1. Køb for at hjælpe dit barn

Køber du en lejlighed til dit barn, bør du se det som en investering i en god studietid for den unge – ikke som en økonomisk investering. Boligmarkedet kan både gå op og ned, og der er ingen garanti for, at købet bliver en økonomisk gevinst.

2. Gå ind i købet med åbne øjne

Overvej grundigt, om du vil bruge en fast andel af dit månedlige rådighedsbeløb på dit barns bolig – også nogle år frem i tiden. Gør op med dig selv, om du vil risikere et økonomisk tab på forældrekøbet, hvis dit barn til gengæld får en bedre studietid.


3. Overvej at støtte på andre måder

Husk at du også kan hjælpe dit barn gennem studielivet på andre måder end ved at købe en lejlighed – f.eks. kan du give tilskud til studiebøgerne eller til huslejen. Alle forældre kan hver især give deres barn en gave på op til 67.100 kroner om året (grænsen gælder for 2020), uden at det bliver beskattet.  

4. Læg en langsigtet plan

Et forældrekøb skal helst være en langsigtet løsning, fordi det både koster penge at købe og sælge. Det skal den unge som udgangspunkt være indstillet på. Husk også at aftale, hvordan I gør med vedligeholdelse og pleje af lejligheden, så der ikke opstår uenighed mellem jer, når lejligheden engang skal sælges. 

5. Find den rigtige lejlighed

Tænk over, hvilken lejlighed der giver den mest langtidsholdbare løsning. Er lejligheden fx stor nok til, at en kæreste kan flytte ind? Og har den unge lyst til at blive boende, når han eller hun får en højere indkomst efter studietiden? Kan du evt. selv få glæde af lejligheden som senior? Eller kan mindre søskende måske overtage den?  

Lad os regne på forældrekøbet

Book møde

6. Vær sikker på, at lejligheden må udlejes

Tjek altid ejerforeningens vedtægter før du gør et forældrekøb, så du er sikker på, at du må udleje lejligheden til dit barn.   

7. Søg råd om huslejen

Få rådgivning, når I skal fastsætte den unges husleje. Huslejen skal svare til det, som andre betaler for at bo i tilsvarende lejligheder. Er huslejen for lav, kan I få problemer med Skattemyndighederne.

8. Lav altid en lejekontrakt

Sørg for at lave en lejekontrakt, som giver barnet mulighed for at få boligsikring. Vær opmærksom på, at den unges indkomst er afgørende for, om han eller hun kan få ydelsen.  

9. Vær bevidst din renterisiko

Træf en velovervejet beslutning, når du inddrager finansieringen af din egen bolig i finansieringen af forældrekøbet. . Har du lån med variabel rente, kan rentestigninger få din månedlige ydelse til at stige – og dit rådighedsbeløb til at falde. Har du et fastforrentet lån, vil rentestigninger ikke påvirke dit månedlige budget. Samtidig får du med fast rente en vis beskyttelse af friværdien i din bolig, fordi værdien af din restgæld helt automatisk bliver mindre, hvis renten stiger.

10. Husk skatten ved salg af lejligheden.

Får du en gevinst, skal du betale skat af den – men får du et tab, kan du ikke trække det fra. Hvis du vil, kan du sælge lejligheden videre til dit barn til en pris, der ligger 15 % under den offentlige ejendomsvurdering. Det kræver i nogle tilfælde, at den unge først opsiger lejemålet, og I så får en ekstraordinær ejendomsvurdering hos Skattemyndighederne. Vurderingen af en udlejet lejlighed er nemlig lavere, end hvis den er ’fri’.

Tal med os før forældrekøbet

Du er altid velkommen til at tale med os og få hjælp til at vurdere, om forældrekøb er en god mulighed for jer.

Book et møde

- eller ring til os på 70 15 15 16