Del

Ungt vækstselskab går på børsen

Den danske transportvirksomhed Nordic Transport Group A/S har besluttet at hente kapital via en børsnotering på Nasdaq Copenhagen.

Kort fortalt

  • Nordic Transport Group leverer fragtløsninger i hele verden med fly, skib og lastbil.
  • Selskabet blev grundlagt i 2011 og er til stede i mere end 30 lande.
  • Selve transporten varetages af underleverandører, så selskabet har en fleksibel og skalerbar omkostningsstruktur.

Danske investorer kan se frem til et nyt selskab på børsen. Transportselskabet Nordic Transport Group A/S har netop publiceret et prospekt, der beskriver vilkårene for selskabets forestående børsnotering på Nasdaq Copenhagen.

Nordic Transport Group er en hurtigt voksende transportvirksomhed, der blev grundlagt i 2011 og ved udgangen af 2018 var til stede i 30 lande med i alt 1335 ansatte. Norden udgør hovedmarkedet for selskabet, der i 2018 hentede omtrent to tredjedele af sin omsætning på 4,5 mia. kroner i de nordiske lande. Driftsresultatet (EBIT før særlige poster) landede på 189 mio. kroner.

Nordic Transport Group har hyret Danske Bank til at hjælpe dem med at komme på børsen.

”Om selskabet er en interessant investeringsmulighed, vil dog altid afhænge af den enkelte investors investeringsprofil – herunder ens risikovillighed og tidshorisont som investor – ligesom en gennemlæsning af prospektet altid skal være grundlaget for en evt. investering. Men generelt synes vi jo altid, det er interessant, når der kommer nye selskaber og dermed nye investeringsmuligheder på børsen,” fortæller Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank.



Plads til at vokse
Nordic Transport Group har en såkaldt asset light forretningsmodel, hvor selve transporten, hvad enten det er med fly, skib eller lastbil, varetages af underleverandører. Dermed har selskabet ikke kapital bundet i fx lastbiler og har ikke chauffører ansat, og det giver en fleksibel og skalerbar omkostningsstruktur.

LÆS OGSÅ: Interview med CE0 - derfor vil vi børsnoteres

Det globale marked for transport og logistikydelser er stort og yderst fragmenteret, og selv de største transportvirksomheder i verden har markedsandele på mindre end 5 pct. I Norden er Nordic Transport Group fjerdestørst inden for vejtransport med en markedsandel på ca. 1,5 pct. efter meget store aktører som blandt andre DSV og DHL..

”Det betyder, at der er rigeligt plads for Nordic Transport Group til at vokse – men samtidig at konkurrencen er hård. Prospektet giver en mere detaljeret beskrivelse af Nordic Transport Group, selskabets strategi og muligheder og de risici, der er forbundet med selskabet,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Bemærk, at børsnoteringen af Nordic Transport Group er en såkaldt indirekte notering. Det betyder, at selve børsnoteringen og udbuddet af nye aktier sker gennem en sammenlægning med NeuroSearch, der allerede er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Formålet er at sammenlægge de to virksomheder og efter en vedtægtsændring at ændre navn til Nordic Transport Group – og herefter at fortsætte med Nordic Transport Groups aktiviteter inden for transport og logistik. 


TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering, hvis du ikke allerede modtager det.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Hvis du overvejer at investere

Kontakt din investeringsrådgiver i Danske Bank og hør om mulighederne, hvis du overvejer at investere din opsparing.

 Book møde

Andre har også set


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.