Svindlere, der vil have dig til at investere dine sparepenge i tvivlsomme investeringstilbud, er blevet mere målrettede og dygtige; Med opsigtsvækkende reklamer og kække ord som ’sikker investering’ og ’kæmpe afkast’ får de dig til at tro, at du står over for at lave en gylden investering. De er både skrupelløse og dygtige i deres dialog, forklarer Ketil Clorius, der er leder af Danske Banks globale kontor for svindelbekæmpelse. Vi har stillet ham fem spørgsmål om problemet, som vi alle kan risikere at blive forsøgt fuppet af på internettet – læs med her.

1. Hvad går investeringssvindel ud på kort fortalt?

”Investeringssvindel starter ofte på nettet i form af iøjnefaldende reklamer for investeringer med ekstraordinære høje afkast. Nogle klikker på dem og kommer ad den vej ind på nogle meget overbevisende hjemmesider, mens andre bliver kontaktet uopfordret af en fiktiv rådgiver. Ofte er svindlerne meget professionelle i deres kommunikation og får på den måde solgt hele deres set-up ind. De lokker med et afkast med en signifikant højere procentdel, end banken kan tilbyde, og fortæller med stor overbevisning om andre succeshistorier, hvor de har ’hjulpet’ folk. I mange tilfælde får man undervejs adgang til deres investeringsplatform, hvor man ud fra grafer og figurer kan se, at investeringen går i den rigtige retning. Ofrene får forståeligt nok blod på tanken, da de kan se et stort afkast, og de begynder derfor at investere større beløb. Udfordringen er, at de aldrig modtager pengene. Der sker ikke noget. Det hele er et stort fupnummer, hvor svindlere franarrer folk deres opsparinger. ”

2. Hvem rammer det typisk?

”Der er en helt klar målgruppe for denne type kriminalitet. I ¾ af tilfældene rammer det mænd, og de fleste af dem, faktisk 85%, er +50 år. Disse mænd har fået udbetalt deres pension eller solgt deres virksomhed, og børnene er flyttet hjemmefra. Nu har de pludseligt adgang til mange penge og tænker måske over, hvordan de får dem til at række endnu længere. Og konsekvenserne er desværre meget store. Vi ser, at folk går fra hus og hjem, fordi hele pensionsopsparingen er røget eller opsparingen i sommerhuset er væk. Tragedierne i det her er i nogle tilfælde meget store. ”

3. Hvad er mulighederne for erstatning?

”Jo hurtigere man kontakter banken, jo lettere har vi ved at få pengene tilbage. Vi har et team, der udelukkende beskæftiger sig med det, og det lykkes dem i nogle tilfælde at tilbagekalde pengene, hvis vi er hurtige. ”

4. Hvilke faresignaler skal man være opmærksom på?

”Et helt klassisk faresignal er, at hvis et afkast ser ud til at være for godt til at være sandt, så knib dig selv i armen og overvej, om det virkeligt er sandt. Hvis nogle har fundet nogle investeringsmetoder, der er signifikant bedre, end det banken tilbyder dig, så spørg dig selv, om hvorfor banken ikke tilbyder det samme? Og hvis det var så let, var der jo mange andre, der ville gøre det. Jeg forstår godt, at det er fristende at tjene mange penge hurtigt, men gør dig selv den overvejelse. Og igen, hvis nogle kontakter dig uanmeldt, så overvej, hvorfor de gør det. Hvordan har de fundet dit nummer, og hvorfor bliver du interessant for dem? ”

5. Har du et godt råd mod investeringssvindel?

”Mit allerbedste råd er, at hvis du går med milliondrømme, så tal altid med din bank først. De ved, hvilke investeringsfirmaer der er godkendt til at handle med aktier, valuta og værdipapirer. Vær kritisk over for alle investeringsmuligheder, du møder på internettet, og afvis altid uopfordrede opkald, hvor du bliver tilbudt en sikker investering, garanteret afkast og stor fortjeneste. Hvis du ikke vil spørge banken, så spørg familie, venner eller kolleger om deres mening og læs anmeldelser af virksomheden. Er skaden sket, ring til din bank hurtigst muligt . Få det anmeldt, så vi kan hjælpe med at forsøge at få pengene retur. ”

”Svindlere, der vil have dig til at investere dine sparepenge i tvivlsomme investeringstilbud, er blevet mere målrettede og dygtige”, fortæller Ketil Clorius fra Danske Banks globale kontor for svindelbekæmpelse.

Gode råd mod investeringssvindel

  • Klik aldrig på pop-op vinduer om unikke investeringsmuligheder
  • Afvis uopfordrede opkald om investeringsmuligheder
  • Henvend dig til din bankrådgiver, hvis du overvejer en investering.