Del

IT-aktier ramt af den perfekte storm

KLUMME: De store amerikanske teknologiselskaber er havnet i massivt uvejr, og spørgsmålet er, om det blot er begyndelsen? Danske Banks chefstrateg, Tine Choi, giver sin vurdering af udsigterne for IT-sektoren.

Den seneste måned har været en barsk fornøjelse for investorer med IT-aktier i porteføljen. De foregående fem år har IT-sektoren leveret det højeste afkast af alle sektorer, og sektoren kom også stærkt ud af starthullerne i år, men siden har investorer på kort tid set 2018-afkastet smuldre væk. Hvad sker der – og skal man forvente, at den kraftige korrektion i IT-sektoren vil fortsætte?

Vi ser to primære årsager til kursfaldene:

For det første er flere af selskaberne i IT-sektorens celebrity-gruppe FAANG (Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) blevet ramt af uafhængige selskabsspecifikke udfordringer. Facebook og Google har lidt under stigende bekymringer om, hvordan de varetager data om deres brugere – udløst af sagen om misbrug af mange millioner Facebook-brugeres data under den amerikanske valgkamp i 2016 – mens Amazon er blevet kritiseret i skarpe vendinger af Donald Trump for beskidte forretningsmetoder.

Derudover har Uber og Tesla inden for kort tid været involveret i dødsulykker med selvkørende biler, og det har alt i alt ført til en vis skepsis om brugen af kunstig intelligens, automatisering og brugerdata, der ellers er nogle af grundpillerne for fremtidig indtjeningsvækst i den boomende IT-sektor. Øget regulering kan meget vel blive konsekvensen – fx strammere regulering af, hvordan IT-selskaber opsamler og udnytter data om deres brugere kommercielt – og det har ramt sektoren bredt.

LÆS OGSÅ: Skæbnetime for aktier i USA

En håndfuld giganter dominerer
For det andet er IT-sektoren en af de mest overvægtede sektorer overhovedet. I takt med de seneste års kursstigninger er stadig flere investorer flokkedes om sektoren, og især en lille håndfuld af de største selskaber vægter tungt i mange investorers porteføljer. For eksempel udgør Facebook, Apple, Amazon, Microsoft og Google ca. 15 pct. af markedsværdien af hele det amerikanske S&P500-indekset! Derfor er det ikke underligt, at sektoren som helhed bliver solgt fra, når en lille – men vigtig – håndfuld selskaber kommer i problemer. Og med de afkast, sektoren har genereret i 2017 in mente (40 pct. i lokal valuta), er det klart, at mange investorer sidder med fingeren på aftrækkeren parat til at hjemtage profit, hvis der opstår blot den mindste smule usikkerhed.

Men når det er sagt, er der ingen grund til panik og frygt for en ny dot.com-boble som IT-investor. Sektoren har udviklet sig markant siden årene omkring årtusindeskiftet og har i dag den mindste gæld af alle sektorer, og samtidig har selskaberne generelt store pengebeholdninger, som bliver brugt til aktietilbagekøb og udbytter.

Regulering kan ikke kvæle sektoren
Kommer øget regulering for alvor på den politiske agenda, vil det naturligvis skabe usikkerhed i en kortvarig periode, men det vil næppe destruere forretningsmodellen for selskaber som Facebook. Digitalisering og de muligheder, IT-selskabernes produkter giver os forbrugere, er kommet for at blive, og mange af IT-selskaberne oplever kraftigt voksende indtjeningsmuligheder i disse år.

Indtjeningsvæksten i IT-sektoren er høj, og forventningen til den forestående regnskabsperiode er, at selskaberne endnu engang kommer til at overgå sig selv på indtjeningsfronten. IT-selskaberne tjener rent faktisk mange penge – i modsætning til i begyndelsen af årtusindet, hvor enhver løfterig forretningsmodel ukritisk blev værdiansat til milliarder af kroner.

Hvis IT-selskaberne kommer til at levere på indtjeningsfronten i den kommende regnskabsperiode, er vores forventning, at det vil overskygge den cocktail af dårlige nyheder, der har domineret billedet på det seneste, og samtidigt vil det retfærdiggøre den relativt høje værdiansættelse, som IT-aktier generelt har. Vi fastholder derfor vores overvægt i IT-sektoren, da vi vurderer, at de fundamentale faktorer er på plads til, at sektoren som helhed fortsat kan levere tilfredsstillende afkast i den kommende periode.

Især FAANG-selskabernes regnskaber for 1. kvartal er imødeset med stor spænding. Netflix aflægger regnskab 16. april, Google (Alphabet) 23. april, Facebook 25. april og Amazon forventes 26. april, inden Apple offentliggør deres regnskab 1. maj.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

 

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.