Når 2025 bliver til 2026, bliver der rykket lidt rundt på skattesatserne. Kort fortalt bliver den nuværende topskat på al personlig indkomst over 696.956 kroner før arbejdsmarkedsbidrag delt op i tre lag:

  • Ny mellemskat på 7,5 % for indkomst i intervallet 696.956 kr. til 845.543 kr.
  • Ny topskat på yderligere 7,5 % for indkomst i intervallet 845.543 kr. til 2.818.152 kr.
  • Ny top-topskat på yderligere 5 % for indkomst over 2.818.152 kr.

Din indkomst op til 696.956 kroner bliver i 2026 beskattet som bundskat med kommune- og kirkeskat og AM-bidrag.


Godt nyt, hvis du tjener over 665.000 kroner i 2026

Lige nu betaler du 15 procent i topskat af indkomst over 665.000 kroner, men med de nye grænser betaler du i 2026 kun bundskat af din indkomst helt op til 696.956 kr. Først når din indkomst overstiger 845.543 kroner, betaler du skat svarende til den topskat på 15 procent, som du kender i dag. For indkomst mellem 696.956 kroner og 845.543 kroner betaler du i 2026 den nye mellemskat på 7,5 procent.

Gevinst ved ekstra pensionsindbetaling nu og her, hvis du tjener under den nye grænse for topskat

Selvom ændringen altså først gælder fra 2026, så skaber den allerede nu muligheder for dig, hvis du tjener mellem 665.000 kroner og 845.543 kroner om året før skat.

De nye skattegrænser skubber nemlig samtidig til skatteværdien for pensionsindbetalinger, og det betyder, at hvis du indbetaler et beløb på din pension, som reducerer din topskat i år i stedet for at indbetale dem næste år, får du i sidste ende mere ud af dine penge. 

”Hvis du har overskud til det, kan der være noget logik i at indbetale lidt ekstra til pension i 2025. Har du for eksempel nogle penge stående på en opsparing, du ikke skal bruge, så kan det målt i kroner og ører betale sig at rykke dem til pensionsopsparingen. Helt konkret betyder det, at du får en skattebesparelse på ca. 520 kroner for hver 1.000 kroner af din lønindkomst i intervallet 665.000-845.543 kroner, som du vælger at indbetale ekstra på din pensionsordning. Fra 2026 er det kun cirka. 460 kroner”.

Peter Ambus
Skattechef 

OBS! Tjener du over 2.818.152 kroner om året, kan det være en fordel at vente med ekstra indbetalinger til 2026, hvor den nye top-topskat træder i kraft.