Gå til hovedindhold
Del

Strateg: Kursfald kan være en købsmulighed

Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen vurderer den aktuelle uro på aktiemarkederne og beskriver, hvor han ser de største udfordringer og de mest interessante investeringsmuligheder.

Kort fortalt 

  • Et miks af faktorer har givet udsving på aktiemarkederne den seneste uge.
  • Overordnet ser vi ingen grund til større bekymring og fastholder vores moderate overvægt i aktier.
  • Yderligere kursfald kan give interessante købsmuligheder i udvalgte dele af aktiemarkederne.
Hvorfor ser vi pludselig en periode med markedsudsving og aktiekursfald, nu hvor det ellers begynder at lysne i horisonten med vacciner, der bliver rullet ud?
"Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at det ikke er usædvanligt med et tilbagefald efter en længere periode med stigende kurser, og de seneste måneder har vi set meget betydelige stigninger på aktiemarkederne.

Når det er sagt, er der flere årsager til den aktuelle usikkerhed:

Nogle investorer er formentlig skuffede over, at det ikke går hurtigere med udrulningen af coronavaccinerne, og samtidig har der bredt sig en erkendelse af, at Joe Biden ikke får politisk opbakning til hele sin varslede økonomiske hjælpepakke på 1900 milliarder dollar. Den bliver mindre end først antaget – og dermed bliver den økonomiske effekt også mindre.

Derudover er der bekymring over potentielle bobledannelser i dele af aktiemarkederne og en stigende grad af spekulation i visse aktier blandt især grupper af private investorer. Den seneste uge har der især været fokus på den nødlidende butikskæde GameStop, der forhandler computerspil og forbrugerelektronik. Her har horder af private investorer formået at handle kursen op og tilføje store milliardtab til hedgefonde, der havde shortet aktierne – dvs. spekuleret i faldende aktiekurser. Det giver nogle dønninger i markederne, fordi hedgefondene kan blive tvunget til at afvikle andre positioner for at afdække deres tab, så vi får en negativ kædereaktion," siger Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.
En markant økonomisk fremgang i løbet af foråret og sommeren betyder efter vores opfattelse, at man især skal have cykliske aktier, emerging markets-aktier og amerikanske small cap-aktier. Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank. 

Bør markedsuroen give anledning til bekymring for investorer?
"Nej, ikke umiddelbart. I Danske Bank er vores basisscenarie fortsat, at der vil komme en stor positiv økonomisk effekt af vaccinerne i løbet af foråret og sommeren. Dels er der en masse udskudt forbrug, der forventes at blive rullet ud, og dels giver store økonomiske hjælpepakker og den ekstremt lempelige pengepolitik fra centralbankerne et godt afsæt for et økonomisk opsving i løbet af 2021. Vi forventer, at det vil understøtte aktiemarkederne, og vi fastholder derfor vores moderate overvægt i aktier - dvs. en lidt højere andel af aktier i vores porteføljer, end vi forventer at have på lang sigt.

De aktuelle årsregnskaber giver heller ikke anledning til bekymring. Ser vi på de amerikanske regnskaber, som er det vigtigste pejlemærke for aktiemarkederne, har godt en tredjedel af selskaberne i S&P 500-indekset indtil videre aflagt regnskab, og langt de fleste af dem har overgået analytikernes forventninger til indtjeningen. Nu er det selvfølgelig ikke analytikerne, men derimod investorerne, der bestemmer om kursen skal op eller ned. Men det er altså ikke på grund af katastrofale regnskaber, at aktiemarkederne er faldet den seneste uge."

Du nævnte, at frygten for bobledannelser giver usikkerhed. Vurderer I, at der er aktiebobler?
"Ja, der er nogle segmenter af aktiemarkederne, hvor kurserne efter vores vurdering af steget for meget i forhold til, hvad den forventede indtjening i selskaberne retfærdiggør. Det gælder blandt andet visse producenter af elbiler, selskaber inden for e-handel samt grønne selskaber inden for blandt andet brintenergi. Selv om vi ser nogle stærke langsigtede trends inden for disse områder, har investorerne været for hurtige til at tage forskud på glæderne.

Ser vi på aktiemarkederne i bredere forstand, er vi mindre bekymrede, selv om der ikke er tvivl om, at aktierne i øjeblikket er værdiansat til den dyre side set i et historisk perspektiv. En del af historien er dog også, at de meget lave eller negative renter på mange obligationer giver begrænsede alternativer til aktier, og får vi yderligere kursfald i den kommende – hvilket selvfølgelig ikke kan udelukkes – vil vi se det som en købsmulighed."

Hvor ser du i så fald de mest interessante muligheder i aktiemarkederne?
"Vores basisscenarie med en markant økonomisk fremgang i løbet af foråret og sommeren betyder efter vores opfattelse, at man især skal have cykliske aktier, emerging markets-aktier og amerikanske small cap-aktier. Det er der, vi har vores primære fokus i øjeblikket, selv om vi også fortsat kan lide IT-sektoren."

Hvorfor er danske aktier faldet mere end aktiemarkederne generelt i de seneste uger?
"Det kan blandt andet skyldes, at investorer sælger ud af sidste års vindere for at købe op i mere cykliske aktier. Det er ikke usædvanligt, at investorer tager toppen af deres positioner i nogle af de aktier, der er steget mest, og danske aktier oplevede usædvanligt store stigninger i 2020 sammenholdt med fx europæiske aktier."


HUSK: Som investeringskunde i Danske Bank kan du løbende få adgang til vores anbefalinger af interessante investeringer inden for forskellige regioner, sektorer og temaer.


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.
Book online møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.