Gå til hovedindhold

Sådan kan senatsvalg i USA ramme aktierne

Gårsdagens valg i Georgia lader til at blive en dobbeltsejr for Demokraterne, og det kan skabe nye vindere og tabere på aktiemarkederne.

Kort fortalt 

  • En sejr til Demokraterne vil gøre Joe Bidens liv som præsident lettere.
  • Det kan bane vej for nye initiativer, der understøtter amerikansk økonomi.
  • Vinderne kan blive cykliske aktier og grønne aktier.


To afgørende senatspladser var på spil ved valget i delstaten Georgia i USA i går, og Demokraterne ser ud til at snuppe begge pladser, selv om alle stemmer endnu ikke er talt op.

En dobbeltsejr vil give Demokraterne kontrol over begge kamre i Kongressen i USA – både Senatet og Repræsentanternes Hus – og dermed gøre livet betydeligt nemmere for kommende præsident Joe Biden, når han skal føre sin og partiets politik ud i livet.

Flertallet i Senatet vil dog være det mindst mulige. Vinder Demokraterne begge sæder, har både Demokraterne og Republikanerne 50 sæder i Senatet, og så vil kommende vicepræsident Kamala Harris være tungen på vægtskålen i tilfælde af stemmelighed ved afstemninger.
En valgsejr til Demokraterne vil være positivt for cykliske aktier som fx sektorerne industri og råvarer.Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 

Her ser vi størst politiske muligheder
”Selv om en dobbeltsejr vil være en gigantisk sejr for Demokraterne, vil det snævre flertal dog fortsat gøre det vanskeligt for Biden at føre alle valgløfter ud i livet, da de Demokratiske senatorer ikke nødvendigvis er enige om alt. Vi ser størst muligheder for øgede offentlige udgifter, mens øget regulering og højere skatter vil være sværere at få gennemført,” vurderer Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

De øgede offentlige udgifter kan blandt andet komme til udtryk ved nye initiativer til at understøtte den coronaramte amerikanske økonomi, og forventningen om øget økonomisk aktivitet har sendt renterne i vejret.

LÆS OGSÅ: To julegaver til investorerne  og en ny sektor i fokus


Ambivalent forhold til Demokratisk sejr
Ser vi på aktiemarkederne, har investorerne på forhånd haft et ambivalent forhold til en potentiel Demokratisk valgsejr. Øget finanspolitisk stimuli kan understøtte den amerikanske økonomi, hvilket umiddelbart vil være positivt for aktiemarkederne – men modsat vil det øge sandsynligheden for højere skatter og øget regulering, hvilket betragtes som negativt for økonomien og aktierne.

”På kortere sigt har vi dog svært ved at forestille os højere skatter og øget regulering, da det vil ramme den amerikanske økonomi, der i forvejen er hårdt presset af coronakrisen. Her vil Demokraterne i stedet have fokus på finanspolitiske initiativer, der understøtter økonomien,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Vinderne og taberne på aktiemarkederne
Investeringsstrategen vurderer, at en valgsejr til Demokraterne vil være positivt for cykliske aktier som fx sektorerne industri og råvarer, der typisk performer bedst i økonomiske opgangstider. Det kan dermed også vise sig positivt for emerging markets-aktier, da mange emerging markets har en høj andel af cykliske aktier.

”Får vi en rotation mod cykliske aktier, kan det dog modsat sætte vækstaktier under pres, fordi investorer bliver nødt til at sælge ud andre steder. På kortere sigt kan det ramme selskaber med strukturel vækst, hvilket blandt andet er udtalt inden for sundhed og det digitale spektrum. Vi mener dog, at den rene IT-sektor fortsat vil nyde godt af stærke trends såsom øget fokus på datasikkerhed, opgradering til 5G og virksomheders øgede investeringer i IT,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Han vurderer yderligere, at en dobbeltsejr til Demokraterne kan være positivt for grønne aktier, da det kan give forstærket fokus på klima og miljø, mens det modsat kan være negativt for sorte aktier inden for olie, gas og kul.

Overordnet forventer vi i Danske Bank fortsat et fornuftigt, positivt afkast fra aktier i 2021 og fastholder en moderat overvægt i aktier i vores rådgivningsporteføljer og en tilsvarende undervægt i obligationer.

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante enkeltaktier inden for de forskellige sektorer.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.