Del

Grim cocktail giver tømmermænd for danske aktier

Det danske aktiemarked oplever store kursfald i disse dage. Chefstrateg Tine Choi forklarer hvorfor og kigger fremad med gode råd til investorer.

Det danske C25-indeks faldt torsdag med 3,7 pct., og det var det største fald på en enkelt dag i mere end to år. Samtidig led de danske aktier større tab end de udenlandske aktiemarkeder. Danske Banks chefstrateg, Tine Choi, betegner årsagen som en grim cocktail bestående af tre ingredienser, der tilsammen gav gevaldige tømmermænd.

”De amerikanske renter sprang i vejret til det højeste niveau i seks år, og forhåbningerne om fremskridt i handelskrigen mellem USA og Kina fik et skud for boven med nyheden om, at de kinesiske myndigheder angiveligt har plantet spion-chip i servere brugt af blandt andet Apple, Amazon og den amerikanske regering. Endelig blev det danske aktiemarked yderligere ramt af negative selskabsnyheder for Novo Nordisk, Danske Bank og AMBU, som trak voldsomt ned,” fortæller hun.

Den negative udvikling for danske aktier er fortsat i dag, fredag, og Tine Choi ser betydelig risiko for fortsatte aktieudsving både herhjemme og i udlandet i den kommende tid. Det kan fx være som følge af yderligere rentestigninger, uro om statsbudgettet i Italien, der er på kollisionskurs med EU, samt yderligere eskalering af handelskrigen.

Fastholder overvægt i aktier
Det ændrer dog ikke ved Danske Banks overordnede tro på aktiemarkedet. Ifølge Tine Choi er forventningen fortsat, at aktier i løbet af de kommende 12 måneder vil give et markant højere afkast end obligationer, og derfor fastholder Danske Bank sin overvægt i aktier og undervægt i obligationer.

”De højere renter i USA er i bund og grund udtryk for en stærk udvikling i den amerikanske økonomi, og selv om handelskrigen lige nu er på frysepunktet, forventer vi ultimativt en bedring i situationen engang på den anden side af midtvejsvalget i USA den 6. november, selv om vejen til en løsning på konflikten kan være lang og sej. Vores overordnede vurdering er, at det nuværende globale opsving vil fortsatte, om end i lavere gear end tidligere, og det vil gavne selskabernes indtjening og dermed også aktiekurserne,” siger hun.

Dårlig spredning blive straffet
Det er svært at gardere sig helt imod negative selskabsnyheder, men med god risikospredning kan man gøre meget for at reducere sin sårbarhed, understreger Tine Choi.

”Vi ser desværre stadig mange investorer have alt for store positioner i enkeltselskaber, og så gør det rigtig ondt, når disse aktier falder tungt. På samme måde ser vi mange investorer have alt for stor andel af danske aktier i deres porteføljer, og det giver også en stor sårbarhed. Novo Nordisk fylder fx så meget på det danske aktiemarked, at kursfald i Novo Nordisk kan trække hele markedet ned, og samtidig har mange udenlandske investorer en tendens til at se danske aktier under et og sælge bredt ud, så selskabsspecifikke nyheder dermed kan ramme danske aktier over en bred kam. De store kursklø til danske aktier er derfor en ærgerlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at sprede sin risiko på tværs af selskaber og markeder,” siger hun.

Aktuelt har Danske Bank neutral vægt i danske aktier, og det betyder, at banken som udgangspunkt anbefaler, at danske aktier udgør omkring 20 pct. af en aktieportefølje. Danske Bank ser i øjeblikket det mest attraktive afkastpotentiale i asiatiske aktier.

Se globalt på sundhedssektoren
Trods trængslerne for Novo Nordisk, der er blevet blæst omkuld af positive forsøgsdata fra et konkurrerende diabetesmiddel fra Eli Lilly, har Danske Bank fortsat overvægt i sundhedssektoren.

”Både på kort og lang sigt er der faktorer, der gør sundhedssektoren attraktiv, men det er rigtig vigtigt, at man som investor sikrer sig en global eksponering mod sektoren i stedet for at stirre sig blind på de danske medicinalselskaber,” fastslår hun.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere i temaerne omtalt i artiklen.

 Book møde

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.