I flere år har syv amerikanske techgiganter sat retningen for aktiemarkedet. Apple, Microsoft, Alphabet, Amazon, Nvidia, Meta og Tesla har sammen under betegnelsen Magnificent 7 fyldt markant i de amerikanske aktieindeks og været en vigtig drivkraft bag afkastet på globale aktiemarkeder.
Nu kan en ny gruppe selskaber være på vej ind i investorernes søgelys. OpenAI, Anthropic og SpaceX nævnes ofte som nogle af de mest markante private vækstselskaber i verden. SpaceX har allerede været genstand for en historisk stor børsnotering, og både OpenAI og Anthropic meldes flere steder på vej med samme skridt.
Det rejser et oplagt spørgsmål: Skal investorer snart vænne sig til at tale om Magnificent 10 i stedet for Magnificent 7?
Ikke nødvendigvis, mener investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.
“Magnificent 10 er en god overskrift, men som investor skal man passe på med at lade sig styre af mærkater. Det vigtigste er ikke, om gruppen består af syv, ti eller tolv selskaber. Det er derimod, hvor meget af din portefølje der er afhængig af få store teknologiselskaber,” siger han.
Flere giganter giver ikke automatisk bedre spredning
På overfladen kan tre nye selskaber lyde som mere diversificering. Men hvis de alle er drevet af de samme megatrends (kunstig intelligens, cloud, datacentre, chips, software og digital infrastruktur), kan risikoen stadig være koncentreret.
Og det er en vigtig pointe for private investorer. Mange danske investorer har allerede betydelig eksponering mod amerikansk tech gennem globale aktiefonde, pensionsopsparing eller porteføljepleje. Og når få selskaber fylder meget i indeksene, kan man være mere afhængig af udviklingen i amerikansk teknologi, end man umiddelbart tror.
Lars Skovgaard Andersen forklarer:
“De store teknologiselskaber har leveret imponerende vækst, men deres størrelse betyder også, at de fylder meget i mange investorers porteføljer. Derfor bør man ikke kun spørge, om de nye selskaber er spændende. Man bør også spørge: Hvor meget amerikansk tech har jeg egentlig allerede?”
Hvad kan det betyde for markederne?
Hvis selskaber som OpenAI og Anthropic følger SpaceX ud på børserne, kan det ifølge Lars Skovgaard Andersen få betydning for markederne på (mindst) tre måder:
- Det kan tiltrække store kapitalstrømme fra investorer, der ønsker eksponering mod næste fase af AI, rumteknologi og digital infrastruktur.
- Meget store børsnoteringer kan på sigt ændre sammensætningen af aktieindeks, hvis selskaberne bliver store nok til at indgå i brede indeks.
- Det kan øge konkurrencen om investorernes kapital – også blandt de eksisterende tech-giganter.
”Men store forventninger er ikke det samme som sikre afkast. Reuters har peget på, at selvom børsnoteringer muligvis kan komme med meget høje værdiansættelser, så arbejder flere af selskaberne fortsat med at omsætte vækst og brugeradoption til decideret robust indtjening. Derfor bør investorer være opmærksomme på forskellen mellem en stærk forretningshistorie og en attraktiv investering,” siger Lars Skovgaard Andersen.
Hvad bør du tænke som investor?
For private investorer er pointen ikke nødvendigvis at forsøge at ramme de næste store vindere. Det er sjældent en holdbar investeringsstrategi at jagte overskrifter eller enkeltaktier alene.
- I stedet bør man se på sin samlede portefølje:
- Hvor stor en del er allerede placeret i amerikanske aktier?
- Hvor meget fylder de største teknologiselskaber?
- Er porteføljen afhængig af én dominerende investeringsfortælling (som fx AI)?
- Passer risikoen til din tidshorisont og økonomi?
- Har du stadig en god spredning på tværs af regioner, sektorer og aktivklasser?
Lars Skovgaard Andersen runder af: “Som investor kan du sagtens have eksponering mod de store teknologiselskaber. Men du bør gøre det bevidst. Det afgørende er jo, at din portefølje stadig hænger sammen med din risikoprofil, din tidshorisont og din samlede økonomi – og ikke blot med den seneste gode historie fra markederne.”
Tal med din Private Banker, hvis du vil have overblik over, hvor meget amerikansk tech og AI fylder i din portefølje, og om din risikospredning stadig passer til dine mål.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling.



