Hvad er det gode liv for dig? Hvad drømmer du om nu og i fremtiden, og har du økonomien til at leve det liv, du ønsker?

”Vores erfaring er, at langsigtet formueplanlægning ofte er afgørende for, at vores kunder kan realisere deres ambitioner og drømme,” fortæller Peter Erik Agerlin, der er chef for Danske Bank Private Banking i Hillerød.

God formueplanlægning handler både om at optimere din formue og få et godt overblik over dine økonomiske muligheder – uanset om du gerne vil gå på pension før tid, skifte karriere, købe bolig i udlandet eller noget helt fjerde.

“Vi ser tit, at kunder kan øge deres forventede formue på længere sigt ved at skrue på håndtagene og tilrettelægge deres opsparing bedre.”

Handler også om at leve i nuet
Ifølge Peter Erik Agerlin har mange kunder en tendens til at udskyde deres ønsker og drømme, selv om de rent faktisk har mulighed for at realisere dem i dag. Ofte skyldes det, at de ikke er bevidste om deres økonomiske muligheder.

”Vi lever længere i dag end for år tilbage, og en god opsparing er naturligvis vigtig, men vi skal ikke spare for meget op. Vi skal også leve i nuet. Ved at se på den enkelte kundes ønsker og behov kan vi sammen vurdere, hvor meget det egentlig er nødvendigt at spare op for at opretholde den ønskede levestandard i fremtiden og samtidig leve et godt liv her og nu,” siger Peter Erik Agerlin og giver konkrete eksempler:

”Måske er der i virkeligheden god plads i økonomien til at glæde børn og børnebørn med pengegaver, indfri drømmen om et lækkert sommerhus eller tage på rejser med familien og få fælles oplevelser.”

Se konsekvenserne af dine valg
Når Peter Erik Agerlin og hans kolleger rådgiver kunder om formueplanlægning, benytter de Danske Banks digitale værktøj Wealth Planner™, som kan analysere dine økonomiske data og give dig overblik over din samlede formue efter skat – både her og nu og på længere sigt.

Wealth Planner™ inddrager hele din økonomi lige fra bolig til opsparing og pension og kan vise dig de økonomiske konsekvenser nu og fremover af større økonomiske beslutninger i dit liv. Eksempelvis hvis du overvejer at udskifte boligen, give et større pengebeløb til dine børn, stoppe med at arbejde, foretage et generationsskifte i din virksomhed eller lade børnene være medinvestorer i din næste virksomhed.

”Med Wealth Planner™ kan vi således simulere og illustrere forskellige scenarier for din fremtidige økonomi, og på den måde udgør formueplanlægning et godt grundlag for at vurdere forskellige muligheder og træffe økonomiske beslutninger på et oplyst grundlag,” fortæller Peter Erik Agerlin.

Optimering af din formue
Når det gælder optimering af din formue, handler formueplanlægning blandt andet om at sikre den rette balance mellem dine aktiver som fx fast ejendom og opsparing og dine passiver som fx realkreditlån og anden gæld.

”Her ser vi tit, at kunder kan øge deres forventede formue på længere sigt ved at skrue på håndtagene og tilrettelægge deres opsparing bedre,” siger Peter Erik Agerlin og fortsætter:

”Mange kunder tror eksempelvis, at de har en højere samlet risiko i deres investeringer, end de reelt har, fordi de glemmer at tage friværdien i deres bolig(er) med i betragtning. Konsekvensen er, at de ofte investerer deres opsparing for forsigtigt og går glip af attraktive afkast på længere sigt. Dermed vokser deres formue mindre, end den potentielt kunne.”

Kan du fortsætte som i dag?
Med formueplanlægning kommer Danske Bank hele vejen rundt om din formue – fra arv og testamente til den daglige økonomi, investeringer og pension. Ud fra det kan du se, om dine ønsker og drømme er realiserbare, eller om de kræver lidt ekstra planlægning. Du kan også se, om du kan fortsætte med at leve på den måde, du gør nu, eller om der er behov for justeringer i din økonomi.

”Wealth Planner™ er et godt udgangspunkt for vores dialog med den enkelte kunde. Vores opgave som rådgivere er nemlig ikke kun at ekspedere, men også at tale med vores kunder om, hvad det gode liv er for dem, og udfordre dem på deres muligheder,” siger Peter Erik Agerlin. 

Kontakt din private banker, hvis formueplanlægning er relevant for dig. Selv om du tidligere har gennemført Wealth Planner™ med din private banker, kan det være relevant med en opdatering, hvis det er længe siden, eller din situation har ændret sig. Eksempelvis hvis du har købt bolig, fået barn eller er gået på pension.

Sådan analyserer vi dine formueforhold

Når vi rådgiver private banking-kunder om formueplanlægning, tager vi afsæt i Wealth Planner™, der er Danske Banks eget digitale analyseværktøj.
Med Wealth Planner™ kan vi:

  • Inddrage data for hele din økonomi lige fra bolig til pensionsopsparing. 
  • Vise dine formueforhold efter skat.
  • Optimere din formue.
  • Kortlægge dine økonomiske muligheder både her og nu og på længere sigt.
  • Simulere og illustrere forskellige scenarier for din fremtidige økonomi.
  • Vise konsekvenserne af forskellige økonomiske beslutninger.