Kort fortalt
- Frygt for økonomisk recession har gjort mange investorer ængstelige de seneste måneder.
- Historisk set har det oftest været en god strategi at holde fast i aktierne under recessioner.
- Danske Bank ser ingen nært forestående recession og forventer fortsat et pænt afkast fra aktier.
Men har du reelt noget at frygte, hvis du er langsigtet investor? Gentager de seneste 70 års historie sig, er svaret (som regel) nej.
Det har typisk betalt sig at bevare roen og følge sin strategi, selv om de økonomiske udsigter har virket dystre.Jacob Hvidberg Falkencrone, senioranalytiker i Danske Bank
Siden 2. Verdenskrig har der i alt været 11 recessioner i USA, der er verdens største økonomi og ledende for resten af verden, og ser vi på det brede amerikanske S&P 500-indeks, er det i gennemsnit steget med 4,0 pct. i perioder med recession.
Meget kan dog skjules i et gennemsnit, og under finanskrisen faldt S&P 500 med hele 34,8 pct. I seks ud af 11 recessioner er det amerikanske aktiemarked dog steget.
At aktierne ikke reagerer mere negativt under recessioner skyldes formentlig, at aktiemarkederne af natur er fremadskuende og reagerer på forventninger til fremtiden – i modsætningen til økonomiske data, der ofte er mere tilbageskuende. Derfor opleves en del af kursfaldene typisk også, før recessionen egentlig indtræffer. Ser vi på aktieafkastet i de seks måneder, der leder op til en recession, er aktierne siden 2. Verdenskrig faldet med 1,4 pct. i gennemsnit.
Tålmodighed er dit stærkeste våben
Herefter er det bedste råd formentlig at væbne dig med tålmodighed. Således har afkastet for S&P 500 i gennemsnit været 25,2 pct. i perioden, fra 12 måneder før en recession har ramt, til 12 måneder efter den er sluttet. Da en recession i gennemsnit har varet i 11 måneder, svarer det således til en periode på knap tre år.

Aktiesalg kan give bagslag
Det har altså typisk betalt sig at bevare roen og følge sin strategi, selvom de økonomiske udsigter har virket dystre. Sælger du dine aktier af frygt for en forestående recession, kan det yderligere være ualmindeligt svært at vurdere, hvornår du skal træde tilbage i markedet igen – og gør du det for sent, risikerer du at gå glip af attraktive afkast. Den første periode efter en recession har nemlig typisk været kendetegnet ved høje afkast. I de første tre måneder, efter en recession er slut, har det gennemsnitlige afkast således været 7,4 pct.
LÆS OGSÅ: Alt hvad du skal vide om recessioner
Så selvom medierne er fyldt af historier om risikoen for en ny global recession, er der – vurderet ud fra de historiske mønstre – ingen grund til at sælge i panik. Derudover er vores overbevisning i Danske bank, at global økonomi trods usikkerhedsfaktorer som handelskrigen og Brexit fortsat bevæger sig i den rigtige retning med et pænt afkastpotentiale i aktier til følge.
Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Hvis du overvejer at investere
Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.