I Danmark har mere end 20 procent af befolkningen over 80 år demens. Det betyder, at der er omkring 80.000 mennesker i Danmark, der i dag potentielt er udfordret, når de vigtige valg i livet skal tages. Når en sygdom som demens sætter ind, bliver det mere og mere vanskeligt at varetage økonomi og sine personlige forhold.

Siden 2017 har man kunnet oprette en fremtidsfuldmagt, hvis formål er at styrke retten til selvbestemmelse. Fremtidsfuldmagten gør det muligt for alle under betryggende former, og mens de er i stand til det, at udpege den eller de personer, der på et senere tidspunkt skal varetage deres interesser, hvis de som følge af sygdom eller andet tab af mental kapacitet ikke længere selv kan. En fremtidsfuldmagt er et privat og selvvalgt alternativ til værgemål.

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt giver dig som fuldmagtsgiver, dine nærmeste samt tredjeparter som for eksempel din bank eller det offentlige, mulighed for at have nogle klare og gennemsigtige retningslinjer for, hvad der skal foregå med din økonomi og dine personlige forhold i tilfælde af, at du ikke selv kan varetage dem.

Med økonomiske forhold menes, at fremtidsfuldmægtige på dine vegne kan:

  • indgå retshandler og kontrakter af enhver art.
  • bestyre og sælge fast ejendom
  • kvittere for dig som fuldmagtsgiver vedrørende pantebreve
  • indfri dine lån med videre med dine penge
  • indsætte dine penge i et pengeinstitut eller anbringe/investere dem på anden måde
  • ansøge om offentlige ydelser på vegne af dig
  • repræsentere dig som arving eller kreditor

Med personlige forhold menes, at fremtidsfuldmægtige på dine vegne kan:

  • ansøge kommunen om hjælpeforanstaltninger
  • træffe valg og klage over enhver afgørelse vedrørende dine personlige forhold
  • få aktindsigt i alle oplysninger vedrørende din person og helbred eksempelvis din journal hos lægen
  • komme med tilkendegivelser med hensyn til pleje og omsorg

Bemærk, at der er nogle beslutninger, som du kun selv kan træffe. En fremtidsfuldmægtig kan således ikke:

  • indgå ægteskab på dine vegne
  • oprette testamente
  • bestemme, at du skal flytte på plejehjem

Ved at oprette en fremtidsfuldmagt kan man i mange situationer undgå, at det for Familieretshuset bliver nødvendigt at etablere et værgemål.

Hvem kan vælges som fremtidsfuldmægtig?

Du bestemmer selv, hvem du gerne vil have som din eller dine fremtidsfuldmægtige. Det er muligt at have flere end én. Eneste krav er, at vedkommende er myndig. Det er ikke uvæsentligt, hvem du vælger som din fremtidsfuldmægtige, eftersom en fremtidsfuldmagt kan ligge passiv i mange år indtil den potentielt aktiveres. 

Justitsministeriet anbefaler, at du vælger en yngre person som din fremtidsfuldmægtige. Det skyldes, at hvis et jævnaldrende par dækker hinanden, kan den ene part stå i en situation senere hen i livet, hvor den ene dør af alderdom, og så vil den efterladte part pludselig i en høj alder ikke længere være dækket af en fremtidsfuldmagt.

I forbindelse med en udvælgelse af en fremtidsfuldmægtig kan det være hensigtsmæssigt at tage dine pårørende med på råd, hvor I kan drøfte, hvad I forventer af hinanden. Det er som skrevet ovenfor muligt at udpege flere fremtidsfuldmægtige Det kan i nogen situationer være fordelagtigt for eksempel, hvis din økonomi skal varetages af én person og dine personlige forhold af én anden. Det er dog samtidig vigtigt at sikre, det ikke bliver for indviklet en proces, når der skal disponeres i henhold til fuldmagten blandt andet fordi flere personer skal godkende.

Det er vigtigt, du løbende revurderer, om der er sket ændringer i din livssituation som en skilsmisse, et nyt forhold eller lignende, der har betydning for, hvem du ønsker som fremtidsfuldmægtig, og hvad fuldmagten skal omfatte.

Du skal være opmærksom på, at en fuldmagtshaver ikke må give sig selv pengegaver, medmindre dette udtrykkeligt fremgår af fuldmagten. Fuldmagtshaver må heller ikke sælge for eksempel bil, bolig eller virksomhed til sig selv via fremtidsfuldmagten.

Vi anbefaler, at du drøfter med en advokat, hvad der er mest hensigtsmæssigt for dig og dine pårørende. 

Hvordan opretter jeg en fremtidsfuldmagt?

Man opretter en fremtidsfuldmagt på tinglysningsrettens hjemmeside ved brug af Nem-ID. Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består af to trin.

Først skal fuldmagten registreres og underskrives digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret.

Dernæst skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar, som påtegner fuldmagten digitalt. På hjemmesiden bliver man guided igennem, og man kan her se, hvilken retskreds man hører til, så man kan bestille tid hos notaren. Man skal møde personligt hos notaren.

Først når man har været hos notaren, er fremtidsfuldmagten gyldigt oprettet. Så længe du som fuldmagtsgiver er i stand til at tage vare på dig selv og din økonomi, vil fuldmagten ligge som en ”hvilende fuldmagt” i Fremtidsfuldmagtsregisteret. 

Fremtidsfuldmagten får først virkning, hvis den på et senere tidspunkt bliver sat i kraft fordi fuldmagtsgiveren som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende ikke længere har evnen til at varetage sine egne forhold.

Det er Familieretshuset, der på baggrund af lægeerklæringer kan sætte fuldmagten i kraft.

Rent praktisk indsendes anmodning om ikraftsættelse til Familieretshuset af fuldmagtsgiveren eller den/de udpegede fremtidsfuldmægtige. Anmodningen skal vedlægges lægeerklæring. Der skal derudover indbetales et gebyr til Familieretshuset. Gebyret er i 2019 på 1.010 kroner og det tilbagebetales ikke, hvis fremtidsfuldmagten ikke sættes i kraft. 

Når fremtidsfuldmagten bliver sat i kraft bliver den tinglyst i Personbogen, således at fuldmagten og den indhold er offentlig tilgængelig.

Indtil dette tidspunkt, altså mens fuldmagten er passiv i fuldmagtsregisteret, er det kun dig som fuldmagtsgiver, Familieretshuset og domstolene, der kan se fuldmagten.
I korte træk foregår det således: 

  • En fremtidsfuldmagt skal oprettes skriftligt og formuleres af fuldmagtsgiveren
  • Herefter skal den registreres digitalt via www.tinglysningsretten.dk
  • Så skal den underskrives over for en notar, hvilket bestilles via www.tinglysningsretten.dk
  • Det er muligt at tilføje flere fuldmagtshavere
  • Alle kan indsættes som fuldmagtshavere (de skal være myndige)
  • Offentligheden kan først se fremtidsfuldmagten, når den aktiveres

For mere information om, hvordan du opretter og aktiverer en fremtidsfuldmagt, kan du læse mere her.