Del

Kun Trump kan opfylde mit største juleønske

KLUMME: Hvis Donald Trump lægger sin mobiltelefon fra sig, vil det være en af årets bedste nyheder for de finansielle markeder, fortæller Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

Kort fortalt 

  • Donald Trumps mange tweets påvirker både renter, aktier og valutakurser.
  • Præsidenten har derfor fået sit helt eget indeks opkaldt efter sig.
  • Hans mange tweets kan få større skadelige virkninger i fremtiden.
Vores mobiltelefoner tager meget fokus i hverdagen, og de fleste af os ville formentlig have godt af regler og rammer, der begrænser vores brug af dem. Nogle skoler kræver, at eleverne afleverer deres telefoner om morgenen, og nogle forældre aftaler mobilfri måltider med deres børn eller mobilfri aftener med hinanden.

Mit største juleønske i år handler dog hverken om min kones eller børns mobilvaner, men derimod om den amerikanske præsident, Donald Trump. Jeg ville inderligt ønske, at han lagde sin telefon fra sig i en længere periode. Får jeg dette beskedne ønske opfyldte, er jeg endda villig til at give afkald på både jule- og fødselsdagsgaver i 2020!

Skyder på kineserne – og alle andre
Igen i 2019 har vi adskillige gange oplevet, hvordan Trump med et enkelt tweet kan totalsmadre idyllen på de finansielle markeder og gøre virksomheder usikre på fremtiden. Efterhånden er det fx nærmere reglen end undtagelsen, at nye optrapninger af handelskrigen mellem USA og Kina bliver annonceret via korte, overraskende tweets fra Trump, ligesom han lystigt skyder på alt og alle lige fra europæiske allierede til den amerikanske centralbankchef.
Dage med mange tweets fra Trump har statistisk set givet et lidt lavere aktieafkast end gennemsnittet.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank

Med sin telefon i hånden er Trump blevet selve indbegrebet af politisk usikkerhed, hvor hans tweets kan have markant kurspåvirkende effekter på både renter, aktier og valutakurser.

Rent faktisk har den amerikanske bank JPMorgan Chase & Co. lanceret et indeks, der tracker effekten af præsidentens tweets på de amerikanske statsrenter. De kalder det Volfefe Index, navngivet efter Trumps mystiske covfefe-tweet i maj 2017, og hvor Vol henviser til volatilitet, dvs. markedsudsving.

Ordene med størst kurseffekt
Ifølge JPMorgan Chase & Co. har Trump siden begyndelsen af 2016 udsendt omkring 10 tweets om dagen i gennemsnit, og bankens analytikere konkluderede tidligere i år, at tweets med ord som China, billion, products, Democrats og great statistisk set er blandt dem med størst effekt på renterne.

Tilsvarende konkluderede analytikere fra banken Citigroup tidligere i år, at tweets fra Trump fører til øgede udsving på de globale valutamarkeder, mens banken Bank of America Merrill Lynch har regnet sig frem til, at dage med mange tweets fra Trump statistisk set har givet et lidt lavere aktieafkast end gennemsnittet.

Har hidtil betalt sig at holde fast
Heldigvis har Trump ikke formået at spolere den overordnede fest på aktiemarkederne i 2019, hvor globale aktier er oppe med mere end 20 pct. Trods den usikkerhed, hans tweets kan føre med sig, har det betalt sig at holde fast i år – blandt andet fordi centralbankerne har understøttet økonomien og de finansielle markeder med lempelig politik. Og i sidste ende er det trods alt stadig den økonomiske udvikling og virksomhedernes indtjening, der for alvor udstikker kursen for aktierne.

Det betyder imidlertid også, at Trumps tweets potentielt kan få større og længerevarende skadelige virkninger for dit afkast, når vi på et tidspunkt ikke længere har den fornødne medvind fra økonomien og virksomhedernes indtjening. Derfor er mit store juleønske, at Trump lægger mobilen fra sig, eller at Julemanden inddrager den, når han lægger vejen forbi Det Hvide Hus – men desværre tror jeg ikke, at det går i opfyldelse. Næste år er valgår i USA, og det skal nok i sig selv give anledning til et par tusinde tweets fra Trump.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.


Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.