Kort fortalt

  • Ny fond giver eksponering mod globale aktier, men med et "ekstra lag" på toppen.
  • Fonden fokuser på særlige typer af aktier, der historisk set ofte har leveret et merafkast i forhold til aktiemarkedet generelt.​
  • Yderligere har fonden fokus på udvalgte interessante investeringstemaer.
  • Aktierne udvælges ud fra store mængder data.

ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

De seneste år har vi med stor succes anvendt datadrevne aktiestrategier i flere af vores kapitalforvaltningsløsninger som fx Danske Porteføljepleje. Her har de leveret stærke afkast, og nu får du mulighed for at investere direkte i strategierne via vores nye aktiefond Danske Invest Select Global Quant*.

I fonden anvender vi store mængder data til at udvælge attraktive globale aktier med en række særlige kendetegn, som historisk set ofte har leveret højere afkast end aktiemarkedet generelt. 

”Det gælder blandt andet aktier med bestemte karakteristika i forhold til deres prisfastsættelse, indtjening, risiko og momentum i kursudviklingen. Her kan der erfaringsmæssigt være merafkast at hente i forhold til det brede aktiemarked, og det forventer vi også fremover, selv om det selvfølgelig ikke er en garanti,” fortæller Thomas Gade, som er chef for datadrevne aktiestrategier i Danske Bank Asset Management. Med et fagudtryk betegnet kvantitative strategier.

Læs mere om de væsentligste faktorer ved udvælgelsen af aktier i bunden af artiklen.

Fonden giver eksponering mod globale aktier og en række særlige mønstre, trends og temaer, som vi finder interessante og ser et attraktivt afkastpotentiale i.Thomas Gade, chef for datadrevne aktiestrategier i Danske Bank Asset Management.

Før Thomas Gade kom til Danske Bank Asset Management, arbejdede han næsten 10 år hos Goldman Sachs.

Udvalgte temaer med potentiale for merafkast

Thomas Gade og hans team forvalter investeringerne i Danske Invest Select Global Quant, som udvælges ved hjælp af avancerede modeller og algoritmer. De screener løbende markedet og identificerer aktier, som matcher de ønskede kriterier. Som en mindre del af porteføljen investorer fonden også i aktier inden for udvalgte temaer, hvor porteføljeteamet ser potentiale for merafkast. 

”Det kan fx være temaer som kunstig intelligens og andre nye teknologier eller forsvarsaktier, men også her er udvælgelsen af de enkelte aktier inden for temaerne baseret på data,” forklarer Thomas Gade.

De tematiske investeringer består typisk af et miks af langsigtede trends og mere kortsigtede temaer, der blandt andet kan variere efter, hvor vi befinder os i de økonomiske konjunkturer eller andre mere midlertidige events.  

”Da verden åbnede op efter Covid 19-nedlukninger, kørte vi fx et tema med fokus på selskaber, som vi vurderede ville få ekstra fordel af genåbningen,” fortæller Thomas Gade.

LÆS OGSÅ: Nu er populær aktiesparekonto blevet endnu mere attraktiv

Globale aktier med et ekstra lag på toppen

Det samlede investeringsunivers for fonden er aktierne i omkring 5.000 af de største globale selskaber, og fondens portefølje består løbende af omkring 300-500 af disse aktier. Som investor får du derfor en meget begrænset eksponering mod hvert enkelt selskab i porteføljen og dermed en begrænset sårbarhed over for store tab fra enkelte aktier. 

”Fonden giver en mere overordnet eksponering mod globale aktier og en række særlige mønstre, trends og temaer, som vi finder interessante og ser et attraktivt afkastpotentiale i. Man kan betegne det som en global aktieportefølje med et ekstra lag på toppen,” fortæller Thomas Gade.

Et interessant alternativ til en global indeksfond

Som investor kan du fx anvende en investering i fonden Danske Invest Select Global Quant som et alternativ eller supplement til en indeksfond med globale aktier. Det fortæller Tobias Møller, som er Chief Client Manager i Danske Bank

”Fonden kan være velegnet som en del af din eksponering mod globale aktier i din portefølje. Risikoen er omtrent den samme, men du har potentiale for et merafkast,” siger han.

Du risikerer naturligvis modsat at få et lavere afkast end det globale markedsafkast.

I vores kapitalforvaltningsløsninger som fx Danske Porteføljepleje udgør de datadrevne aktiestrategier i dag omkring halvdelen af vores eksponering mod globale aktier.

Kombinerer forskellige strategier og temaer

Målsætningen for Danske Invest Select Global Quant er at levere et løbende merafkast i forhold til det globale aktiemarked, men som investor risikerer du naturligvis også at få et lavere afkast. 

”Selv om vores kvantitative aktiestrategier historisk set har leveret attraktive merafkast i vores kapitalforvaltningsløsninger, er det er ikke ensbetydende med, at det også vil være tilfældet fremover. Derfor har vi også løbende fokus på at justere og optimere vores modeller og algoritmer, og samtidig reducerer vi risikoen ved at kombinere forskellige strategier i fonden,” siger Thomas Gade. 

Den væsentligste risikofaktor ved en investering i fonden er den generelle markedsrisiko – dvs. risikoen for brede fald på aktiemarkedet.



Væsentlige faktorer og spørgsmål ved fondens udvælgelse af aktier

I de datadrevne strategier fokuserer fonden blandt andet på at udvælge aktier, der klarer sig godt i forhold til følgende faktorer:

PRISFASTSÆTTELSE: Hvordan er aktierne prisfast i forhold til markedet generelt, fx i forhold til P/E, som angiver prisen pr. krones indtjening i selskaberne? Jo lavere prisfastsættelse, jo bedre.

INDTJENING: Hvor høj er selskabernes indtjening, fx målt på indtjening i forhold til egenkapital, og hvor stabil er udviklingen i indtjeningen? Jo højere og mere stabil, jo bedre.

RISIKO: Hvor stor risiko har aktien, fx målt på volatilitet (udsving) i den løbende kursudvikling? Jo lavere risiko, jo bedre.

MOMENTUM I KURSUDVIKLING: Er aktien inde i en stigende eller faldende trend i forhold til kursudvikling? Jo mere positivt momentum, jo bedre.



Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget

Foto: John Angelillo/UPI/Ritzau Scanpix.

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest Select Global Quant.

DISCLAIMER: Denne artikel er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet og central investorinformation, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Prospektet, central investorinformation og information om klagehåndtering (investorrettigheder) er tilgængeligt på dansk og kan findes på linket herunder (under ”Dokumenter”), hvor du også finder information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber:
Danske Invest Select Global Quant - Accumulating, DKK
Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens miljømæssige og sociale karakteristika eller bæredygtige investeringsmål som beskrevet i prospektet. Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.