Kort fortalt
- Danske aktier, deres begrænsninger og værdien af risikospredning.
- Det kølige overblik kan komme under stort pres igen.
- Det store comeback for danske obligationer kan fortsætte.
- De oversete kilder til merafkast.
- Europas rolle i fremtidens verden – formår vi at gribe øjeblikket?
Hvis man vil tale investering, er man kommet til det rette sted hos Anne Buchardt og Thomas Otbo.
Hun har ansvaret for Danske Banks store udbud af investeringsprodukter til privatkunder – herunder til alle Private Banking-kunder i Danmark. Mens han har ansvaret for forvaltningen af investeringer for omkring 1.000 mia. kroner i Danske Bank Asset Management på tværs af aktier, obligationer, kapitalforvaltningsløsninger og alternative investeringer.
Tilsammen kan de se tilbage på et dramatisk 2025, hvor der blandt andet kom en handelskrig på tværs, før aktiemarkederne gjorde et stærkt comeback.
Vi har mødt dem til en snak om de vigtigste erfaringer fra året, der gik – og en række centrale temaer for investorer i 2026. Vi starter med det nære. Altså danske aktier.
"Det er ikke godt nok at have en portefølje, der alene består af en håndfuld danske aktier – uanset hvor dygtige og veldrevne selskaberne er."Anne Buchardt, chef for Private Banking & Investments.

1. Danske aktier, deres begrænsninger og værdien af risikospredning
2025 var desværre en ny skuffelse for det danske aktiemarked set i forhold til resten af verden. Både USA, Europa, Japan og Kina gjorde det markant bedre, målt i lokal valuta. Det er præcis det samme mønster, vi oplevede i 2024.
Anne Buchardt: ”Det danske aktiemarked har nogle åbenlyse begrænsninger, som er vigtige at tage højde for i sine investeringer. Fx har vi stort set ingen teknologiaktier herhjemme – og det er netop teknologi, som de senere år har været den helt store drivkraft for aktiemarkederne. Modsat har vi en enorm overvægt af selskaber i sundhedssektoren med Novo Nordisk i spidsen, og det var ikke ubetinget positivt i 2025. Det overordnede budskab er, at danske aktier slet ikke giver tilstrækkelig risikospredning.”
Thomas Otbo: ”Ja, du løber stor risiko for at gå glip af attraktive afkastmuligheder, hvis du alene fokuserer på det danske aktiemarked. Derfor udgør danske aktier også kun en mindre del af investeringerne i vores kapitalforvaltningsløsninger som fx Danske Porteføljepleje, og det har bidraget til vores gode afkast de seneste år. Hvis jeg kun måtte give ét investeringsråd, så er det at sørge for god risikospredning på tværs af regioner og sektorer. God risikospredning er altid en vinderstrategi.”
Anne Buchardt: ”Som tommelfingerregel anbefaler vi, at danske aktier maksimalt udgør 10 pct. af ens investeringer i aktier. Det er ikke godt nok at have en portefølje, der alene består af en håndfuld danske aktier – uanset hvor dygtige og veldrevne selskaberne er.”
Thomas Otbo: ”Hvis man som investor ikke har mod på at investere i udenlandske enkeltaktier, er en global aktiefond altid et godt fundament – eller alternativt en kapitalforvaltningsløsning.”
Anne Buchardt: ”Ja, og det er også en vigtig pointe, at man selvfølgelig ikke opnår den fornødne risikospredning blot ved at tilføje et par amerikanske teknologiselskaber til sin portefølje af danske aktier. Der skal mere til.”
Thomas Otbo: ”Samtidig er det dog vigtigt at understrege, at der selvfølgelig også er attraktive afkastmuligheder på det danske aktiemarked, som generelt er lavt værdiansat i øjeblikket. Her tror vi på værdien af aktiv forvaltning – altså at vi kan skabe et merafkast ved at håndplukke de mest interessante aktier. Det har vi gode erfaringer med i vores fonde, fordi vores porteføljeforvaltere kender de danske selskaber så indgående, som de gør.”
2. Det kølige overblik kan komme under stort pres igen
2025 begyndte godt for aktiemarkederne, indtil Donald Trump indledte sin handelskrig. Aktierne faldt op imod 20 pct., men gjorde siden et stærkt comeback til nye rekordniveauer i både Europa og USA – blandt andet i takt med at en række handelsaftaler blev forhandlet på plads.
Thomas Otbo: ”Vi befinder os generelt i en tid med store geopolitiske og økonomiske bevægelser – lige fra krigen i Ukraine og usikkerhed om Europas forsvarsevne til handelskrig, udrulningen af kunstig intelligens og pres på den amerikanske centralbanks politiske uafhængighed. Her er det afgørende at abstrahere fra kortsigtet støj og holde skarpt fokus på, hvad de forskellige begivenheder reelt betyder for den økonomiske vækst, inflationen, renterne og virksomhedernes indtjening. Altså de faktorer, der i sidste ende er afgørende for dit afkast.”
Anne Buchardt: ”Handelskrigen er et godt eksempel på værdien af at bevare det kølige overblik. Tålmodighed belønnede sig. Investorer, der solgte i panik i foråret, blev straffet – mens investorer, der holdt fast i deres langsigtede strategi, blev belønnet. Det havde vi heldigvis mange kunder, der gjorde.”
Thomas Otbo: ”2026 kan blive et nyt år med meget støj, der udfordrer investorers evne til at holde hovedet koldt. Vi var fx kun få dage inde i det nye år, da amerikanerne med deres militæraktion i Venezuela yderligere øgede den geopolitiske usikkerhed. Men misforstå mig ikke – du skal selvfølgelig ikke holde ukritisk fast i dine investeringer, uanset hvad der sker. Nøgleordet er god risikostyring. Vi justerer løbende vores porteføljer i forhold til udviklingen rundt omkring i verden.”
"Vi har fokus på mange forskellige kilder til merafkast, der i stigende grad ligger ud over traditionelle investeringer i aktier og obligationer."Thomas Otbo, investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management.

3. Det store comeback for danske obligationer kan fortsætte
Efter en årrække med lav interesse kaster investorer sig nu i stor stil over fonde med danske obligationer. Siden Covid-19 er renterne strøget i vejret, så du i dag kan få en fornuftig rente fra selv de mest sikre danske stats- og realkreditobligationer.
Anne Buchardt: ”Efter årene med negative eller meget lave renter er obligationer for alvor blevet relevante igen, og det mærker vi tydeligt hos vores investeringskunder. De seneste par år har vi næsten tredoblet investeringerne i vores Danske Invest-fonde med danske obligationer – og vi forventer, at den tendens vil fortsætte i 2026.”
Thomas Otbo: ”Vil du have en robust portefølje med både aktier og obligationer, er danske obligationer svære at komme udenom. De indgår også som et væsentligt element i vores kapitalforvaltningsløsninger, selv om andelen selvfølgelig varierer alt efter den enkelte kundes risikoprofil.”
Anne Buchardt: ”Vi har også set, at helt korte danske obligationer er blevet et populært alternativ til kontant opsparing i banken. Mange Private Banking-kunder er begyndt at placere deres kontante opsparing i en ny fond med helt korte danske obligationer, der kan give en pæn merrente. Det er en trend, vi forventer vil fortsætte i 2026 – simpelthen fordi det for mange mennesker giver rigtig god økonomisk mening.”
Thomas Otbo: ”Ja, vi lancerede fonden Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer* for private investorer i 2025, og den er blevet virkelig godt modtaget. Allerede nu har privatkunder placeret omkring 2 mia. kroner i fonden.”
Anne Buchardt: ”På et mere overordnet plan ser vi fortsat, at alt for mange danskere har for store kontantbeholdninger og går glip af store potentielle afkast af deres opsparinger.”

Anne Buchardt og Thomas Otbo i Danske Banks hovedkvarter i København.
4. De oversete kilder til merafkast
Almindelige investeringer i aktier og obligationer. Det er fundamentet i langt de fleste investorers porteføljer, og det er helt efter bogen. Men vil du give dig selv de bedst mulige forudsætninger for stabile og attraktive afkast, bør du udvide din horisont yderligere og se på mulighederne inden for alternative investeringer.
Thomas Otbo: ”Vi har hele tiden fokus på, hvor vi kan optimere vores investeringer og hente lidt mere afkast, og vi har fokus på mange forskellige kilder til merafkast, der i stigende grad ligger ud over traditionelle investeringer i aktier og obligationer. Årsagen er simpel – vi kan se, at det virker, selv om der selvfølgelig altid er udsving over tid.”
Anne Buchardt: ”Vi har allerede mange Private Banking-kunder med alternative investeringer i porteføljen, og det er fortsat en dialog, vi kommer til at have fokus på. Det er en vigtig del af fremtidens portefølje, der styrker risikospredningen yderligere – og det er et område, hvor vi har et unikt udbud af alternative investeringer inden for fx hedgefonde, private equity, private credit og infrastruktur.”
Thomas Otbo: ”I nogle af porteføljerne i vores kapitalforvaltningsløsninger udgør hedgefonde faktisk helt op til 12 pct. af investeringerne, fordi de har nogle rigtig interessante egenskaber både i forhold til risikospredning og afkastpotentiale.”
Anne Buchardt: ”Struktureret kredit er et andet område, hvor vi har oprustet markant de seneste år og har lanceret nye fonde, fordi vi ser nogle interessante afkastmuligheder. Det er investeringer baseret på store porteføljer af virksomhedslån – såkaldte CLO’er (collateralised loan obligation) – og historisk set har de givet højere renter end traditionelle obligationer med tilsvarende niveau af risiko.”
Thomas Otbo: ”Der er mange oversete kilder til afkast – men selvfølgelig er alle investeringer ikke velegnede for alle investorer. Det afhænger blandt andet af din risikoprofil og din tidshorisont, samt hvor stort et beløb du investerer.”
5. Europas rolle i fremtidens verden – formår vi at gribe øjeblikket?
Donald Trump og hans administration såede i 2025 betydelig tvivl om amerikanernes fortsatte opbakning til NATO og europæisk sikkerhed, og mens udviklingen af kunstig intelligens buldrer derudaf i USA og Kina, har vi mere travlt med regulering i Europa.
Thomas Otbo: ”2026 bliver et år med stort fokus på Europas rolle i en verden, hvor både USA og Kina kører i et helt andet gear – blandt andet inden for den teknologiske udvikling. Med Donald Trump som præsident har vi fået et kraftigt wake up-call. Det er nu tydeligt for enhver, at vi i langt højere grad skal stå på egne ben i Europa. Formår vi at gribe øjeblikket? Jeg har stadig til gode at blive fuldt overbevist. Tyskerne har varslet store investeringer i forsvar og infrastruktur, og det er noget, vi kommer til at holde øje med. Kan det blive en løftestang for Europa?”
Anne Buchardt: ”Den geopolitiske udvikling er også en af årsagerne til, at vi i efteråret lancerede en fond med fokus på blandt andet europæiske forsvarsaktier – Danske Invest Defence & Security*. Det er også et investeringstema, private investor for alvor fik øjnene op for i 2025.”
Thomas Otbo: ”Forsvar vil også være et kæmpe tema i 2026 – uanset om vi får en fredsaftale i Ukraine eller ej. Selv om en fredsaftale måske vil medføre et tilbageslag for forsvarsaktier på kortere sigt, ser vi det som en stærk langsigtet trend. Vi ser også et stort potentiale i Europa både økonomisk og afkastmæssigt, hvis vi formår at skrue ned for bureaukratiet og op for konkurrenceevnen.”
Vil du vide mere om dine investeringsmuligheder?
HUSK, at du altid er velkommen til at tage fat i din rådgiver, hvis du er i tvivl om sammensætningen af dine investeringer eller ønsker at høre mere om aktuelle investeringsmuligheder.
*De fulde fondsnavne er Investeringsforeningen Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer, klasse DKK d og Investeringsforeningen Danske Invest Defence & Security - Accumulating, DKK.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.




