Kort fortalt

  • Mange danskere er villige til at investere i selskaber, der ikke agerer bæredygtigt, hvis afkastet er højere.
  • Attraktive afkast og en bæredygtig udvikling behøver dog ikke at udelukke hinanden.
  • Fokus på bæredygtighed kan tværtimod give interessante investeringsmuligheder, vurderer Danske Invest-direktør.

Halvdelen af danskerne er villige til at investere i selskaber, der ikke agerer bæredygtigt, hvis de til gengæld giver et højere afkast end andre investeringer.

Det viser en ny spørgeundersøgelse om bæredygtige investeringer, som Danske Invest har gennemført blandt 2000 danskere.

Især mændene har skarpt fokus på afkast. Her er 59 pct. i nogen, høj eller meget høj grad tilbøjelige til at investere i selskaber, der ikke agerer bæredygtigt, hvis de giver et højere afkast end andre investeringer. For kvinderne er tallet markant lavere på 41 pct.

”Det er ikke så overraskende med kønsforskellen, for ifølge spørgeundersøgelsen er det generelt vigtigere for kvinder at agere bæredygtigt i hverdagen. Samtidig er mænd generelt mere skeptiske, når det gælder bæredygtige investeringer. Fx tror 23 pct. af de adspurgte mænd, at bæredygtighedshensyn har en decideret negativ effekt på afkastet, mod kun 10 pct. af kvinderne,” fortæller Natalia Setlak, som er seniorstrateg i Danske Bank.

Vi forventer, at fokus på bæredygtighed og ansvarlighed bidrager til at sikre et godt afkast til investorerne.
Robert Mikkelstrup, adm. direktør for Danske Invest.
Vidste du at ...
... blot 15 pct. af danskerne er i høj eller meget høj grad villige til at investere i selskaber, der fremmer en bæredygtig udvikling, selv om de kan give et lavere afkast end andre investeringer. Det viser Danske Invests spørgeundersøgelse blandt 2000 danskere.

Det er snarere både-og for investorer
Ifølge Natalia Setlak er det dog ikke enten-eller, når man snakker bæredygtighed og afkast, men snarere både-og:

”Der er ikke umiddelbart grund til at antage, at virksomheder med en stærk bæredygtighedsprofil vil give et dårligere afkast i fremtiden. Agerer virksomheder ansvarligt i forhold til fx miljømæssige og sociale forhold, kan det tværtimod være positivt for deres fremtidige forretningsmuligheder, da mange kunder bliver stadig mere kræsne i forhold til, hvem de ønsker at gøre forretning med,” siger seniorstrategen.

Tilsvarende bliver mange investorer – herunder store institutionelle investorer – stadig mere kritiske i forhold til, hvilke selskaber de vil investere i.

”Det kan yderligere give en konkurrencemæssig fordel til virksomheder med en stærk bæredygtighedsprofil, når de fx skal rejse kapital,” fortæller Natalia Setlak.

LÆS OGSÅ: Hver fjerde investor har skruet op for bæredygtigheden

”Bæredygtighed og afkast går hånd i hånd"
Danske Invest er et godt eksempel på det øgede fokus på bæredygtighed i investeringsverdenen.

”Vores grundholdning er, at bæredygtighed og afkast går hånd i hånd, og at investorer ikke nødvendigvis behøver at ofre bæredygtighed i jagten på afkast,” siger Robert Mikkelstrup, som er adm. direktør for Danske Invest.

I dag er næsten alle Danske Invest-fonde enten såkaldte ESG-fonde eller fonde med bæredygtigt investeringsmål.

”Det er vigtigt for os at understøtte en positiv udvikling i samfundet, og samtidig forventer vi, at fokus på bæredygtighed og ansvarlighed bidrager til at sikre et godt afkast til investorerne – blandt andet fordi der vil opstå mange interessante investeringsmuligheder som følge af de store omstillinger, vi står overfor i samfundet i løbet af de kommende årtier,” fortæller Robert Mikkelstrup.



HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det. Det gør du her.

Denne artikel er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Hvis du vil investere ansvarligt

Læs om vores investeringsprodukter med særligt fokus på ansvarlighed og bæredygtighed.
Tjek dine muligheder