Del

Jesse James er blevet digital

KLUMME: Digital sikkerhed er et investeringstema med store perspektiver, fortæller Danske Banks seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen.

Fortidens outlaws gik efter pengene, nutidens datakriminelle har flere mål på agendaen, og når det gælder penge, er de nogle gange frække nok til at bede dig komme med dem.

Som i Det Vilde Vesten er der derfor brug for lawmen til at beskytte os mod de kriminelle, men vi bliver også selv nødt til at passe på vores værdier. Når først de digitale outlaws får fingrene i dem, kan det nemlig få store konsekvenser. Og ingen går fri i nutidens vilde vesten – hverken privatpersoner, virksomheder eller stater.

Digital statsterror
De statslige hackergrupper har til formål at skaffe information, spionere og potentielt også destabilisere andre lande – fx ved at ramme deres infrastruktur og politiske valgprocesser. I hele træskolængder betyder det, at krig ikke længere udkæmpes langt fra vores trygge rammer, men i høj grad udkæmpes i vores land, byer og hjem. Samtidig kan brugen af digitale angreb være bekvemme for angriberne, da de kan være svære at bevise oprindelsen af.

Vigtige samfundsmæssige organer som fx forsyningssektoren bliver hacket af grupper, der kan være sponsoreret af fremmede stater. Siden 2011 har vi fx oplevet en række angreb på forsyningsselskaber i Canada, Europa og USA udført af gruppen Dragonfly, der angiveligt er russisk og blandt andet er gået efter amerikanske atomkraftselskaber. Et andet eksempel finder vi i Ukraine, der blev mørklagt af formodede russiske hackere i vinteren 2015/2016 som led i konflikten mellem de to lande.

Med fremtidens digitale krige bliver det derfor også til stadighed vigtigere, at stater investerer i at beskytte deres digitale grænser – og det samme gælder for selskaber. Industrispionage er en gammel disciplin, men i dag behøver spioner ikke længere at tiltvinge sig fysisk adgang til konkurrenter for at aflure forretningshemmeligheder og kopiere produkter.

LÆS OGSÅ: Strategens 3 foretrukne investeringer lige nu.

Hackere kræver løsepenge
Det faktum, at selskaber bliver mere digitale, gør dem også mere sårbare over for digital afpresning. Sidste år infiltrerede hackere fx titusindvis af computere over hele verden med WannaCry og NotPetya, der er såkaldt ransomware, hvor ejerne af computerne skal betale løsepenge for at få adgang til deres egne data. Her tog hackere blandt andet en række private organisationer samt selskaber inden for telekommunikation, sundhed og logistik som gidsler og krævede penge for at løse problemet.

En undersøgelse fra revisionsselskabet PwC viser, at seks ud af ti selskaber har været ramt af cyberangreb, og foruden tab af penge angiver 37 pct. af de ramte selskaber, at de også har lidt skade på deres brand og mistet kunder, da deres systemer som følge af angrebet har været utilgængelige. Samtidig er 80 pct. af globale topledere bekymrede for digitale sikkerhedsrisici holdt op imod 61 pct. sidste år.

Trods disse bekymringer øger selskaber i stor stil deres digitale investeringer for at drage fordel af ny teknologi og være konkurrencedygtige, og dermed øges også behovet for – og investeringerne i – digital sikkerhed. Og trenden er klar, der bliver investeret mere og mere i sikkerhed. I 2004 blev der ifølge research- og analyseselskabet Cybersecurity Vendors brugt 3,5 mia. dollars på digital sikkerhed, dette tal var steget til 120 mia. dollars i 2017, og Cybersecurity Vendors forventer, at tallet frem mod 2021 vil stige med 12-15 pct. om året.

Sårbare forbrugere
Vi forbrugere bliver desværre også nødt til at sætte os bedre ind i datasikkerhed. De tider er for længst forbi, hvor et password var nok. Vi ser flere og flere tilfælde, hvor persondata, herunder passwords, bliver stjålet fra selskaber, og med dem i hånden er det bare et spørgsmål om tid, før du får uventet besøg. Holder du samtidig fast i den gamle model med det samme password på tværs af dine forskellige devices, kan du næsten lige så godt blot forære nøglen til dit hus til en indbrudstyv.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at digitaliseringen vil fortsætte i fremtiden. Dertil opnår vi for mange fordele, og vi har blandt andet brug for at arbejde mere effektivt og få mere ud af vores ressourcer i takt med, at vi i de kommende årtier bliver flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Men digitaliseringen stiller stigende krav til digital sikkerhed, og vi er nødt til at forstå, at udgifter til datasikkerhed er en del af prisen for et lykkeligt digitalt liv – lige så vel som en forsikring er en forudsætning for at køre i bil.

Alt i alt er digital sikkerhed dermed et tema med flere interessante egenskaber, som gør det interessant med investorøjne. Det er et globalt tema, det rammer på tværs af både forbrugere, selskaber og stater, og efter alt at dømme vil behovet – og dermed efterspørgslen – blot stige i fremtiden.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.