I Danske Bank har vi løbende fokus på at tilpasse og optimere vores udbud af investeringsmuligheder, og de seneste måneder har vi lanceret tre nye Danske Invest-fonde, der giver nye interessante muligheder for private investorer.
”Det er fonde inden for tre vidt forskellige områder, hvor vi hver især ser gunstige afkastmuligheder i forhold til risikoen, og som hver især kan udgøre værdifulde komponenter i en portefølje af investeringer."
Thomas Otbo, investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management.

Her giver vi en introduktion til hver af fondene, og du er som altid velkommen til at kontakte din rådgiver, hvis du ønsker at høre mere om mulighederne:
1. Ny fond skal høste merafkast fra globale aktier
De seneste år har vi med stor succes anvendt datadrevne aktiestrategier i vores kapitalforvaltningsløsninger som fx Danske Porteføljepleje. Her har de leveret stærke afkast, og nu får du mulighed for at investere direkte i strategierne via vores nye aktiefond Danske Invest Select Global Quant*.
I fonden anvender vi store mængder data til at udvælge attraktive globale aktier med en række særlige kendetegn, som historisk set ofte har leveret højere afkast end aktiemarkedet generelt.
”Det gælder blandt andet aktier med bestemte karakteristika i forhold til deres prisfastsættelse, indtjening, risiko og momentum i kursudviklingen. Her kan der erfaringsmæssigt være merafkast at hente i forhold til det brede aktiemarked, selv om det selvfølgelig ikke er en garanti,” fortæller Thomas Gade, som er chef for datadrevne aktiestrategier i Danske Bank Asset Management.
Som en mindre del af porteføljen investorer fonden også i aktier inden for udvalgte temaer, hvor porteføljeteamet ser potentiale for merafkast. Det kan fx være temaer som kunstig intelligens og andre nye teknologier eller forsvarsaktier. Samlet set består fondens portefølje løbende af omkring 300-500 aktier.
Kort om Danske Invest Select Global Quant

Tradere på New York Stock Exchange. Amerikanske aktier udgør størstedelen af porteføljen i Danske Invest Select Global Quant, hvilket afspejler det globale aktiemarked. Foto: John Angelillo/UPI/Ritzau Scanpix.
FORSLAG TIL INVESTERING: Du kan fx investere i fonden som et alternativ eller supplement til en indeksfond med globale aktier.
HER KAN DU HANDLE FONDEN: I mobilbanken, netbanken og i Danske Månedsinvestering. Du er også altid velkommen til at række ud til din rådgiver, der også kan hjælpe dig med rådgivning om sammensætningen af din portefølje.
RISIKO: Den væsentligste risiko er den generelle markedsrisiko – dvs. risikoen for brede fald på aktiemarkedet. Derudover er der også altid en risiko for, at aktierne i porteføljen udvikler sig dårligere end markedet generelt.
2. Få adgang til attraktiv aktivklasse i stor vækst
Som noget helt nyt giver vi nu private investorer adgang til investeringer i såkaldte CLO’er (collateralised loan obligations), som består af store porteføljer af underliggende virksomhedslån. Det sker via fonden Danske Invest Structured Credit - Investment Grade*.
Der er flere årsager til, at CLO’er kan være en attraktiv aktivklasse for dig som investor:
• Først og fremmest har CLO’er historisk set givet højere afkast end traditionelle obligationer med tilsvarende niveau af risiko.
• Dernæst er der stor risikospredning i de underliggende virksomhedslån i CLO’er. Det kan potentielt være lån i hundredvis af forskellige virksomheder.
• Endeligt kan CLO’er potentielt bidrage til at sprede risikoen i dine investeringer og øge dit risikojusterede afkast.
Både i Europa og USA er markedet for CLO’er de seneste 10 år mere end tredoblet. Danske Invest-fonden investerer i CLO’er i den mindst risikofyldte ende af skalaen. Såkaldt investment grade. Fokus er på CLO’er med sikkerhed i betalingerne fra underliggende europæiske og amerikanske virksomhedslån.
”Her ser vi attraktive afkastmuligheder i forhold til risikoen – ikke mindst i Europa. I øjeblikket ligger den årlige rente på den type CLO’er i niveauet 3,5-6 pct., afhængigt af risikoen,” fortæller fondens chefporteføljeforvalter, Jacob Toft Hansen fra Danske Bank Asset Management.
Kort om Danske Invest Structured Credit - Investment Grade

New York er centrum for det amerikanske marked for CLO'er, som er verdens største. I øjeblikket udgør europæiske CLO'er dog langt størstedelen af porteføljen i Danske Invest Structured Credit - Investment Grade. Foto: Apolline Guillerot-Malick/SIPA/Ritzau Scanpix.
FORSLAG TIL INVESTERING: Du kan fx investere i fonden som et alternativ eller supplement til investeringer i virksomhedsobligationer.
HER KAN DU HANDLE FONDEN: I mobilbanken og netbanken. Du er også altid velkommen til at række ud til din rådgiver, der også kan hjælpe dig med rådgivning om sammensætningen af din portefølje.
RISIKO: En af de væsentlige risici ved CLO’er er kreditrisikoen – dvs. risikoen for at virksomhederne misligholder deres lån. CLO’er er også mindre likvide end traditionelle obligationer, og det kan give større kursudsving i urolige tider.
3. Et interessant alternativ til kontant opsparing
Med fonden Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer* kan du investere i en bred vifte af korte danske stats- og realkreditobligationer, og det kan fx være et alternativ til kontant opsparing. Risikoen på obligationerne betragtes som meget lav, og du kan typisk få en højere løbende forrentning end i banken.
Den gennemsnitlige effektive rente på obligationerne i fonden ligger aktuelt omkring 2,3 pct. (før omkostninger), og obligationerne har en meget lav rentefølsomhed, udtrykt ved en varighed på blot 0,7.
Det betyder, at obligationerne ikke svinger så meget i kurs i tilfælde af renteændringer – hverken op eller ned. Den korte løbetid på obligationerne betyder, at de investerede midler relativt ofte skal genplaceres i nye obligationer.
”Genplaceringen af midler kan kræve god timing i forhold til de løbende rentebevægelser i markedet, og det rugbrødsarbejde påtager vi os løbende. Derudover sørger vi for at sprede risikoen og købe obligationerne der, hvor de udbydes billigst,” fortæller seniorporteføljemanager Rune Brinch Kristensen fra Danske Bank Asset Management.
Kort om Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer

Danske realkreditobligationer udgør størstedelen af porteføljen i Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer. Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix.
FORSLAG TIL INVESTERING: Du kan fx investere i fonden som et alternativ til kontant opsparing i banken eller som en del af din eksponering mod obligationer i en portefølje af investeringer.
HER KAN DU HANDLE FONDEN: I mobilbanken og netbanken. Du er også altid velkommen til at række ud til din rådgiver, der også kan hjælpe dig med rådgivning om sammensætningen af din portefølje.
RISIKO: Den væsentligste risiko er risikoen for kursfald på obligationerne i tilfælde af rentestigninger, selv om risikoen er begrænset.
Foto i toppen: Zz/AP/Ritzau Scanpix.
*De fulde fondsnavne er hhv. Investeringsforeningen Danske Invest Select Global Quant, Investeringsforeningen Danske Invest Structured Credit - Investment Grade og Investeringsforeningen Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer.
DISCLAIMER: Denne artikel er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet og central investorinformation, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Prospektet, central investorinformation og information om klagehåndtering (investorrettigheder) er tilgængeligt på dansk og kan findes på linket herunder (under ”Dokumenter”), hvor du også finder information om fondenes bæredygtighedsrelaterede egenskaber:
Danske Invest Select Global Quant
Danske Invest Structured Credit - Investment Grade
Danske Invest Select Danske Helt Korte Obligationer
Beslutningen om at investere i fondene bør træffes under hensyntagen til alle fondenes miljømæssige og sociale karakteristika eller bæredygtige investeringsmål som beskrevet i prospektet. Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.