Historisk set har det givet rigtig god mening at investere sine udbytter. Så hvis du ikke skal bruge pengene lige nu, har vi en klar forventning om, at det på længere sigt bedre kan betale sig at geninvestere sine udbytter end at lade dem stå på en konto.

Der vil altid være perioder med kursfald undervejs, og historiske afkast er selvfølgelig ikke en pålidelig indikator for fremtidige afkast – de kan også blive negative. Men på længere sigt forventer vi, at aktier og obligationer giver et bedre afkast end opsparing i banken.

Samtidig sparer du omkostninger – for med en automatisk geninvesteringsaftale bliver alle dine udbytter geninvesteret i samme fond – uden kurtage. 

Skal – skal ikke?

  • Skal du bruge pengene i den nærmeste fremtid, kan du her se, hvor meget du kan forvente at få i udbytte fra Danske Invest. Det eneste, du skal bruge, er en oversigt over, hvor meget du har investeret i hver fond – det finder du i mobilbanken under investering. Hvis du overvejer at bruge udbytterne til at finansiere noget helt andet, så kontakt din Private Banker, som kan hjælpe med at finde den bedste løsning for dig.
  • Skal du ikke bruge dine udbytter lige nu, kan du forsøge at få mest muligt ud af pengene ved at geninvestere dem via en automatisk geninvesteringsaftale. Du skal kun tage stilling én gang, så bliver dine udbytter fremover geninvesteret uden omkostninger – og du kan selvfølgelig altid lave din aftale om.

Sådan får du en geninvesteringsaftale:

Du er altid velkommen til at kontakte din Private Banker, hvis du ønsker en geninvesteringsaftale, men du kan også gøre det selv i netbanken sådan her:

  1. Log på netbank (desværre kan du ikke oprette aftalen via mobilbanken).
  2. Vælg Investering.
  3. Vælg Geninvestering.
  4. Vælg depot(er), hvor du ønsker geninvestering.

Sidste frist for at oprette automatisk geninvestering af dine 2025-udbytter er den 3. februar 2026 kl. 16.

Hos Danske Bank dækker geninvesteringsaftalen alle fonde på de depoter, du vælger at tilknytte – og ikke kun Danske Invest. Husk, at du skal lave en aftale for hvert depot, hvis du har flere. 

Eksempel: Så stor kan forskellen være

Et kig i historiebøgerne viser, hvorfor det kan være en god forretning at geninvestere sine udbytter i stedet for løbende at bruge pengene:

Havde du for 25 år siden investeret 100.000 kr. i globale aktier, var de ved udgangen af 2025 vokset til cirka 308.800 kr., hvis du ikke havde geninvesteret dine udbytter undervejs, baseret på afkastdata for det globale MSCI World-aktieindeks. Samtidig havde du i perioden modtaget cirka 49.700 kr. i udbytter efter udbytteskat på 27 pct. I alt beløber det sig altså til cirka 358.500 kr.

Men havde du løbende geninvesteret udbytterne, var din investerede opsparing i stedet vokset til omkring 463.800 kr. – dvs. 155.000 kr. mere. Til gengæld havde du ikke fået udbetalt de cirka 49.700 kr. i udbytter undervejs. I sidste ende havde du altså samlet set haft cirka 105.300 kr. mere.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og at du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på danskeinvest.dk.