Vi fjerner kurtagen
Danske Bank fjerner fra den 16. december 2024 al kurtage ved online-handler på Aktiesparekontoen – indtil videre et halvt år frem. Samtidig har du også mulighed for at investere pengene i Danske Månedsinvestering, hvor du kan tilknytte depotet til din Aktiesparekonto.
For at blive klogere på Private Banking-kundernes muligheder har vi spurgt Henrik Schmidt Nielsen, som er investeringsrådgiver i Private Banking Esbjerg og hver dag rådgiver formuende kunder.
”Aktiesparekontoen er en rigtig god mulighed for børn og unge Private Banking-kunder, der skal i gang med at lave deres første investeringer – og det bliver altså endnu mere attraktivt nu, hvor det i en periode bliver gratis at handle online. Det kan for eksempel være, når en båndlagt opsparing bliver udbetalt, eller hvis børnene får en pengegave af forældre eller bedsteforældre. Pengene er ikke bundet, og derfor kan børnene hæve pengene, når de for eksempel skal flytte hjemmefra”, fortæller Henrik Schmidt Nielsen.
”Alle kan have en fordel ved at benytte Aktiesparekontoen – også Private Banking-kunder, der har investeringer i mange andre sammenhænge”.
Henrik Schmidt Nielsen,
investeringsrådgiver, Esbjerg
Aktiesparekontoen kan give en skattefordel i forhold til investering gennem almindelige depoter, da afkastet beskattes med kun 17 procent. Alle personer - også børn - kan oprette kontoen (forældre skal handle for deres børn). Der er samme fleksibilitet som på alle andre depoter, så man kan handle frit inden for aktier og aktiebaserede investeringsfonde. Der er for eksempel ingen krav til, hvor længe man skal beholde aktierne.
Behøver ikke at spekulere på afregning af skat
Aktiesparekontoen bliver beskattet årligt efter lagerprincippet, hvilket vil sige, at du hvert år betaler 17 procent af din gevinst til skat i stedet for at betale skat af dine gevinster, hver gang du sælger. Har du haft et negativt afkast, får du et tilsvarende fradrag i skat på eventuelle fremtidige gevinster på Aktiesparekontoen. Hvis det er et barn, der har kontoen, er det barnet, der bliver beskattet. Her er aktiesparekontoen dog kun en fordel, hvis barnet i forvejen har udnyttet sit frikort.
Hvis du opretter en Aktiesparekonto i Danske Bank, bliver dit afkast automatisk indberettet til Skattestyrelsen hvert år.
”Fordi skatten afregnes løbende ved beskatning efter lagerprincippet, vil det for mange opleves som en ordning med lidt ekstra fleksibilitet”, fortæller Henrik Schmidt Nielsen. ”Det betyder, at man ikke behøver at spekulere på afregning af skat, når man køber og sælger aktier i årets løb. Det hele bliver samlet på årsopgørelsen og afregnet på den måde”.
Fordelen kan blive endnu større over tid
Fordelen ved aktiesparekontoen kan blive endnu større over tid da du altid kan indskyde det beløb, du betaler i skat af afkastet – også selvom du med indskuddet til skattebetalingen skulle komme over indskudsloftet. Du behøver altså ikke sælge værdipapirer på din aktiesparekonto for at komme under indskudsloftet, når skatten skal betales – du indbetaler blot den skat, der trækkes fra kontoen, og du kan fortsat nøjes med at betale 17 procent af det ekstra afkast, det så giver.
Hvad er aktiesparekontoen?
Aktiesparekontoen er resultatet af en politisk indsats for at fremme aktiekulturen i Danmark og få flere danskere til at investere ved at give en skatterabat på afkastet. Aktiesparekontoen kan kun indeholde aktier og aktiefonde og blev i første omgang lanceret med et loft på 50.000 kroner. I dag er loftet hævet til 135.900 kroner (2024) og forventet 166.200 kroner (2025). Afkastet beskattes med 17 procent. På en almindelig investering i frie midler vil aktieindkomst blive beskattet med 27 procent for de første 63.300 kroner (2025) og derefter 42 procent.
Det er gratis at oprette en Aktiesparekonto og tilhørende depot i Danske Bank, og der er ingen kurtage ved online-handler via kontoen fra den 16. december 2024 og minimum et halvt år frem.
Kontakt din Private Banker for at høre mere om, hvordan Aktiesparekontoen kan passe ind i din eller dine børns formue.
Skatteforhold afhænger af den enkelte investors personlige situation, og kan ændre sig i fremtiden.