Kort fortalt

  • Sommerens aktiestigninger kan have været et såkaldt bear market rally.
  • Vi anbefaler undervægt i aktier og overvægt i obligationer.
  • Den store usikkerhed gør også, at vi har fokus på "overleverne".
  • Europæiske selskaber kan miste markedsandele.


Blød eller hård landing i økonomien, recession i forskellige grader, eller måske slet ingen økonomisk krise? Det ville være ret godt at vide, hvad fremtiden bringer, når vi investerer, men den luksus har vi desværre ikke.

At forudse den økonomiske udvikling og de finaniselle markeder er nemmest set i bakspejlet.

Markederne tager dog aldrig fejl, siger man – men er det nu også rigtigt? Næh, bestemt ikke, og det er der utallige eksempler på. 
Tag fx bear market rallies. Et bear market er defineret som en periode, hvor aktierne falder med mindst 20 pct. fra top til bund, og et såkaldt bear market rally er et midlertidigt opsving i et aktiemarked med en nedadgående trend. Dermed bruges udtrykket bear market rally om en periode med kursstigninger i et marked, der efterfølgende falder yderligere.

De seneste 50 år har der i USA (S&P 500) været 16 bear markets rallies med stigninger på mindst 10 pct., inden aktiekurserne er fortsat ned til nye bundniveauer. Her har markederne altså troet, at bunden var nået, blot for at konstatere at aktierne skulle længere ned – og vi ser en ikke ubetydelig risiko for, at det kan vise sig at blive tilfældet igen. Altså at de markante kursstigninger henover sommeren var et bear market rally.

Ingen har sagt, at det skulle være nemt at investere, men det er også netop derfor, at investeringer over tid forventes at give et bedre afkast end kontanter ... 
Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 
Ekstra meget usikkerhed
Så hvordan i alverden skal du som investor forholde dig til risikoen for, at vi rammer en recession, hvis ikke den russiske gas kommer til at flyde? Eller risikoen for at centralbankerne hæver renterne så meget, at den økonomiske vækst ryger i dybfryseren? I værste fald er der risiko for, at væksten virkelig får én på lampen, hvis brikkerne lander forkert i den kommende tid.

Desværre er usikkerhed en del af livet som investor, om end jeg medgiver, at der denne gang er ekstra mange ting, som kan påvirke væksten – og derudover har rigtig mange kloge hoveder travlt med at komme med deres bud på, hvordan tingene vil udvikle sig. Jo vildere forudsigelser, jo mere bliver historierne læst.

Derfor er det helt forståeligt, hvis du er meget i tvivl om, hvordan du skal agere som investor i øjeblikket – det er lidt som at skulle navigere i mørke.

LÆS OGSÅ: Vil høj inflation stadig være en massiv hovedpine om et år?

Mit råd til dig

Og hvad er så mit råd til dig? Det er ganske enkelt og snusfornuftigt. Vær tro mod din investeringsprofil – dvs. hold fast i den investeringsstrategi, der passer i forhold til din tidshorisont og risikovillighed som investor. Blandt andet når det gælder den overordnede fordelingen mellem aktier og obligationer i din portefølje. Lad være med at sælge stort ud af aktier i panik – eller køb grådigt op i forventning om, at vi måske befinder os omkring bunden nu.

Det betyder dog ikke, at du skal forholde dig fuldstændig passivt.

Aktuelt anbefaler vi, at du undervægter aktier i din portefølje. Dvs. at du har en lidt lavere andel af aktier i porteføljen, end du forventer at have på længere sigt, og modsat en lidt højere andel af obligationer. Derudover skal du også løbende arbejde med de penge, du har allokeret til aktier – og til obligationer for den sags skyld.

Fokus på overleverne

Vi anbefaler også aktuelt investorer at have fokus på kvalitetsaktier, som er aktier i virksomheder kendetegnet ved blandt andet stabil vækst i indtjeningen, et højt afkast af egenkapitalen og en lav finansiel gearing – dvs. et forholdsvis begrænset niveau af gæld. Man kunne også betegne dem ”overleverne”, da de har gode forudsætninger for at komme godt igennem en svær tid.

Derudover har vi blandt andet fokus på de store forskydninger i energiudgifter mellem USA og Europa, som vi er vidner til. Energipriserne er steget langt mere i Europa end i USA, og der vil derfor være europæiske selskaber, der kommer til at miste markedsandele, da de simpelt hen ikke kan producere varerne billigt nok på grund af de højere energiudgifter. For at tage et konkret eksempel gælder det fx inden for producenter af gødning.

Ingen har sagt, at det skulle være nemt at investere, men det er også netop derfor, at investeringer over tid forventes at give et bedre afkast end kontanter på bankkontoen. 
 

HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det. Det gør du her.
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Find den rette investering for dig

Vi kan hjælpe alle med at investere deres opsparing – fra små beløb til store formuer.
Tjek dine muligheder