sporene fra Kina skræmmer
Investorer frygter også, at man nogle steder i Europa kan blive nødt til at lukke ned for produktion i en periode for at undgå at sprede sygdommen.

”Det har vi set i Kina, hvor vi forventer, at kombinationen af nedsat forbrug og midlertidig nedlukning af arbejdspladser vil føre til en markant nedgang i den økonomiske vækst i årets første kvartal. Frygten er, at vi kan opleve noget tilsvarende i Europa. Det er dermed ikke så meget sygdommen i sig selv, men ’medicinen’ forbundet med tiltagene for at begrænse spredningen, der rammer økonomien og de finansielle markeder,” forklarer Henrik Drusebjerg.

LÆS OGSÅ: Coronavirus løfter afkastet fra obligationer


Frygter at nedgangen trækker ud
Hidtil i år har aktiemarkederne ellers været forholdsvis upåvirkede af coronavirussen, men ifølge chefstrategen er det ikke overraskende, at vi ser en markant effekt nu. De seneste dages eskalering af virussen i blandt andet Sydkorea, Iran og Italien viser nemlig, at det kan have lidt længere udsigter med at inddæmme virussen end tidligere forventet.

”Hidtil har den udbredte opfattelse været, at coronavirussen ville følge en V-form med en kraftig opbremsning i økonomien på den korte bane og en hurtig genopretning af den økonomiske aktivitet. Men med spredningen og den stigende frygt ser investorer nu øget risiko for en U-formet udvikling, hvor vi vil opleve en lidt længere periode med nedgang, før vi ser en genopretning. Det er også i det lys, man skal se den relativt voldsomme reaktion på aktiemarkederne i dag,” siger Henrik Drusebjerg.

Holder fast i overvægt i aktier
Danske Bank forventer dog stadig en kraftig genopretning af økonomien, når tingene ser lysere ud. Usikkerheden består i, hvornår det sker, og hvor stort dykket bliver, før vi ser fremgang igen.

”Helt overordnet forventer vi stadig, at coronavirussen er en midlertidig udfordring for økonomien og de finansielle markeder. Det vil være useriøst af mig at komme med skråsikre bud på, præcis hvornår vi er ovre det værste og ser en genopretning, men historien viser os, at man som investor skal være varsom med at sælge ud, når markederne er grebet af frygt. I langt de fleste tilfælde er de negative reaktioner forholdsvis kortvarige, og det er også vores hovedscenarie her. I Danske Bank holder vi derfor fast i vores strategi. Vi har fortsat en lille overvægt af aktier – dvs. en lidt højere andel af aktier i vores porteføljer, end vi forventer at have på lang sigt,” fortæller chefstrategen.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.


Hvis du overvejer at investere din opsparing

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.