Hjælp til en god bolig kan være med til at skabe ro om studierne. I de store studiebyer kan det imidlertid være svært at finde en god lejlighed til en studievenlig husleje. Derfor kan en ejerlejlighed, som forældrene er med til at finansiere, være en nærliggende løsning.

Forældrekøb er de seneste år blevet dyrere - både fordi priserne på ejerlejligheder er steget kraftigt i de store studiebyer, og fordi renterne er steget fra næsten nul til mellem 2,3 og 4% afhængigt af låntypen. Desuden er rentefradraget lavere end tidligere på grund af en lovændring i 2021.

Det betyder, at de fleste forældrekøb har et løbende driftsunderskud, som jo er den udgift, forældrene skal betale hver måned. Derfor skal et forældrekøb først og fremmest ses som en økonomisk håndsrækning til dit barn under studierne. Læs mere længere nede.

Familielånet er et  alternativ til et forældrekøb. Her låner den unge et beløb af forældrene uden at betale renter og løbende afdrag. Det sker gennem et gældsbrev. Beløbet kan den unge bruge til udbetalingen på lejligheden og til at reducere behovet for bankgæld eller realkreditlån, så det bliver muligt at sidde i boligen som studerende.

Fordelen er her, at den unge ejer boligen og får glæde af eventuelle værdistigninger – men naturligvis også omvendt har risikoen, hvis boligpriserne falder. Læs mere længere nede i artiklen.

Gode tip til overvejelser, I kan gøre jer om de to løsninger:

Overvejelser ved et forældrekøb

Selv om den unge betaler husleje, er forældrekøb i dag typisk forbundet med et løbende driftsunderskud for forældrene. Derfor kræver købet en beslutning om at betale en ekstra udgift hver måned.

”Måske stiger boligen i pris, så udgifterne tjener sig selv hjem, når forældrene sælger den igen. Men der er ingen garanti for, at boliger bare stiger og stiger – og derfor kan man heller ikke være sikker på, at et forældrekøb ender med et samlet overskud for hele perioden”

Nicolas Norby
Chefanalytiker i Realkredit Danmark