Del

Chefstrateg: Det kan du forvente som investor i resten af 2020

Henrik Drusebjerg gør status efter et ekstremt turbulent første halvår på de finansielle markeder og opridser forventningerne til resten af året.

Kort fortalt 

  • Vi forventer økonomisk fremgang i andet halvår af 2020.
  • Trods de store aktiestigninger siden bunden i marts ser vi potentiale for yderligere stigninger.
  • Der er dog betydelige risici, der kan give perioder med tilbagefald undervejs.
  • Vi fastholder en moderat overvægt i aktier i vores porteføljer.

Climbing a wall of worry er et amerikansk udtryk, der beskriver, hvordan aktiemarkederne formår at stige trods bekymringer. Det er netop, hvad vi har oplevet de seneste måneder. Rækken af usikkerheder står i kø, men økonomierne er på vej frem siden de mørkeste dage i marts og april, og det har vægtet tungere.

På lidt længere sigt forventer vi fortsat, at fremgangen vil vægte tungere end bekymringerne. Der er potentiale for yderligere fornuftige kursstigninger i takt med den gradvise fremgang i global økonomi, som vi forventer i det kommende år, og derfor har vi også en moderat overvægt i aktier i vores porteføljer i Danske Bank. .

En usædvanlig sommer

På kortere sigt har vi dog lige en sommer, der skal overstås, og det bliver en anderledes sommer, end vi er vant til – også på aktiemarkederne. Blandt andet kan coronakrisen i den kommende tid forstærke forskellen mellem vinderne og taberne. .

Lad mig give et eksempel: I stedet for charterture er der i år langt flere, der foretrækker sommerhuse, camping og bilferie, og det gælder ikke kun herhjemme, men også mange steder i udlandet. I USA har det ført til voldsomme kursstigninger for selskaberne Winnebago og Thor Industries, der blandt andet producerer autocampere. De nyder godt af øget efterspørgsel, og det illustrerer en helt central pointe set med investorøjne: Hvor nogle selskaber stort set ikke bliver påvirket af coronakrisen eller måske endda nyder godt af den, bliver andre ekstremt hårdt ramt af den – som fx fly-, charter- og krydstogtselskaber. .

Geografi kan være altafgørende

Samtidig handler det ikke blot om, hvilke produkter virksomhederne producerer, men også om hvor de sælger dem – dvs. geografisk eksponering. Nogle lande som fx Brasilien og dele af USA er stadig hårdt ramt af coronavirussen, mens andre er kommet fornuftigt ud på den anden side, og som virksomhed kan der være en verden til forskel på, om du afsætter dine varer på markeder, der ligger underdrejet på grund af coronavirussen, eller markeder der er sluppet mere nådigt. .

Derfor bliver den forestående regnskabssæson også speciel, og det hele starter vanen tro i USA, når banken JPMorgan Chase som det første Dow Jones-selskab aflægger regnskab den 14. juli. .

Det frie lejde er blevet indsnævret

Som ved seneste regnskabssæson i foråret vil investorerne nok endnu engang være forholdsvis tilgivende omkring virksomhedernes indtjening, men til gengæld er denne form for frit lejde formentlig ved at være forbi, når det gælder forventningerne til fremtiden. Hvor der i foråret var udbredt forståelse for, at coronakrisens usikkerheder gjorde det svært for virksomheder at melde ud om fremtiden, forventes der mere konkrete udmeldinger nu, hvor den værste coronapanik har lagt sig. .

Dermed vil vi nok også i stigende grad få tydeliggjort, hvilke selskaber der måske er steget lige lovligt meget i de seneste måneder, og hvor der kan være potentiale for yderligere stigninger. Det betyder også, at der i den kommende tid kan være ekstra værdi at hente som investor ved at være selektiv i sin udvælgelse af aktier. .

Andre væsentlige faktorer

Foruden den forestående regnskabssæson er der også andre faktorer, der kommer til at definere de kommende måneder på aktiemarkederne. Nogle stede i verden ser vi en forværring af coronavirussens udbredelse, og i USA kan valgkampen få politikerne til at tilsidesætte nationens bedste for politisk vinding, hvilket også kan give støj. Yderligere kan det give usikkerhed, at den ekstra amerikanske arbejdsløshedsforsikring på 600 dollars om ugen udløber ved udgangen af juli. Ordningen blev hasteindført tidligere i coronakrisen og kan efterlade et hul i det amerikanske forbrug. .

Det er blot nogle af de faktorer, der kan stjæle billedet, og kombineret med den lavere handelsvolumen i sommermånederne udgør det alt i alt grundlaget for en urolig sommer på aktiemarkederne. .

Har du styr på din risiko og din strategi som investor, bør det dog ikke give anledning til større hovedbrud, og på lidt længere sigt forventer vi som nævnt fortsat, at pilen peger opad for aktiemarkederne, selv om vi kravler op ad en mur af bekymringer. Fortsat god sommer. .


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.