Del

Pas på, hvad du ønsker dig som investor

KLUMME: Coronavirus og politiske risici giver stor usikkerhed på de finansielle markeder i øjeblikket, men et liv uden risici er ikke nødvendigvis lykken som investor, fortæller investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen.

Kort fortalt 

  • Coronakrisen har ført til store kontante opsparinger.
  • Som investor er risiko imidlertid en uundgåelig del af spillets regler.
  • Faktisk gør den aktuelle usikkerhed investeringsstrategen lidt mindre bekymret som investor.
Vi er i den grad fanget af økonomisk og politisk usikkerhed i disse måneder. Først og fremmest har vi coronakrisen, som har sat global økonomi på standby i en periode, og oveni begynder velkendte usikkerhedsfaktorer som Brexit og handelskrigen at poppe op til overfladen igen. Dertil kommer et præsidentvalg i USA til november, og med denne cocktail af usikkerheder er det ikke overraskende, at mange mennesker samler økonomisk forråd, just in case.

Over en bred kam fra institutionelle investorer til husholdninger bugner de kontante opsparinger i øjeblikket.

Data fra investeringsbanken Bank of America Merrill Lynch viser fx, at de globale institutionelle investorer aktuelt har en meget høj andel af deres midler stående kontant set i forhold til de seneste årtiers gennemsnit – og også en højere kontantandel end under finanskrisen. Mens data fra Den Europæiske Centralbank og Bank of England viser at opsparingsraten i de fem største europæiske økonomier – Tyskland, England, Frankrig, Italien og Spanien – er steget markant under coronakrisen.

Vil du købe (flere) aktier, er det sjældent den bedste strategi at vente på, at alle usikkerheder er ryddet af bordet.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 

Besnærende dagdrømmerier
Når den høje usikkerhed giver nervøse trækninger, er det som investor besnærende at dagdrømme om mere harmoniske tider uden skyer på himlen og med blikstille vand – en tid uden bekymringer om coronavirus, økonomiske og politiske risici osv. Men pas på, hvad du ønsker dig. Selvfølgelig ville verden være et langt bedre sted uden coronavirussen, ingen tvivl om det, men når alt er godt, og du intet har at bekymre dig om, så er det, at jeg for alvor begynder at blive bekymret.

Og hvorfor så det? Jo, når de finansielle markeder har indregnet alt det positive, ingen frygter fremtiden, og alle investorer er gået all-in i aktier, kan det næste ikke blive bedre derfra, kun værre. Så skal der i mange tilfælde ikke så meget til at ridse glansbilledet og sprede nervøsitet for, om alt nu også er så idyllisk, som vi går og bilder os ind.

Risiko er prisen for afkast
Erfaringsmæssigt har det ofte været perioder med betydelige risici, der giver de bedste afkast – og som investor skal du kunne leve med risici. Ellers skal du lade være med at investere. Risiko er prisen for afkast. Derfor er mit budskab også, at hvis du som investor vil købe (flere) aktier, er det sjældent den bedste strategi at vente på, at alle usikkerheder er ryddet af bordet. Så ligger de største stigninger formentlig bag dig og ikke foran dig.

Den aktuelle coronakrise er et godt eksempel. Globale aktier ramte bunden den 23. marts, og trods den meget store usikkerhed, der fortsat hersker om global økonomi, har aktierne allerede indhentet størstedelen af det tabte. Så hvis du går og afventer en vaccine mod coronavirus og en endegyldig afslutning på handelskrigen mellem USA og Kina, før du tør smide penge i aktier, så er det med garanti ikke dig, der løber med de største kursgevinster.

LÆS OGSÅ: Derfor er amerikanske aktier det bedre valg nu


Se frygten i øjnene
Det kan lyde paradoksalt, men den aktuelle usikkerhed er faktisk med til at gøre mig lidt mindre bekymret for mine investeringer – specielt når jeg ser, hvor aktivt centralbanker og regeringer har reageret på coronakrisen og understøttet økonomierne. Og de betydelige kontantbeholdninger hos en del investorer er i min bog ikke et faresignal, men det modsatte. Det giver blot investorer ekstra råderum til at købe op i aktier – også i tilfælde af tilbagefald på aktiemarkederne, der kan blive anset som en opkøbsmulighed.

Så har du penge på kontoen, der skal investeres, så lad være med at vente på den perfekte verden uden usikkerhed. Ja, der er masser af usikkerhed i verden i øjeblikket, men se frygten i øjnene, tal med din rådgiver, og prøv at se støjen som en mulighed frem for en fjende. Usikkerhed er et grundvilkår som investor, du skal blot sørge for at sammensætte en portefølje, der bringer dig godt gennem det oprørte hav.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.