Rigtig mange investorer er kommet ud af 2024 med pæne afkast, og hvis du har investeret gennem en kapitalpension, aldersopsparing, ratepension eller en aktiesparekonto, kan du derfor opleve, at der bliver trukket et væsentligt beløb til PAL-skat (pensionsafkast-skat) eller anden lagerbeskatning.

Hvis du som investor skal sælge aktier for at dække skatten, er det en oplagt mulighed for samtidig at genskabe en god balance i dine investeringer – efter de seneste kursændringer, der måske har rykket på balancen i din portefølje.

Det er vores erfaring, at der for mange investorer er især to oplagte typer af værdipapirer, du kan overveje at sælge:

  • Enkeltstående folkeaktier og højdespringere, som hver især udgør mere end 10 procent af den samlede portefølje.
  • Danske aktier generelt, hvis de samlet set udgør væsentligt mere end 10%, som er vores generelle anbefaling.

”Det er vores erfaring, at mange har en forkærlighed for danske aktier. Og der skal man måske være lidt påpasselig med at huske også at få nogle globale aktier og fonde med også”

Natalia Setlak
Seniorstrateg i Danske Bank

Skab også balance med investering af udbytter

En anden oplagt mulighed er at bringe porteføljen i balance via geninvestering af udbyttebetalingerne i løbet af foråret. Her kan det være en ide at investere i en eller flere brede fonde for at sikre god spredning, hvis det passer til din investeringsprofil.

Invester som de professionelleI langt de fleste aktiefonde er et af grundprincipperne at undgå koncentrationsrisiko i enkelte selskaber, fordi det øger risikoen for store tab. Helt konkret er mange fonde underlagt den såkaldte ”5-10-40” regel, som betyder:

  • Ét selskab må maksimalt udgøre 10 procent af den samlede portefølje
  • De 5 største selskaber i porteføljen må tilsammen maksimalt udgøre 40 procent af den samlede portefølje

Som privat investor behøver du ikke at følge samme principper, men vi mener, at de udgør et rigtig godt fundament for en portefølje i kombination med spredning på tværs af regioner, sektorer og aktivklasser, som obligationer. 

Hvad er en balanceret portefølje?

En robust investeringsportefølje spreder risikoen over flere aktivklaser; aktier, obligationer og alternativer. Fordelingen mellem aktivklasserne afhænger af din risikovillighed og tidshorisont. Inden for hver aktivklasse har du flere muligheder enten ved at investere direkte i enkelte aktier eller obligationer eller investere via fonde for at få større spredning.

Det vigtigste er, at du aktivt forholder dig til sammensætningen af din investeringsportefølje. Hvis du ikke ønsker løbende at tage stilling til din sammensætning af porteføljen kan kapitalforvaltningsløsningen, Danske Porteføljepleje, være den bedste løsning for dig. 

Aktier er sjældent på toppen over to årtier

Selv om aktier ofte stiger i værdi på baggrund af solide resultater og velbegrundede forventninger til fremtiden, er det vigtigt at huske, at der ofte sker store strukturelle ændringer i aktiemarkedet i løbet af et årti. Det har Research Affiliates for nogle år siden lavet en artikel om. Om historien gentager sig, ved vi af gode grunde ikke, men siden 1980’erne er det ganske få selskaber, der har formået at holde sig i top10 over to årtier. Tænk især over det, hvis du har en højdespringer i porteføljen, som fylder mere end 10 procent. Vi anbefaler altid, at du søger rådgivning, inden du handler – også inden du beslutter at sælge.

Sådan giver du din aktieportefølje et nytårstjek…

Du kan se din koncentrationsrisiko på enkelte værdipapirer i mobilbanken sådan her:

  1. Log på mobilbanken
  2. Gå til investering (står øverst på skærmen)
  3. Vælg aktiesparekonto (eller et andet depot, du vil undersøge det for)
  4. Klik på ”Gevinst/tab” i højre midterste del af skærmen, og se under hver enkelt aktie, hvor stor en del af din portefølje den udgør

Vi er klar til at hjælpe dig

Har du spørgsmål eller ønsker du rådgivning om din portefølje, er du meget velkommen til at kontakte din Private Banker eller din investeringsrådgiver. De kan også hjælpe dig, hvis du er interesseret i at lade os stå for at investere din portefølje.