I Danske Bank Private Banking oplever vi stor interesse for den nye erhvervspakke, som indeholder opdaterede muligheder for generationsskifte. Reglerne i den nye pakke kan nemlig hjælpe med at bevare værdierne i familien og samtidig gøre processen for et generationsskifte mere overskuelig.
I denne artikel giver vi dig et overblik over de vigtigste ændringer i erhvervspakken, og hvordan de kan bruges i din formueplanlægning.
De tre væsentligste ændringer i den nye erhvervspakke er:
- Lavere bo- og gaveafgift
Afgiften for at overdrage din erhvervsvirksomhed som gave til et familiemedlem er sat ned fra 15 procent til 10 procent. - Sikker værdiansættelse
Værdien af virksomheden kan nu beregnes efter en fast model, hvor Skattestyrelsen ikke kan ændre værdien efterfølgende. Det giver sikkerhed og forudsigelighed i planlægningen af et generationsskifte. - Bedre mulighed for at overdrage aktiv virksomhed med ejendomsudlejning uden beskatning
Virksomheder, der udlejer fast ejendom, kan nu overdrages til et familiemedlem, uden at overdrageren skal betale skat af selskabets værdi ved overdragelsen. Til gengæld overtager den yngre generation som udgangspunkt den udskudte skat. Det betyder, at der ikke skal tages likviditet ud af virksomheden til at betale skatten.
“Familien er omdrejningspunktet for mange af vores kunder. Og reglerne i den nye erhvervspakke kan med fordel bruges i en langsigtet og ansvarlig formueplanlægning, der sikrer både virksomheden og næste generation,”
Peter Ambus
Skattechef
”Erhvervspakken åbner samtidig op for nye skattemuligheder for virksomheder, der udlejer ejendomme. Så har man et rent investeringsselskab med værdipapirer, kan det altså betale sig at genbesøge ens investeringsstrategi inden et eventuelt generationsskifte,” siger skattechef Peter Ambus.
Tal med os
Vil du vide, hvordan de nye regler kan påvirke jeres generationsskifte? Tal med din Private Banker – så hjælper vi med at afklare mulighederne og skabe en plan, der passer til jeres langsigtede mål.


