”Den skærpede beskatning af personlig indkomst over cirka 2,6 mio. kroner får først virkning fra 2026, men mange skatteydere bør allerede nu begynde at overveje, om de nye regler giver anledning til ændringer i den måde, de har indrettet sig på i dag, når forskellen i beskatning af personlig indkomst og aktieindkomst fremover bliver større.”
Neel Frederikke Gronemann,
chef for Investment Tax
Ny mellemskat
For indkomst over 640.100 kroner (2024-niveau og før AM-bidrag) skal man fra 2026 betale en ny mellemskat på 7,5 procent.
Marginalskatten bliver her 44,57 procent.
Ny topskat
For indkomst over 776.500 kroner (2024-niveau og før AM-bidrag) kommer en ny topskat på 7,5 procent oven i mellemskatten.
Det betyder, at personer med en indkomst på mellem 640.100 kroner og 776.500 kroner fremover betaler mellemskat, men ikke topskat – her bliver skatten altså halveret i forhold til den nuværende topskat.
For indkomst over 776.500 kroner kommer mellemskatten og topskatten samlet til at udgøre 15 procent (7,5 procent + 7,5 procent). Beskatningen vil altså her være uændret i forhold til i dag – op til beløbsgrænsen for den nye top-topskat.
Marginalskatten bliver her 52,07 procent.
Ny top-topskat
For indkomst over 2.588.300 kroner (2024-niveau og før AM-bidrag) kommer en ny top-topskat på 5 procent oven i mellemskatten og topskatten.
Samlet set kommer mellemskatten, topskatten og top-topskatten til at udgøre 20 procent (7,5 procent + 7,5 procent + 5 procent), altså 5 procent mere end den nuværende topskat.
Marginalskatten stiger her til 57,07 procent (60,5 procent inklusive AM-bidrag).
Ingen ændringer i beskatningen af kapital- eller aktieindkomst
Personskattereformen har alene betydning for beskatningen af personlig indkomst, og der er altså ingen ændringer i beskatningen af kapitalindkomst eller aktieindkomst, herunder udbytter. Aktieindkomst vil altså fortsat blive beskattet med 27 eller 42 procent afhængigt af indkomstens størrelse.
Den samlede marginalskat for aktieindkomst vil derfor fortsat være på cirka 54,8 procent, fordi selskabet – inden aktionæren modtager udbytte eller øvrig aktieindkomst – betaler selskabsskat på 22 procent.
Hvad skal du være opmærksom på?
Har du væsentlig indflydelse på din egen aflønningsform, er det en god ide at være opmærksom på, om din aflønning skal ske i form af løn eller udbytte. Det kan for eksempel være relevant, hvis du er hovedaktionær og ansat i dit eget selskab. Hvis du driver en virksomhed i personligt regi, hvor overskud beskattes som personlig indkomst, kan det også være relevant at overveje, om virksomheden i stedet skal drives i selskabsform, så overskuddet beskattes som aktieindkomst.