Danske Banks chefstrateg, Frank Øland.

 

For et år siden frygtede de fleste investorer en nært forestående økonomisk recession – men den er stadig ikke kommet. Amerikansk økonomi viser fortsat overraskende styrke, og i Europa begynder vi nu også at se tegn på en vending i økonomien, der haltede afsted gennem det meste af 2023. Blandt andet begynder det så småt at lysne for industrien, der gennem længere tid har været udfordret. 

Selv om der aldrig kan udskrives garantier, lader recessionen i stigende grad til at være afblæst i denne omgang. Dertil kommer stærke regnskaber i den seneste regnskabssæson, og samlet set har det de seneste måneder sendt både aktier og renter i vejret.

Vi befinder os kort og godt i en god periode med relativt få skyer på himlen for global økonomi, og vi ser gode forudsætninger for, at det kan fortsætte en rum tid endnu. 

Vi forventer således også, at der er mere at komme efter på aktiemarkederne, selv om du selvfølgelig ikke skal forvente stigninger i samme tempo som de seneste 4-5 måneder. Det har været ekstraordinært.

Vi forventer fortsat, at der kommer rentesænkninger i år, og det vil næppe afspore aktiemarkedet, hvis rentesænkningerne kommer lidt senere end ventet eller i lidt mindre omfang end håbet.  Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.

Ny tvivl om centralbankernes rentesænkninger
Hvor aktierne har haft en rigtig stærk udvikling på det seneste, har udviklingen for obligationer været på det jævne. Her har stigende markedsrenter presset obligationskurserne ned og dermed udhulet afkastet.

De stigende renter skyldes, at vækstudsigterne er forbedret, og inflationen ikke aftager lige så hurtigt, som der var udsigt til for et par måneder siden. Det har fået de finansielle markeder til at nedjustere deres forventninger til, hvor meget og hvor hurtigt centralbankerne i Europa og USA vil sænke deres pengepolitiske renter i år og næste år. 

Centralbankerne vil først sænke renterne, når de er forvissede om, at inflationen er godt på vej ned mod deres målsætning omkring 2 pct. Det har været selve formålet med de seneste års renteforhøjelser – at lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet for dermed at få den løbske inflation i kølvandet på Covid-19 under kontrol. Men på det seneste har vækst- og inflationsdata altså sået tvivl om, hvornår tiden er moden til rentesænkninger.

Aktuelle anbefalinger


OVERVÆGT I EMERGING MARKETS-OBLIGATIONER:
Det mest interessante valg i obligationsmarkedet

UNDERVÆGT I HIGH YIELD-OBLIGATIONER: 
For lav merrente i forhold til risikoen

OVERVÆGT I USA:
Amerikansk økonomi viser fortsat stor styrke

OVERVÆGT I JAPAN:
Den stærke udvikling i Japan kan fortsætte

DOBBELT UNDERVÆGT I EMERGING MARKETS:
Kina gør os skeptiske over for emerging markets

Læs mere her

Ser mere positivt på aktier end obligationer
Vi forventer dog fortsat, at der kommer rentesænkninger i år, og det vil næppe afspore aktiemarkedet, hvis rentesænkningerne kommer lidt senere end ventet eller i lidt mindre omfang end håbet. Så længe rentesænkninger blot kommer af de rigtige årsager – nemlig at der er styr på inflationen, og ikke fordi økonomien er nødlidende og har brug for en vitaminindsprøjtning fra centralbankerne

Med de seneste måneders udvikling i økonomien og inflationsdata ser vi dog begrænset potentiale for større fald i markedsrenterne i den kommende tid – og det giver dermed også begrænset potentiale for kursgevinster på obligationer. Som bekendt er faldende renter ensbetydende med stigende obligationskurser og omvendt. 

Alt i alt ser vi derfor et bedre afkastpotentiale i aktier end i obligationer i øjeblikket og anbefaler aktuelt investorer at have en lidt større andel af aktier i deres porteføljer, end de forventer at have på lang sigt – og modsat en lidt lavere andel af obligationer. 

Stadig fornuftigt potentiale i obligationer 
Selv om vi hælder til aktier, er der dog fortsat et pænt afkastpotentiale i obligationer. Selv de mindst risikofyldte obligationer som fx danske stats- og realkreditobligationer giver løbende rentebetalinger på et ret fornuftigt niveau, og samtidig ser vi begrænset risiko for markante rentestigninger og dermed større kursfald på obligationer. 

Derudover bidrager obligationer til at sikre en god risikospredning i din portefølje af investeringer, og det kan komme dig til gode, hvis aktiemarkedet ikke udvikler sig lige så positivt, som vi forventer. Det vil trods alt ikke være første gang i verdenshistorien, hvis aktierne pludselig overrasker til den negative side. Viser inflation sig fx endnu mere genstridig, end vi regner med, eller får recessionsfrygten ny næring, kan stemningen på de finansielle markeder hurtigt vende.  

Et solidt fundament med krydderi på toppen
Den rette fordeling mellem aktier og obligationer i dine investeringer vil altid afhænge af din investeringsprofil – herunder din risikovillighed og tidshorisonten for dine investeringer. Jo mere risikovillig du er, og jo længere tidshorisont du har, jo større andel aktier kan du som tommelfingerregel tillade dig at have.

Inden for obligationer anbefaler vi altid, at de mindst risikofyldte obligationer som fx danske stats- og realkreditobligationer udgør fundamentet. Så kan mere risikofyldte obligationer som fx virksomhedsobligationer og emerging markets-obligationer være krydderiet på toppen, der kan sprede risikoen og løfte dit forventede afkast yderligere – men hvor du også risikerer større tab i dårlige tider. 

Blandt de mere risikofyldte obligationer ser vi aktuelt det bedste afkastpotentiale i emerging markets-obligationer – og det dårligste potentiale i high yield-obligationer, der er virksomhedsobligationer med lav kreditkvalitet. Det kan du læse mere om under vores aktuelle investeringsanbefalinger.

Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix.


DISCLAIMER: Husk altid risikoen som investor

Udgangspunktet for dette materiale er Danske Banks forventninger til makroøkonomien og de finansielle markeder. Hvis udviklingen afviger fra vores forventninger, kan det potentielt påvirke afkastet på eventuelle investeringer negativt og give tab. Dette materiale er informationsmateriale og udgør ikke personlig investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Dette indhold er alene for Danske Bank-kunder, der er investeret i fonde og har adgang til ekstra rådgivningsrelaterede investeringsservices fra serviceniveau B til serviceniveau G, og indholdet må ikke deles med andre.