Kort fortalt

  • Investorer har i gennemsnit 3,4 aktier i porteføljen, viser data for over 150.000 kunder.
  • Det giver unødvendig høj risiko, som ikke belønnes med højere forventet afkast.
  • Som investor er det let at reducere denne risiko med bedre risikospredning.
Risikospredning er muligvis det allervigtigste begreb, når du investerer i aktier. Det handler om at mindske din risiko, så du undgår unødige tab. Men selv om de fleste kender ordsproget om ikke at lægge æg i én kurv, efterlever de færreste investorer ordsproget i deres investeringer.

Danske Banks senioranalytiker Jacob Hvidberg Falkencrone har set nærmere på over 150.000 private investeringskunder i Danske Bank og undersøgt, hvor meget de spreder deres aktieinvesteringer. Det korte svar er, at det gør de næsten ikke – dog med undtagelse af dem, der tidligere har lært det på den hårde måde.
Vil man opnå en solid spredning, skal man op omkring 15-20 forskellige aktier. Herfra er effekten af at øge antallet yderligere ret beskeden.Jacob Hvidberg Falkencrone, senioranalytiker i Danske Bank

De fleste har kun én eller to aktier
Den store porteføljegennemgang omfatter private aktieinvestorer i Danmark, der investerer for frie midler og på tværs af alle aktivklasser har en samlet porteføljeværdi på mere end 10.000 kroner.

Overordnet viser tallene, at den gennemsnitlige investor har sine penge spredt ud på 3,4 forskellige aktier. Det dækker dog over store forskelle. Således ejer halvdelen af investorerne faktisk kun én enkelt aktie, mens godt 75 pct. blot har tre eller færre. Da aktieinvestorer i gennemsnit samtidig har næsten tre fjerdedele af værdien af deres portefølje placeret i enkeltaktier, betyder det, at mange løber en unødig høj risiko med deres investeringer.

”Som investor handler det om at bygge en portefølje, så du undgår unødige tab og får det højest mulige forventede afkast i forhold til den risiko, du løber. Tallene her viser, at mange påtager sig en helt unødvendig høj risiko, som de ikke bliver kompenseret for i form af et højere forventet afkast. Har man blot sine penge spredt på få selskaber, kan man hurtigt opleve anselige tab, hvis det er de forkerte aktier, men den unødvendige risiko kan nemt elimineres ved blot at sprede sig noget bedre ud,” siger Jacob Hvidberg Falkencrone.



Én gruppe har lært lektien – på den hårde måde
Ser man ud over mængden af investorer, er der især én gruppe, der skiller sig positivt ud, når det kommer til risikospredningen. Det er de investorer, der tidligere har haft aktier i et selskab, der er gået konkurs. Med hele 7,4 forskellige aktier i porteføljen ejer disse tidligere forslåede investorer nemlig over dobbelt så mange forskellige aktier som den gennemsnitlige investor.

”Det er påfaldende, at den gruppe, der har bedst styr på risikospredningen, er dem, der tidligere har stiftet bekendtskab med vigtigheden af begrebet. De har med andre ord lært det på den hårde måde. Det kan dog hurtigt blive en dyr lektie, for det er ikke småpenge, danskerne investerer for,” siger Jacob Hvidberg Falkencrone.

Du bør have 15-20 aktier
Der er ifølge senioranalytikeren intet entydigt svar på, præcis hvor mange aktier du bør have i din portefølje. Det afhænger blandt andet af fordelingen af dine investeringer på sektorer og regioner.

”Den allerstørste effekt af at sprede sin risiko yderligere får man, hvis man har få aktier i porteføljen. Det er således langt mere afgørende, om man har én eller fem aktier i porteføljen end 30 eller 35. De fleste investorer kan derfor reducere deres risiko markant ved blot at købe et par ekstra aktier. Vil man opnå en solid spredning, skal man dog op omkring 15-20 forskellige aktier. Herfra er effekten af at øge antallet yderligere ret beskeden,” siger Jacob Hvidberg Falkencrone.

En hurtig genvej til god risikospredning er ifølge senioranalytikeren at investere i en eller flere aktiefonde, da de altid spreder deres investeringer på en lang række forskellige aktier. 


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne.

 Book møde