Hos Danske Bank har vi flere forskellige muligheder for konti, der kunne egne sig som opsparingskonto for børn. Her kommer tre af de mest almindelige:
Den til højrebenet – børneopsparing i Danske Bank
En børneopsparing er en opsparingskonto for børn og børnebørn i alderen 0-14 år.
Kontoen kan kun oprettes af barnets forældre, bedste- eller oldeforældre. Det er udelukkende barnet, der ejer pengene, og det er kun tilladt at have én børneopsparing per barn. Det betyder, at barnet heller ikke må have en børneopsparingskonto i andre banker.
Når barnet er mellem 14 og 21 år, kan pengene blive udbetalt. Med en Børneopsparing i Danske Bank kan man maksimalt indsætte 6.000 kroner om året – det vil sige 72.000 kroner i alt i hele opsparingsperioden.
Det er op til dig som indskudsgiver, om pengene skal trække renter, eller om de skal investeres. Det generelle renteniveau er aktuelt meget lavt, og derfor kan det være relevant at overveje at investere pengene. Investering kan give et højere afkast, men indebærer også en højere risiko end en kontantopsparing. Derfor kan det være en god idé tale med os, for at få afdækket hvad, der passer dig bedst, før kontoen oprettes.
Det særligt fordelagtige ved en børneopsparing er, at både renter og afkast er skattefrie i opsparingsperioden for dig og barnet. Dog skal det siges, at et eventuelt tab ikke kan trækkes i fradrag. Fra kontohaveren af børneopsparingen fylder 18 år, er det ikke længere forældre, bedste- eller oldeforældre, der er skattepligtige af afkastet.
På en børneopsparing er både afkast og renter skattefrie i opsparingsperioden.
En anden mulighed – Danske Gave
En børneopsparing vil være et oplagt valg for mange på grund af skattefordelene, men hvis barnet er ældre end 14 år, eller du ikke har den krævede familierelation til barnet, er det ikke muligt for dig at oprette en børneopsparing til barnet. Det er det heller ikke, hvis barnet allerede har en børneopsparing eller, hvis du gerne vil give mere end 6.000 kroner årligt, altså mere end 72.000 kroner i alt til barnet - så skal der ses på alternativer.
Én af disse kunne være Danske Gave.
Danske Gave er en opsparingskonto, du kan forære til børn og unge. Det kunne være en mulighed, hvis du eksempelvis vil give likvide midler i konfirmationsgave, men vil have, at de først udbetales senere i barnets liv. Med Danske Gave er det ikke et krav, at du er i familie med den, du giver kontoen til. Kravene er mere lempelige og man har her mulighed for at give en gave til et barn eller en ung i alderen 0-25 år. Indeståendet er i modsætning til børneopsparingen båndlagt, hvilket betyder, at hverken barnet eller barnets kreditorer kan få adgang til pengene før de frigives.
Der er mulighed for at indsætte så meget, du vil på kontoen, og pengene kan udbetales, når indehaveren af kontoen fylder 18, 21 eller 25 år. Det er op til dig, hvornår det skal være. Barnets egne midler kan ikke bruges til indbetaling. Ligesom med en børneopsparing i Danske Bank kan du selv bestemme, hvorvidt du vil investere pengene eller lade dem stå og trække renter.
Til forskel fra Danske Banks Børneopsparing er renterne på Danske Gave skattepligtige i hele bindingsperioden. Det betyder, at hvis du opretter kontoen som forælder til barnet, at det er dig, der bliver beskattet indtil udgangen af det kalenderår, hvor barnet fylder 18 år. Derefter er det kontohaveren, der bliver beskattet. Hvis kontoen oprettes af andre, er barnet skattepligtig af renterne fra starten af.